Netop nu pågår en dialog mellem KL og ministeriet, hvor selvmødeprincippet er i højsædet.KL ønsker at indføre tvungne driftsoverenskomster, som tilsidesætter muligheden for at indgå frivillige og meningsgivende partnerskaber. Som brancheorganisation for Danmarks ikke-offentlige aktører deler vi debattørernes bekymring, men finder det bemærkelsesværdigt, når bl.a. Selveje Danmark SL, Sand m fl.i et blog-indlæg i Altinget* den 14 maj bakker op om en løsning, der følger principperne fra friskolelovens paragraf 5. ”Det vil betyde, at et tilbud skal være selvejende, uafhængigt og ikke have andre formål for at kunne blive omfattet af selvmøderprincippet end det, som fastsættes i loven.”
Kollektiv velfærd: Velfærd er noget, vi skaber sammen
De stærkeste velfærdsløsninger er ikke private, de er ikke offentlige – de er kollektive og baseret
på et stærkt partnerskab! De ikke-offentlige sociale tilbud kan uanfægtet selskabsform som fonde, APS eller andet levere dybt specialiserede ydelser med høj faglighed til kommunerne, der matcher den enkelte borgers behov, som kommunerne kan købe enkeltvis. Økonomisk spekulation må aldrig være fundamentet for at drive et socialt tilbud. Samtidig skal det være muligt for de sociale tilbud at konstruere sig i de selskabsformer, som giver mening. I LOS – finder vi ambitionen uklar, og den har karakter af symbolpolitik, som hverken vil hjælpe de udsatte borgere eller samfundsøkonomien. Det politiske forslag omhandler alene virksomheder, der udgør ca. 6 % af de ikke-offentlige tilbud, og det kan være svært at se, hvordan dette tiltag vil skabe mere og bedre velfærd samt indsatser for de udsatte borgere.LOS ser det som et positivt signal, at regeringen og KL er optaget af et af de vigtigste velfærdsområder og ønsker en konstruktiv og helhedsorienteret dialog om, hvordan der kan skabes større klarhed om økonomien i den sociale sektor. Borgeren i centrumMennesker med specialiserede problemstillinger kræver specialiserede løsninger, og behandlingen skal tilpasses hver enkelt udsattes borgers udfordringer. Det forudsætter en stor diversitet og tilpasningsparathed af specialiserede kompetencer, og det er en dyr og svær løsning for velfærdssamfundet, at lade kommunerne løse opgaven alene. Det må aldrig være sektoren eller selskabsformen, der er afgørende for, at vi sætter borgeren i centrum. Det må og skal altid være det bedst egnede tilbud, der matcher borgerens specifikke udfordringer. *Link til indlæg i Altinget
