Dækningsafgift er en særskat på erhvervsejendomme, der pålægges i visse kommuner. Formålet med denne er at dække kommunens udgifter, som den påføres som følge af erhvervsejendomme.
De store industrivirksomheder i Dansk Industri retter en sønderlemmende kritik mod kommunernes ret til at udskrive dækningsafgift. Ifølge en opgørelse fra organisationen er afgiften med til at øge forskellen mellem de rige og fattige kommuner.
Blandt de 10 kommuner med de laveste gennemsnitsindkomster er det kun en enkelt, som får penge fra dækningsafgiften. Blandt de 10 kommuner med de højeste gennemsnitsindkomster er modsat kun en kommune, der ikke får får penge fra dækningsafgiften.Dækningsafgiften er ifølge DI endt som en “ekstra indtægtskilde for de kommuner, der i forvejen nyder godt af statslige investeringer i f.eks. universiteter og dermed adgang til højtspecialiseret højtlønnet arbejdskraft.”Dækningsafgiften opfylder dermed ikke længere det oprindelige formål, som ifølge DI var at kompensere kommunerne for deres udgifter til erhvervsservice.”Afgiften [har] i praksis vist sig at være en ekstra indtægtskilde for de kommuner, der i forvejen nyder godt af statslige investeringer i f.eks. universiteter og dermed adgang til højtspecialiseret højtlønnet arbejdskraft,” hedder det i kritikken.DI har samtidig offentliggjort en graf, som lige så godt kunne komme fra de utilfredse udkantskommuner. Den viser, at det især er de rigste kommuner, som udskriver dækningsafgift.
Dækningsafgiften rammer dobbelt skævtDækningsafgiften rammer reelt endnu mere skævt end det fremgår af DI’s notat. Årsagen er, at indtægterne fra dækningsafgiften i højndkomstkommunerne bliver modregnet i det samlede kommunale bloktilskud, og dermed mister alle kommuner – også lavindkomstkommunerne bloktilskud.
