I næste uge åbner landets daginstitutioner og skoler op til en ny hverdag med en lang række sundhedsmæssige retningslinjer, der skal overholdes. I Galten og Låsby vest for Aarhus får flere steder hjælp fra en lokal teltudlejer.
Han får så samtidig lidt tiltrængte penge i kassen i en hård tid.
– Jeg skal indtil videre levere fem telte til blandt andet børnehaver. Et sted skal et telt fungere som indgangsparti og garderobe, imens det et andet sted skal fungere som overdækning ved en spejderhytte, fortæller ejer af Jysk Festudlejning, Hans Iversen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hans Iversen kom selv på idéen, som han fortalte om på Facebook, og siden har lederen for dagtilbud i Låsby og Galten så henvendt sig.
Går glip af højsæsonIndehaveren er også i dialog med personen, der står for skolernes indkøb i Skanderborg Kommune.
– Flere institutioner og skoler står jo over for nogle udfordringer med pladsen, så der kan vi hjælpe, siger Hans Iversen og fortsætter:
– Og så er det ingen hemmelighed, at det er rart med lidt gang i butikken i en tid, hvor alt står stille.
Jysk Festudlejning i Låsbys højsæson er nemlig normalt lige nu med konfirmationer, bryllupper og studenterfester.
Normalt en femtedel af omsætningArrangementer som der med stor sandsynlighed skal spejdes langt efter.
– I maj plejer vi at have 20 pct. af vores årlige omsætning, men alt ligger stille. Det rammer os meget, siger Hans Iversen.
Nu kan han kun håbe på endnu flere udlejninger til skoler og daginstitutioner.
– Jeg drømmer da om at få alle vores 25-30 telte ud af at stå, så der kommer gang i forretningen. Det har vi brug for, lyder det fra ejeren.
Spritter skoler afEn anden, der hjælper med forberedelserne inden genåbningen af skoler og institutioner i næste uge, er Sami Rasmussen fra firmaet Safesurface – et firma, der gør rent og spritter af.
Han har særligt travlt i øjeblikket. I går var han blandt andre steder i aktion i en børnehave i Tvingstrup.
– Jeg fokuserer på, hvor der er en overflade, hvor der normalt ville kunne være en berøring fra et barn eller en voksen, siger Sami Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han bruger en form for spritpistol, som er særlig effektiv til at få gjort alt rent. Men selvom corona-rengøringen er effektiv nu, er det også et stykke arbejde, der fremover skal vedligeholdes.
– Det holder kun til, der kommer en med smitte på fingrene, så vejledningen er, at skoler og institutioner gør rent og desinficerer to gange dagligt, siger Sami Rasmussen.