DI ønsker Mette Frederiksen tillykke med posten som Danmarks statsminister. Der er glæde over det store fokus hos aftalepartierne på klima og uddannelse. Men DI opfordrer til at have et skarpt øje på økonomien og virksomhedernes konkurrenceevne.– Fra virksomhedernes side bakker vi op om, at regeringen og partierne vil sætte høje klimaambitioner for Danmark. Vi ser også meget positivt på, at partierne er enige om at investere mere i uddannelse. Det er helt afgørende – både for virksomhederne og for Danmark, siger fungerende adm. direktør Kim Graugaard, Dansk Industri.Han understreger, at virksomhederne spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Derfor er der brug for en klimahandlingsplan, der forener de høje klimaambitioner med en stærk konkurrenceevne i virksomhederne.DI ser positivt på, at partierne i aftalen forpligter sig til en ansvarlig økonomiske politik – og at det også indebærer gode vilkår for at drive virksomhed i Danmark. Men netop derfor er det bekymrende, at aftalen lægger op til målrettede skattestigninger – eksempelvis ved at hæve afgiften på generationsskifte.– Det vil være stærkt skadeligt, hvis regeringen og partierne gør det dyrere for familieejede virksomheder at give stafetten til næste generation. I det hele taget vil vi fra virksomhederne advare imod, at der sker en samlet stigning i skatterne på virksomheder og borgere i Danmark. Det vil ramme vores konkurrenceevne, siger Kim Graugaard.Han opfordrer regeringen til at styrke økonomien og dermed også finde penge til finansiering ved at sikre flere medarbejdere til virksomhederne.– Helt grundlæggende må man sige, at der i aftalen er en ubalance mellem, hvor mange og hvor konkrete forslag, der er til nye udgifter – og hvor konkrete forslagene er til finansieringen. Vi så meget gerne nogle mere konkrete bud på, hvordan partierne vil øge arbejdsstyrken og dermed den vækst, der skal finansiere de øgede udgifter, siger Kim Graugaard.
Prøv OPS-Indsigt
Få 4 ugers gratis prøveperiode til OPS-Indsigt, helt uden bindinger og ingen registrering af betalingskort.