”Kommunal profit,” er en af de mange kommentarer man fredag kan møde på de sociale medier efter, at DR har bragt et indlæg om kommunernes meget høje administrationsgebyr på statens bevillinger til minimumsnormeringer. Hver kommune forventer nemlig i gennemsnit at bruge 3,6 millioner kroner på at administrere de ekstra hænder i Danmarks dagtilbud.
Regeringen indgik i december en aftale med SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet, som skal sikre flere voksne i børnehaver og vuggestuer. De såkaldte minimumsnormeringer. Ved samme lejlighed blev det også aftalt, at der ikke måtte trækkes overskud ud af private dagtilbud.
Man skulle ellers have troet, at aftalen alene handlede om minimumsnormeringer, men der er i aftalen sneget sig et helt afsnit ind om et forbud mod profit på dagtilbud. Her står der blandt andet:
”For at sikre, at de afsatte midler går til at forbedre vilkårene for børnene, skal der ikke længere kunne trækkes overskud ud af daginstitutioner……Det er derfor aftalt, at nyoprettede privatinstitutioner skal være organiseret som selvejende institutioner.”
Kommunerne trækker 20 % ud til administration
Partierne har allerede i år afsat 800 millioner kroner til mere pædagogisk personale. Det beløb stiger til 1,8 milliarder kroner i 2024, men nu viser det sig, at kommunerne trækker hele 20 % ud i, hvad der kunne betegnes som et administrationsgebyr. Havde det været en privat virksomhed, ville nogen måske have råbt: Profit-forbud!
I kroner er der tale om 360 millioner og i runde tal svare det til, at alle kommuner i gennemsnit får lidt over 3,6 millioner kroner ekstra til administration.
Nuvel der er ikke tale om, at kommunerne trækker overskud eller profit ud, tilsvarende den mulighed en privat virksomhed har, men til sammenligning kan man se på, hvad de selvejende institutioner med en driftsoverenskomst får i administrationsgebyr. Her taler vi om mellem 2 – 3 procent.
Kommunerne hiver altså næsten 18 procent mere ud til administration end det, som er muligt for en selvejende daginstitution på driftsoverenskomst.
KL: Det er årelang praksis
Til det siger KL`s formand Jacob Bundsgaard til DR:
”Det koster noget at have medarbejdere. Vi skal have råd til at betale husleje, forsikringer, til at lave godt arbejdsmiljø, lønsystemer og til efter- og videreuddannelse. Der er ingen, der har et ønske om at bruge flere penge på de her forskellige elementer end højst nødvendigt. Men man kan ikke indføre minimumsnormeringer, og så ikke også betale for den del. Det er en årelang praksis, at det er 20 procent.”
De fleste der har drevet et privat eller selvejende dagtilbud ved, at der omkostninger ved den forretning, ligesom de fleste også ved, at det er de færreste, der har et overskud, de kan trække ud.
Stifter af dagtilbud stillede hus som sikkerhed
Det ved Julie Lykke Haugaard alt om. I 2012 havde hun svært ved at finde en mindre institution til sine børn. Julie Lykke Haugaard tog sagen i egen hånd og etablerede skovbørnehaven og vuggestuen Lillely, der i dag er vokset fra 4 børn til nu at danne rammen om hverdagen for 40 eventyrlystne vuggestue- og børnehavebørn samt 9 pædagoger og medhjælpere. Det skriver DI Service
Etableringen af Lillely kostede penge. Der skulle etableres automatisk brandanlæg, handicaptoilet, udsugningsanlæg mv., som bygningsreglementet kræver. Julie Lykke Haugaard kunne ikke låne penge til projektet uden at stille sikkerhed for lånet, og derfor eksisterer Lillely udelukkende fordi Julie stillede sit private hus som sikkerhed for lånet.
Kommunerne har naturligvis tilsvarende etableringsomkostninger ved at drive dagtilbud, men modsat Julie Lykke Haugaard slipper de tilsyneladende af sted med, at hive 20 procent ud af puljepengene til minimumsnormeringer. Og her skal man lige have in mente, at kommunerne modsat Julie Lykke Haugaard for længst har etableret deres dagtilbud, så de 20 % er alene til administration.
SF har sagt ja til 15 %
Men der er grænser. De 20 procent i kommunal-administrativ afgift, som vækker forargelse hos Jacob Mark, børneordfører for SF, som også har været en af fortalerne for et forbud mod profit på velfærd.
”For mig at se er det nogle skrivebordsryttere, der sidder og beslutter, at 20 procent af de penge, der skulle bruges på mere pædagogisk personale til børnene, skal bruges på administration,” siger Jacob Mark. Han forventer at ministeriet tager en armlægning og får procentsatsen ned.
Han er dog lidt for hurtigt til at være ude med riven efter KL-formanden, idet han selv ved aftaleindgåelsen har sagt ja til, at kommunerne træk hele 15 procent ud i administrationsomkostninger.
KL står fast
Men uanset om man havner på 15 eller 20 procent i administrations-afgift til kommunerne, så ligger det langt over det administrationsbidrag et helt almindelig selvejende dagtilbud kan tillade sig at anvende.
I Aarhus undrer Jacob Bundsgaard sig over, at udgifterne til administration kan blive til et politisk spørgsmål.
”Det er ikke en politisk beslutning – det er funderet i en virkelighed om, hvad det rent faktisk koster. Derfor kan man ikke bare sidde og aftale i en forligskreds, at tallet skal være mindre. Hvis vi ikke får de penge, som det koster, så skal vi trække det ud af ældreplejen, folkeskolen eller andre velfærdområder. Det synes vi er uhensigtsmæssigt, siger han til DR.
Undre sig over tabu
Men hvad med Julie Lykke Haugaard, hvor skal hun trække pengene fra, hvis hun ikke får nok? Hertil kommer, at hun i en eller anden fremtid hverken trække overskud ud eller score et administrationsgebyr på 20 % på samme måde som kommunerne og det vækker undren.
Hun ejer nemlig en privat vuggestue og børnehave og har ikke mulighed for at få penge fra kommunen eller staten, hvis der skulle komme uforudsete udgifter eller behov for nye investeringer. Derfor går Julie eksempelvis i en periode ned i løn for at kunne bygge en garderobe til børnene. Når der i andre perioder er overskud til det, betaler hun noget ind til sig selv. Den fleksibilitet er hun rigtig glad for, og meget uforstående overfor det kommende forbud mod, at private dagtilbud kan tække overskud ud.
”Hvorfor er det så tabubelagt i vores samfund at tjene penge på, at være dygtig til at lave et dejligt sted for børn. Vi har privathospitaler, og vi har praktiserende læger i lægehuse, der gerne må skabe overskud. Men vi, der arbejder med børn og rammerne om pædagogik skal bare have en fast løn.”
