Hvis en stor del af arbejdet kan klares foran en computer, stod den for mange på hjemmearbejde i 2020 på grund af coronaudbruddet.
Ifølge Danmarks Statistik blev andelen af personer, der på fast basis arbejder hjemme, fordoblet i 2020. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik.
I 2020 arbejdede 17 procent hjemme regelmæssigt, hvilket er mere end dobbelt så mange som i 2019.
Det var især under første nedlukning i foråret, at flere arbejdede fast hjemme. 26 procent havde på det tidspunkt deres arbejdsplads hjemme.
Hvis man tæller dem med, som arbejdede hjemme af og til, var tallet oppe på 40 procent i foråret.
Fordelt på brancher var det især inden for information og kommunikation, hvor 38 procent har arbejdet hjemme mere eller mindre fast sidste år.
Derimod var hjemmearbejde kun for de færreste i bygge- og anlægsbranchen, hvor syv procent arbejder hjemme.
Hos Dansk Erhverv ser cheføkonom Tore Stramer den høje andel af hjemmearbejde som en forudsætning for, at Danmark er kommet nogenlunde gennem krisen.
– Hvis hjemmearbejde ikke havde været muligt, ville arbejdet enten ikke være blevet løst, eller også var det blevet løst på en fysisk arbejdsplads med stor smitterisiko til følge.
– Den store udbredelse af hjemmearbejde har altså i høj bidraget til at få Danmark mere skønsomt igennem coronakrisen. Det har været muligt som følge af den effektive digitale infrastruktur, vi har i Danmark, siger han i en kommentar.
Mange virksomheder og ansatte har gennem 2020 givet udtryk for, at der i fremtiden vil være mere hjemmearbejde.
– Der er fordele, som mange nok har fået øjnene op for, og samtidig er vi også blevet bedre til at indrette os til hjemmearbejde, så ulemperne er blevet mindre, siger Niklas Praefke, cheføkonom hos organisationen Lederne.
– Derfor kan jeg sagtens se, at hjemmearbejde bliver mere udbredt end tidligere – måske særligt i en kombination hvor vi også har dage på arbejdspladsen, siger han i en kommentar.
/ritzau/