Skip to main content

Et par næsten enslydende artikler i Fagbladet 3F om kritisable forhold for chauffører der transporterer mad ud til ca. 1.500 ældre i København, har tilsyneladende fået kommunen til at aktivere sin kontrolenhed og gennemføre en undersøgelse af leverandøren.

Baggrunden for artiklerne er klager fra anonyme chauffører hos transportfirmaet Multi Trans, der er ejet af madleverandøren Det Danske Madhus, som er den ene af de to madleverandører i kommunen. Det skriver OPS-Indsigt.

”Vi føler os snydt. Ifølge Multi Trans skal vi arbejde mellem 52 og 63 timer om ugen, men reelt set arbejder vi mindst 10 timer mere,” siger en af chaufførerne til Fagbladet 3F.

Den lange arbejdsuge skulle angiveligt hænge sammen med, at Multi Trans har hyret chaufførerne som underleverandører i stedet for at lade dem ansætte som chauffører. Som underleverandør bliver man ansvarlig for at levere mad 365 dage om året ifølge en af de anonyme chauffører. 

Det gør det svært at få holdt ferie, hvis underleverandøren vælger ikke at ansætte en afløser.

Sagen er interessant, da der kan drages paralleller til de sager som 3F rejste mod virksomheden Intervare A/S, der leverede dagligvare til ældre i København og som endte med at kommunen opsagde kontrakten.

 En tilbagevendende del af kontrakten

Artiklerne om Multi Trans blev udgivet af Fagbladet 3F lige op til sommerferien og nåede trods agurketid aldrig ud i de store medier. OPS-Indsigt har derfor henvendt sig til ejeren af Multi Trans for at få en kommentar og ligesom få en fornemmelse af om parterne er på samme konfliktniveau, som man kunne opleve i Intervaresagen.

”Københavns Kommune havde startet deres audit inden det blev omtalt i Fagbladet 3F. Det er en indbygget og tilbagevendende del af kontrakten og har været det i mange år,” siger administrerende direktør i Det Danske Madhus, Søren Vilmand.

Det er med andre ord ikke første gang, at virksomheden kommer under lup af Københavns Kommune. Det sker helt systematisk, ”så på den led passer kommunen bare deres arbejde og vi kan derfor ikke rigtigt sige noget før der foreligger et resultat,” siger Søren Vilmand til OPS-Indsigt.

Kommunens undersøgelsen af Multi Trans er, altså ikke sket på direkte foranledning af artiklerne i Fagbladet 3F, men som en del af en kontraktopfølgningsprocedure.

Har talt med vognmændene

Men er der så overhovedet noget at komme efter?

Det mener man ikke umiddelbart i Multi Trans. Her mener direktøren, at de beskrevne problemer ikke er generelle for selskabet.

”Hvad angår kritik fra vognmænd, så har vi modtaget nogle anonyme e-mails. Vi kan ikke genkende deres kritik og har inviteret alle til møder, ligesom vi har holdt individuelle samtaler. Vi ser ikke en generel utilfredshed, men mere nogle individuelle oplevelser. Det tager vi alvorligt og drøfter, hvorvidt vi kan ændre på noget, der gør dagligdagen bedre,” skriver Henrik Alifas Nielsen i mailen til Fagbladet 3F.

Hos Multi Trans har man altså drøftet de anonyme henvendelser med deres vognmænd. Samtidig erkender man, at der har været nogle enkelte individuelle oplevelser, som man vil rette op på, men altså ikke noget i retning af social dumping. 

Det er i øvrigt værd at bemærke, at det alene er Fagbladet 3F der har henvendt sig til Multi Tranns og ikke Fagforbundet 3F.

Er i god dialog med kommunen

Men hvordan vil ejeren Det Danske Madhus forholde sig, hvis det nu rent faktisk viser sig, at der er ting der skal rettes op på?

”Kommer de ud med nogle findings, der ikke er som de skal være, så retter vi til. Det har vi det helt okay med, for vores tilgang har altid været, at hvis vi laver fejl, så retter vi dem til. Og skulle der være en berettiget efterbetaling i den sammenhæng, så må vi jo betale det, men lige nu kan vi ikke sige så meget, før vi har resultatet fra Københavns Kommune,” siger Søren Vilmand.

Der er med andre ord intet odiøst i, at Københavns Kommune nu undersøger forholdene i Multi Trans og holder det op mod de kontraktlige forhold kommunen har med virksomheden.

”Vi er i super god dialog med Københavns Kommune og levere de informationer de efterspørger,” siger Søren Vilmand.

I Københavns Kommune har man heller ikke travlt med at få lavet en historie ud af hverken de anonyme klager i Fagbladet 3F eller den igangværende audit. Her understreger forvaltningen over for 3F, at den skal kende ‘det fulde billede, inden der træffes beslutninger i sager, hvor løn- og arbejdsvilkår undersøges hos kommunens leverandører’. Derfor har kommunen ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply