Skip to main content

Overraskelsen og glæden var stor blandt de blå partier, da Statsminister Mette Frederiksen for to måneder siden åbnede Folketinget med et løfte om at sætte syv kommuner fri af alle regler.

”Vi troede de ville bygge oven på vores ideer,” siger flere kilder i det blå landskab til OPS-Indsigt i en kommentar til afsløringen af interne regerings dokumenter. Papirerne viser ifølge Berlingske, at regeringen har planer om at sætte de syv kommuner så meget fri, at reglerne om borgerens frie valg af forskellige velfærdsydelser også kan fraviges.

Man vil så at sige give kommunerne frihed til at sløjfe borgerens frie valg. Det har fået erhvervsorganisationen Dansk Industri op i det røde felt. Branchedirektør, Jakob Scharff kalder det for et ”et historisk tilbageslag for borgernes selvbestemmelse” 

Ja det er det nok, hvis det altså gennemføres i nogle af de kommende frikommuneforsøg, men egentlig er angrebet på en socialliberale hjørnesten som det frie valg ikke meget anderledes historisk set end, da Anders Fogh og Lars Løkke tilbage i 2003 gennemførte det, nogen den gang kaldte en udhulning af den offentlige sektor.

Både Anders Fogh og Mette Frederiksen har pakket deres angreb ind

Som et ud af mange eksempler husker jeg tydeligt et debatindlæg fra den tidligere næstformand i Dansk Sygeplejeråds amtskreds Århus, Nina Bardam, hvor hun i fagbladet sygeplejersken under overskriften: Det fri valg er ikke frit skrev:

”Regeringen pakker sin disposition ind i pæne ord om frit valg til ældre. I virkeligheden er det dens endelige mål at formindske og udhule den offentlige sektor.”

Mette Frederiksen pakkede også frikommuneforsøgene ind i et socialliberalt lingo, da hun åbnede Folketinget og det gled ned lige til man skulle til at forhandle politisk om det på Christiansborg, så opdagede man, at det bare var en tikkende bombe under en socialliberal hjørnesten.

Det var tydeligt vis en overrasket administrerende direktør i Dansk Erhverv, der udtalte sig til Berlingske, da det kom frem, at frikommuneforsøgene godt kunne vise sig at være mere frie end man kunne forestille sig. Faktisk så frie, at selv det man troede grundfæstet, som borgernes frie valg kunne suspenderes til fordel for eksempelvis en rendyrket kommunalisering.

”Jeg har været 25 år i den offentlige debat. Og jeg har aldrig under tidligere S-regeringer – hverken Nyrup, Lykketoft, Thorning eller Corydon – oplevet en sådan ideologisk orientering væk fra den private sektor som den, vi ser nu,” sagde Brian Mikkelsen.

Han troede måske, at de politiske kampe om offentligt og privat hørte fortiden til og alle var enige om at etablere en fornuftig opgaveløsning mellem offentligt og privat.

Men havde han og det øvrige OPS-felt egentlig grund til at tro det?

Nyrup havde banet vejen for Fogh og Løkke

Nej det mener jeg ikke. Vi har nemlig længe haft en ideologisk mobilisering af en række aktører, der enten er eksponenter for kommunalisering og nationalstyring, der fuldstændig matcher en social-socialistisk verdensopfattelse, hvor borgerens trav varetages bedst af det offentlige. 

Regeringen Frederiksen har bare nogle andre udfordringer end Anders Fogh, da han gennemførte sit ideologiske angreb på den offentlige sektor. 

For det første var vejen for markedsgørelse og offentlig-privat samarbejde helt anderledes banet i den offentlige sektor af en Nyrup regering. Her havde man siden Schlüter regeringens introduktion til begreber som New Public Management og privatisering sat yderligere fart på markedsgørelsen af den offentlige sektor. Her var fokus blandt andet på privatisering og udlicitering. (Arbejderen)

De fleste husker sikkert, at en række statslige selskaber blev nemlig privatiseret. Det gjaldt blandt andet Tele Danmark, Giro Bank og Datacentralen.

Da Anders Fog trådte til, var det ganske enkelt noget lettere for Lars Løkke at forestå et lynangreb, hvor man på fem måneder rullede en massiv lovpakke ud over den offentlige velfærdssektor. Jeg var dengang ansat i Græsted-Gilleje Kommune, der havde været Lars Løkkes eksperimentarium, så jeg husker, hvordan vi fik henvendelser fra ministerielle embedsfolk, der blandt andet skulle konkretisere en lov for frit valg af hjemmehjælp ud fra et eksperiment i Nordsjælland.

