Regeringens og Folketinget beslutning om at udvide og forlænge økonomisk hjælpepakke er rigtig godt nyt for erhvervslivet. Sådan lyder vurderingen fra Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen. – Med aftalen vil flere virksomheder blive hjulpet gennem krisen, og de vil blive hjulpet bedre. Så det er en god aftale, siger han. – Vi står over for en historisk stor udfordring for erhvervslivet, og mange virksomheder vil stadig gå konkurs. Men det her vil hjælpe virksomhederne og betyde færre konkurser og færre fyringer. Brian Mikkelsen glæder sig blandt andet over, at vilkårene for selvstændige, freelancere og iværksættere forbedres. I den nye aftale fremgår det, at virksomheder, der modtager mere end 60 millioner kroner i kompensation for faste omkostninger i år, ikke må udbetale udbytte til aktionærer eller foretage aktietilbagekøb for regnskabsårene 2020 og 2021. Og det er et rimeligt krav, mener Brian Mikkelsen. – Normalt er det en uskik, at man blander sig i, hvordan en virksomhed bliver drevet. Men nu hvor vi står i en hel speciel situation, og man har valgt at hjælpe virksomhederne med så betragteligt et beløb, så synes vi, at det er ok, siger han. Han tilføjer, at han dog tvivler på, at nogle virksomheder ville udbetale udbytte uanset hvad, fordi coronakrisen tager hårdt på dem. /ritzau/
Prøv OPS-Indsigt
Få 4 ugers gratis prøveperiode til OPS-Indsigt, helt uden bindinger og ingen registrering af betalingskort.