Del artiklen:
Foto:Free

Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) vil have Aarhus Kommune til at indgå i et konsortium med PensionDanmark, DSB Ejendomme og MT Højgaard om at udvikle en ny, bæredygtig bydel over Banegraven i Aarhus midtby.

Der er nu fremskridt i planerne om at skabe en ny og bæredygtig bydel hen over Banegraven i Aarhus.

Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, indstiller til byrådet, at Aarhus Kommune skal indgå i et konsortium om byudviklingen sammen med PensionDanmark, DSB Ejendomme og MT Højgaard. Magistraten har på dens møde mandag anbefalet, at byrådet tiltræder indstillingen.

I første omgang skal konsortiet udarbejde et konkret projekt for den nye bydel, som Aarhus Byråd kan tage stilling til, før de endelige planer kan føres ud i livet.

“Jeg ser frem til at indgå i et samarbejde med denne gruppe stærke spillere, som alle kan bidrage positivt til udviklingen af Aarhus. Nu skal vi afsøge mulighederne for, hvilke kvaliteter projektet kan tilføre området omkring Banegraven,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

En bilfri bæredygtig bydel med et skjult P-Dæk

En overdækning af banegraven i det centrale Aarhus kan gøre det muligt at indskyde et p-dæk under niveau og dermed skabe en ny bilfri bæredygtig bydel med helt usædvanlig attraktiv beliggenhed for kontorer, butikker, boliger, caféer og hotel.

“Med områdets beliggenhed er der mange aspekter, vi skal være opmærksomme på ikke mindst udfordringerne med parkering, men det er også meget vigtigt, at vi har fokus på, at vi bygger bæredygtigt i den nye bydel,” siger Bünyamin Simsek

“Der er tale om en helt unik beliggenhed i en by i rivende udvikling. Vi venter i samarbejde med DSB, Aarhus Kommune og MT Højgaard at kunne etablere en meget attraktiv bæredygtig bydel med meget tiltrækkende byrum, som bidrager til byens liv.” siger Kim Bøgvad Larsen, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark.

Moderniseringen af jernbanen har åbnet et vindue for at skabe et bæredygtigt og bilfrit kvarter

Det er Banedanmarks arbejde med at elektrificere jernbanen til Aarhus Hovedbanegård, der gør overdækningen aktuel. Arbejdet vil nemlig betyde, at togtrafikken i en periode vil blive begrænset, og det vil give plads og mulighed for at bygge en ny konstruktion over banelegemet.

“DSB Ejendomme ser frem til at være med til at udvikle dette nye unikke og samlende kvarter i Aarhus Midtby. Kvarteret vil ikke alene blive bæredygtigt og bilfrit, men for eksempel vil det også få en ny og kundevenlig adgang til sporene og Aarhus Banegård. Det er en kompleks opgave, og vi glæder os til at gå videre med første etape,” siger underdirektør i DSB Ejendomme Jes Transbøl.

MT Højgaard har siden 2017 sammen med arkitekt C.F. Møller arbejdet på at skabe et bæredygtigt projekt i Aarhus, som ved at overdække Banegraven ved Aarhus Hovedbanegård kan udfylde et tomrum og skabe en ny, grøn og attraktiv bydel midt i Aarhus, som vil binde Midtbyen sammen med Frederiksbjerg på en ny og spændende måde:

“Vi gik for et par år siden i dialog med DSB Ejendomme, da vi havde nogle visionære tanker og idéer for Banegraven og Banegravskvarteret i Aarhus, som vi gerne ville præsentere for dem,” fortæller projektudviklingsdirektør i MT Højgaard, Finn Mortensen.

“Vi har sidenhen haft et godt samarbejde, som nu også inkluderer PensionDanmark, og vi har sammen skabt et visionært og realisérbart projekt.

Projektet afhænger ikke kun af politikernes velvilje. Det er særdeles komplekst og har store tekniske såvel som økonomiske problemstillinger, som skal adresseres. Banedanmark, MT Højgaard, DSB Ejendomme, Aarhus Kommune og PensionDanmark er derfor i gang med en række undersøgelser.