I dag er det lige to måneder siden, at regering og folketing vedtog en række lovændringer i forbindelse med den såkaldte nedlukning af Danmark.
Kigger vi 8 uger tilbage og laver nogle nedslag i tiden derefter, vil vi i brancher, der alle har samhandel med det offentlige, bygge, anlæg og velfærd kunne iagttage, at de virksomheder der havde igangværende aftaler med det offentlige, har haft mere ro på bolden end dem der stod uden for.
Det sikre marked
Jeg er helt med på, at ikke alt har været super perfekt og der er blevet aflyst aftaler og været forsinkelser på betalinger fra det offentlige regi, men hvis man ser det hele lidt i fugle perspektiv, vil man få et billede af et langt sikre marked. Det offentlige marked.
Sikkerheden består i, at da regering og folketing konstaterer, at samfundet står overfor den største krise i århundrede, så trækker man i de håndtag man har inden for rækkevidde. Penge og regulering.
Fremskyndelse af betaling og opgaver kom op i et helt andet gear. Det vil sige den offentlige bureaukratiske hastighed steg betragteligt når det galt betaling. Samtidig med at man begyndte at annoncerer opgaver af bygge og anlægsmæssig karakter. Alle kunne se, at det var nødvendigt, at milliarderne rullede ud i erhvervslivet.
Dem der står først for til de her ekstraopgaver, er typisk dem, der var der i forvejen og hvad kan man så lære af det?
Ud over at det offentlige i almindelighed kan betragtes som et sikkert vækstmarked, hvis man har tålmodigheden og forstår sproget, ja så er det offentlige også et langt sikre marked, når nationale kriser rammer. Det viser blandt andet en opgørelse fra Dansk Byggeri
Jeg taler ikke om hjælpepakkerne, for det er en anden historie. De har nemlig været så lang tid undervejs, at Erhvervsministeren har måtte give dem kunstig åndedræt. Nej det rigtig interessante er her, at den offentlige sektor i denne krise træder ind på en række markeder som en langt mere dynamisk indkøber af eksempelvis værnemidler, anlæg og renovering.
Bundlinjerne i den offentlige bermudatrekant
Traditionelt har vi i den offentlige sektor haft en bermudatrekant af tre politiske bundlinjer, der helt sikkert har kunnet komplicere vejen fra salg til samarbejde.
Alle tre af disse bundlinjer har efter mine begreber været mindre komplekse i coronakrisens første to måneder.
Den offentlige bermudatrekant består normalt af et indviklet kompleksitetsfelt af offentlige bundlinjer som sælgeren skal have styr på, når der skal sælges ind. Lidt forenklet er der tale om tre grundtyper af bundlinjer
- den politiske bundlinje
- den faglige bundlinje
- den økonomiske bundlinje
En lang nytårstale og monopolitisk topstyring
Den politisk bundlinje handler om mere end at klippe en rød snor over, som symbol på, at man politisk har nået et mål. Det findes der mange eksempler på før coronakrisen, men knap så mange nu.
Og dog, hvis man betragter Mette Frederiksens ugentlige pressemøder, som den type af iscenesættelse, så har regeringen klippet et helt usædvanligt antal snore over til nye pakker og forordninger, der i den grad er udtryk for monopolitisk topstyring med kun få andre politiske skvulp.
Politisk kommentator Peter Mogensen har beskrevet Mette Frederiksens politiske kommunikation som en lang nytårstale til nationen.
Hvis det perspektiv holder, kan man have den overvejelse om de politiske bundlinjer er blevet centraliserede og selvcensurerede på en måde, der gør at de labile elementer, der normalt præger de politiske bundlinjer, er fortrængt i alt fald for en stund.
De labile elementer der præger de politiske bundlinjer, som vi så før coronakrisen hvor interesseorganisationer som Ældre Sagen og FOA kunne rykke en hel politisk dagsorden har i alt fald været sat på standby under krisen, fordi fokus har været et andet sted.En turn around båret af faglighed og embedsmændNuvel vi kan godt finde eksempler på, at politikerne er blevet pressede, men regeringen har holdt fast i de faglige, rationelle, nødvendige elementer. (Den faglige bundlinje)
Fagligheden hos eksperter har været kraftigt dominerende både dem fra sundhedsstyrelsen, men også i erhvervsstyrelsen, hvor man i sidstnævnte tilfælde kan iagttage en hel enorm indflydelse fra revisorbranchens side, når det gælder hjælpepakkerne.
I det hele taget kan man se tilbage på 8 uger, hvor den offentlige sektor i et science-fiction-agtigt tempo lovgav, bekendtgjorde og reorganiserede helt ud til den yderste medarbejder. Særligt i den kommunal sektor kan man iagttage effekten af dette. Her skabte man eksempelvis i lyntempo en tværgående organisering godkendelse, distribution og indkøb af værnemidler.
Slagsmålet om regningen er ikke glemt, det er kun udsatSer man på den økonomiske bundlinje i den offentlige bermudatrekant, så har retorikken om, hvordan staten holder hånden under erhvervslivet på mange måder signaleret ”Ingen kvaler staten betaler”, men helt så enkelt er det ikke.
Konstruktionen af hjælpepakkerne og ændringen af Epidemilovens §27 viser med al tydelighed, at regeringen og den offentlige sektor fortsat har et skarpt fokus på den økonomiske bundlinjer.I kommunalt regi kan man iagttage, hvordan kommunerne lige nu samler data ind på deres merudgifter i forbindelse med coronakrisen, eksempelvis i forhold til indkøb af værnemidler. Data der skal indgå i forhandlingerne med staten om kommunernes budget for 2021. Så fokus på økonomi er i den grad en del af de offentlige bundlinjer, der er blevet forstærket under coronakrisen.
Har coronakrisen åbnet et vindue for mere ideologiske indgreb?Vil denne fokusering på forenklet og effektiv organisering af indkøb uden den stor skelen til politiske bundlinjer fortsætte?Næppe. Hvis man iagttager landskabet allerede dagene efter at Mette Frederiksen havde meldt ud, at nu var man klar med både fase 2 og 3 i genåbningen, så kunne vi høre interesseorganisationer som Ældre Sagen og FOA presse regeringen i forhold til værnemiddelspørgsmålet.En slags varsling af at nytårstalemodellen på politisk niveau ikke længere er helt så gangbar, som den har været i første del af krisen.Spørgsmålet er om vi vender tilbage til den offentlige bermudatrekant vi kender fra tidligere eller om der et eller andet sted i den offentlige sektor på denne korte tid er blevet indlejret nogle nye indkøbs- og samarbejdsmekanismer med den private sektor, der gør det offentlige mindre kompleks og mere operationel.En af de ting jeg synes man bør holde øje med, er om regeringen fortsat vil og kan benytte det vindue af monopolitiske topstyringsmuligheder, der har været i coronakrisens første 8 uger.Det bliver i denne sammenhæng spændende, at se om der nu kan indsnige sig mere ideologiske indgreb eller forandringer. Eksempelvis i forhold til børneområdet eller inden for begrebet ”profit på velfærd”, hvor flere af regeringens medlemmer tidligere har udtrykt stærke holdninger.————————————–“Den kommunale bermudatrekant”I indlægget henvises til “Den Offentlige Bermudatrekant”. Dette er uddybende beskrevet i bogen “Den kommunale Bermudatrekant” med Steen Houmark som forfatter
