Skip to main content

Det vækker forsigtig jubel hos Dansk Industri, at Regeringen og KL er blevet enige om at gennemføre 56 regelforenklingsforslag. Bedre sent end aldrig, lyder fra erhvervsorganisationen.

Regelforenklingerne er ikke kommet ud af den blå luft, men en del af et flerårigt samarbejdsprogram mellem regering og KL, som man blev enige om sidste år. De 56 forenklinger vurderes at bidrage til besparelser for et trecifret millionbeløb, når de er fuldt indfaset. Det konkrete niveau vil bl.a. afhænge af en række af forslagenes endelige udformning.

Når man næsten jubler i Dansk Industri over listen, handler det om, at en jungle af regler og bureaukrati koster danske virksomheder milliarder af kroner, fordi de skal bruge tid på nye regler, indberetning og rapportering – Tid, de i stedet kunne have brugt på skabe vækst og arbejdspladser.

Foreslår reduktionsmål

”Vi ser fra DI’s side gerne, at man går endnu hårdere til værks. Regler skal ikke fjernes med en pincet, men med en gravko,” siger vicedirektør i Dansk Industri Kim Haggren.

Derfor foreslår Dansk Industri, at regeringen indfører et reduktionsmål for administrative byrder på 25 pct. og sætter gang i en grundig udlugning i alle ministerier.

Tal fra Finansministeriet har ifølge nichemediet NB-Økonomi tidligere vist, at statens administration er vokset markant hurtigere end kommunernes de seneste ti år. Ifølge formanden for KL, Martin Damm vil kommunerne få en ekstra gevinst, når “staten begynder at tage sin egen medicin”.

“Nu skal staten også til at sætte sig og kigge på noget internt. Meget af det vil jo også i anden led aflaste kommunerne. Altså, hvis de afskaffer nogle kontrollanter, så er der jo både kontrollanternes løn, men også den kontrol, kontrollanterne udfører, der forsvinder. Og den kontrol er jo typisk gået ud over os i kommunerne,” siger Martin Damm til NB-Økonomi.

Bøvl for milliarder

Finansminister Nicolai Wammen (S) bekræfter i en pressemeddelelse, at indsatsen forventes at give et trecifret millionbeløb i besparelser fordelt på stat og kommuner. Når parterne ikke kan være mere konkrete, handler det om, at den endelige lovtekst ift forslagene ikke er på plads.

Men hos Dansk Industri kan man godt sætte tal på, hvad statsligt og kommunalt bureaukrati koster virksomhederne.

”Bøvl og administrative byrder koster i dag danske små og mellemstore virksomheder cirka 30 milliarder kr. om året – og tallet ser kun ud til at stige,” siger Kim Haggren og fortsætter:

”Vi har i erhvervslivet ført en årelang kamp for at få ryddet op i regeljunglen. Men desværre har vi set at omfanget af nye regler, love, direktiver og forordninger fra Folketinget og EU er vokset år efter år.”

Godt i gang

Ifølge Finansministeren forestår der et tæt samarbejde mellem regeringen og kommunerne, hvis man skal lykkedes med at udvikle og fremtidssikre velfærdssamfundet.

”Vi skal sikre, at både vores dygtige medarbejdere og skatteborgernes penge anvendes bedst muligt ved at fjerne unødvendigt bureaukrati, regler og krav. Det arbejde er regeringen og KL godt i gang med,” forsikre han.

De regler, som regeringen og KL har besluttet at forenkle eller fjerne, omhandler bl.a.  plejesektoren, samtykkeregler og kontrol med dosispakket medicin fra apotekerne. Se listen her.

Kort om baggrunden

Baggrunden for regelforenklingsarbejdet er, at kommunerne med Aftale om kommunernes økonomi for 2024 skal nedbringe deres udgifter til administrative opgaver med 0,7 mia. kr. i 2024, der indgår i finansieringen af det ekstraordinære lønløft til en række grupper i den offentlige sektor. Regeringen og KL aftalte her at etablere et flerårigt samarbejdsprogram, der skal understøtte kommunerne i deres opgave med at nedbringe udgifterne til administrative opgaver.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind