Der er noget, der ikke hænger sammen.
I den seneste tid har diskussionen om ministeriets taksthåndbog og økonomiske vejledning været en teknisk debat om formuleringer, begreber og fortolkning.
Nu er den blevet til et spørgsmål om lovhjemmel.
Et nyt § 20-spørgsmål i Folketinget, rejst af socialordfører fra Liberal Alliance, Katrine Daugaard spørger direkte, hvor ministeren i dansk lovgivning har hjemmel til at fastlægge regler, der betyder, at private leverandører ikke må indregne overskud i deres takstberegninger – og om ministeren dermed tilsidesætter lighedsgrundsætningen ved at forskelsbehandle private og offentlige driftsherrer
Det er ikke længere et spørgsmål om formuleringer.
Det er et spørgsmål om legalitet.
Forarbejderne: Intentionen var det modsatte
Hvis man læser forarbejderne til ophævelsen af retssikkerhedslovens § 43, stk. 1, fra 2011 er intentionen bemærkelsesværdig klar.
Det fremgår direkte, at private aktører oplevede bestemmelsen som en barriere for at kunne opnå “en rationel drift og et rimeligt udbytte”
Det fremgår også, at bestemmelsen blev fortolket sådan, at den hindrede fortjeneste – og at det netop ikke var intentionen.
Derfor blev bestemmelsen ophævet for at fjerne fortolkningstvivl og reducere tilbageholdenheden blandt private leverandører.
Hvis en administrativ vejledning i 2026 reelt indskrænker den mulighed, er det ikke en justering. Så er det et indgreb.
Det er nemlig vanskeligt at læse bemærkningerne til lovændringen i 2011 som andet end en politisk tilkendegivelse fra Folketinget af, at kommercielle aftaler ikke skulle underlægges et skjult overskudsforbud.
Bukh: “Ellers opstår der et retssikkerhedsproblem”
Professor Per Nikolaj Bukh har i et interview med OPS-Indsigt , sagt det ganske præcist:
“En administrativ vejledning må ikke i praksis indføre begrænsninger, som der ikke er klar lovhjemmel til. Ellers opstår der et retssikkerhedsproblem.”
Og om selve logikken i at forbyde forventet overskud samtidig med at tillade kapitalforrentning:
“Økonomisk set er en forrentning af kapital jo et overskud.”
Hvis man tillader kapitalforrentning, men samtidig forbyder forventet overskud, bevæger man sig ind i et område, hvor retorik og realøkonomi skilles ad.
Det er ikke bare upræcist. Det må anses for potentielt ulovligt.
Daugaard: “Jeg mener ikke, der er lovhjemmel”
Folketingsmedlem Katrine Daugaard siger det i en anden artikel til OPS-Indsigt:
“Jeg mener ikke, der er hjemmel.” Og hun formulerer det endnu skarpere:
“Nu forsøger man så at luske ind i taksthåndbogen, at private heller ikke må indregne overskud i taksten længere – men de offentlige må gerne!? Det mener jeg simpelthen ikke, at der er lovhjemmel til.”
Dermed er sagen ikke længere kun en faglig diskussion mellem eksperter.
Den er blevet en politisk konflikt om ministerens kompetence.
Eskalationen
Sagen har nu bevæget sig i etaper:
- Uklar formulering i vejledningen
- Faglig kritik af begreber og hjemmel
- Branchekritik om retssikkerhed og usikkerhed
- Tre folketingsspørgsmål om overskud
- Nu et direkte spørgsmål om hjemmel og lighedsgrundsætning
Det er en klar optrapning.
Hvis ministeren trækker håndbog og vejledning tilbage eller dokumentere klar hjemmel, vil konflikten kunne dæmpes.
Hvis ikke, står vi med en situation, hvor en administrativ regulering potentielt bevæger sig ud over det, Folketinget har bemyndiget.
Det er her værd at holde fast i, hvad der faktisk står i forarbejderne fra 2011:
Lovændringen skulle øge incitamentet for private til at gå ind på området
At en administrativ vejledning i praksis ændrer rammerne for private leverandører på et område, hvor lovgiver netop ønskede at fjerne barrierer.
Det er ikke småting. – Det er forskellen mellem politisk regulering og administrativ kompetenceglidning.
Og det er derfor, spørgsmålet nu står knivskarpt:
Har ministeren overhovedet lov til det her?
Det er ikke længere en polemisk formulering. Det er det §20 spørgsmålet fra Folketinget nu reelt stiller.