Snubletråde undervejs

Når det er sagt, så man vi også erkende, at selv med en vej der var banet for regeringen Fogh, kan man ikke tale om en proces og et resultat der scorer topkarakter for første indgreb. Implementeringen trak ud, selvom om man befandt sig i en altdominerende social-liberal trend, hvor mange ønskede en forbedret og mindre kommunestyret velfærd. 

Der var fx. snubletråde i form af kommuner, der trænerede gennemførelsen af det frie valg af hjemmehjælp. Faktisk har vi i dag fortsat udfordringer med transparent prisdannelse på dette område. Hertil kom adskillige udfordringer i forhold til frit sygehusvalg og betaling af privathospitaler, som senere rullede knapt så skønt igennem medierne.

Den type udfordringer vil Mette Frederiksen og hendes regering også stå overfor, men modsat Andres Fog, der opererede med en kontrakt og afkrydsningspolitik og en bred hovedvej påbegyndt af forgængeren, så står Mette Frederiksen ved noget, som er mere indhegnet og grundfæstet i befolkningen.

Det kræver en mere langsigtet strategi og her kan man iagttage, at Mette Frederiksen har lagt et næste koncernagtigt perspektiv ned over hendes strategi, hvor hun ser frem mod resultaterne i slutningen af en valgperiode. Bemærk her at frikommuneforsøgene løber frem til næste valg.

Hele den måde hun lader statsministeriet styre ministerressortområderne via trafiklys markeringer og årsplaner vidner om en hel anden form for tilgang end Anders Fog.

Er borgerne klar til, ”projekt mere offentlig sektor”?

Muligvis forholder det sig sådan, at man i regeringen er ganske klar over, at det brand, der kendes som ”borgerens frie valg” har en god og grundfæstet klang hos vælgerne. Det har sat sig som en grundsten hos mange i befolkningen. 

Hvis man skal rokke det, må man bruge en kile og her har man i flere år dyrket et brand der hedder ”profit på velfærd”. Det taler til borgernes forargelse, men det er tveægget sværd.

For i kølvandet på det frie valg har vi nemlig udviklet en ekstrem følelse af retskrav på ydelser fra det offentlige, der har medført et avanceret og komplekst klageapparat, hvor borgerens frihed og retsstilling ofte er i spil.

Det viser trends i den offentlige debat og på de sociale medier. Se bare den medvind som gruppen ”en millionstemmer” har.

Det betyder, at en direkte udfordring af det frie valg kombineret med vælgernes stærkt stigende retskravsmentalitet kan være en showstopper, for projekt ”Mere offentlig sektor.” 

Borgernes træthed af de offentlige myndigheders måder at agere på er nemlig ikke mindre end, da Anders Fog trådte til. Jeg vurderer snare tværtimod. 

Frikommuneforsøg en del af en landminetaktik

Netop derfor kunne man forestille sig en taktik, hvor regeringen anbragte landminer nær social-liberale hjørnesten, som kan udløses ude lokalt, langt væk fra Christiansborg og potentielt sprænge et hul for bagvedliggende ønsker i befolkningen om en øget kommunalisering eller som minimum de-privatisering på velfærdsområderne.

Frikommune forsøgende kan være den type af landminer, men de bliver næppe de sidste af sin slags, hvor regeringen helt naturligt og i overensstemmelse med sin ideologiske baggrund vil forsøge at slå revner og fjerne en eller flere hjørnesten i det socialliberale velfærdsfundament, som er lagt de sidste tyve år.

Her bliver spørgsmålene blandt andet om fortalerne for borgernes frie valg kan spotte, hvor regeringens næste ideologiske landminer skal ligge.

Kan der skabes et nyt brand på linje med det frie valg?

Det er en ene side. Det anden er hvorvidt de kan skabe nyt brand, der står lige så stærkt i vinden som det frie valg og profit på velfærd og i den sammenhæng etablere noget der minder om et fælles kommunikationspartnerskab med de mange borgere og grupper, som lige nu er ekstremt trætte af den offentlige sektor. 

Her nævner jeg i flæng uden, at det skal være en anbefaling Jobcenterets ofre, Erstatning for myndighedernes fejl og enmillionstemmer. 

Grupper som disse er nemlig en af regeringens udfordringer, for selv om det lyder godt. at man kommer af med profitmagerne, så er det en promille ift udfordringerne i den offentlige sektor, se bare på Kongsgaarden i Århus. Profitjagten fjerne ikke de offentlige myndigheders enorme magt i den almindelige danskers oplevelsesbillede. 

Den har man endnu ikke gjort noget ved, så derfor bør der være bred basis i befolkningen for at nogen blæser til angreb for mere frihed og mindre myndighed.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply