Pædagogisk og socialt arbejde bliver stadigt mere styret af krav om mål, tilsyn, dokumentation og styring. Det presser kulturen i det pædagogiske arbejde. Derfor er der brug for en stærk pædagogisk ledelse, der sætter fokus på kulturen og menneskesynet. Måske har vi mere end nogensinde før brug for høvdingeledelse i den pædagogiske sektor.
Jeg har været pædagog i hele mit efterhånden lange arbejdsliv. Men jeg har også været leder og iværksætter. For nylig blev jeg opmærksom på, at jeg måske endda har været høvding, selvom det måske lyder voldsomt. Inspirationen fik jeg fra to forfattere, som jeg vender tilbage til.
Da jeg var en lille pige, havde jeg en storebror. Benny hed han. Han blev hjerneskadet under fødslen og boede på det daværende Ebberødgård, som var en institution under Åndssvageforsorgen, som det hed dengang. Benny døde, mens han boede på Ebberødgård, så jeg fik aldrig et tæt forhold til ham. Men jeg husker, at vi besøgte Benny, og de besøg gjorde stort indtryk på mig som barn.
Benny er én af de afgørende årsager til, at jeg livet igennem har været engageret i pædagogikken og navnlig den kultur og det menneskesyn, som pædagogikken tager udgangspunkt i. Der, hvor Benny boede, var der ingen pædagogik. Der var opbevaring. Det menneskesyn, der herskede her, var, at Benny ikke var noget værd.
Menneskesyn og kultur
I dag tænker vi, at det, Benny var udsat for, ikke sker i dag. At det var en anden tid, og at vi er kommet længere i dag. Pædagogikken har samtidig udviklet sig markant de sidste mange årtier. Vi tænker, at er blevet dygtigere, og at menneskesynet i dag er et andet på socialpædagogiske bosteder.
Det er også rigtigt. Men når vi indimellem ser sager om forråelse eller svigt i pædagogiske tilbud, så er det pludselig ikke så langt tilbage. Det er måske nok mange år siden, men forskellen er ikke kun i år eller pædagogisk udvikling. Forskellen handler om menneskesyn, og den handler om kultur.
Igennem 40 år har jeg i Granhøjen arbejdet med at skabe botilbud og beskæftigelsestilbud for nogle af de mest udsatte borgere i samfundet. Vi har haft succes. Først og fremmest fordi vi har borgere boende for hvem Granhøjen er deres hjem og forpligtende fællesskab. Det er det sted, hvor de har fået ansvaret for deres eget liv samtidig med, at der altid er den nødvendige støtte. Men vi er også blevet et sted, som mange kommuner benytter, og derfor er vi vokset til i dag at rumme mange forskellige botilbud, beskæftigelsestilbud og endda vores eget psykiatriske hospital.
Pres mod kulturen i det pædagogiske arbejde
I takt med at vi som virksomhed er vokset, er jeg blevet mere og mere bevidst om, at vores succes hviler på vores kultur, menneskesyn og pædagogiske model. Min opgave har ikke blot været at være den øverste leder. Jeg har været derude i de pædagogiske tilbud sammen med medarbejderne og løst problemerne og udfordringerne sammen med dem. Jeg er trådt ind der, hvor det har været vanskeligt og svært. Det har været en helt afgørende forudsætning for at skabe den stærke kultur, som Granhøjen i dag bygger på.
Vi har ikke været ene om at bygge en socialpædagogisk virksomhed med en stærk kultur. Når vi ser rundt om i samfundet på, hvad der virker, så er det de steder, der er lykkedes med at skabe en stærk kultur med en klar pædagogisk retning. Men alligevel ser vi, at der er et pres mod kulturen i det pædagogiske og sociale arbejde. Når jeg med mine mange års erfaring med pædagogisk arbejde betragter vores socialpolitik og velfærdssamfund i dag, så ser jeg en trussel mod kulturen, som jeg tror, vi skal tage alvorligt, hvis vi skal fastholde den positive udvikling, der er sket, siden min bror Benny boede på Ebberødgård.
Det, der er fulgt med de sidste årtier sideløbende med den pædagogiske udvikling, er et markant skift i fokus til alt det, der handler om dokumentation, kontrol, tilsyn, styring, måltal og andre ting, der handler om alt andet end pædagogik. Selvom det på mange måder er positivt og er en naturlig del af en professionel drift, så er det for alvor også med til at udfordre pædagogikken og kulturen i pædagogiske tilbud og virksomheder både i privat og offentligt regi. For hvordan holder vi fast i en stærk kultur med rødderne solidt plantet i pædagogikken, når fokus i stigende grad bliver lagt på alt det, der er udenom kerne i pædagogikken? Den udfordring skal vi løse i det moderne velfærdssamfund.
Brug for høvdingeledelse
For nylig stødte jeg så på begrebet høvdingeledelse. Det er forfatterne Christian Groes og Dennis Nørmark, der har introduceret begrebet med deres bog ”Gid min chef var høvding”, som udkom i efteråret 2024.
I bogen taler de for, at lederen skal være eksponent for et menneskesyn og en kultur, hvor lederen skal skabe tryghed, tillid og inspiration hos medarbejderne. For mig at se, er det præcis den kultur, vi i høj grad har brug for i det pædagogiske og sociale arbejde. Hvis vi gerne vil have borgerne til at tage ansvar for deres eget liv, så skal det at tage ansvar være grundfæstet i medarbejderen og dermed kulturen på arbejdspladsen.
Det nytter ikke noget, at værdierne og kulturen kun er formuleret på hjemmesiden og måske på en plakat på opslagstavlen. Det skal ud at leve i praksis hos medarbejderne, og lederen skal være en tydelig eksponent for den kultur.
Anker for kultur og menneskesyn
Personligt har jeg for nylig valgt at stoppe som direktør for at komme tilbage til pædagogikken og være med til at bevare og endda styrke den kultur, som vi i vores virksomhed har omkring vores pædagogik og menneskesyn. Det betyder ikke, at vi har nedprioriteret den mere administrative del og ledelsen af organisationen. Her har vi ansat en ny administrerende direktør med langt stærkere kompetencer ud i det end jeg.
For der er ingen tvivl om, at det at være leder af en stor organisation kræver nogle særlige kompetencer og indsigter, som jeg på ingen måde vil tale ned. Jeg tror, at professionel ledelse i velfærdssamfundet bliver vigtigere end nogensinde. Vi skal ikke se dokumentation, tilsyn, måltal og styring som en modstander til den pædagogiske kultur. Det er et supplement. Men det kræver, at pædagogikken får lov til at spille førsteviolin.
Selvom enhver professionel topleder i dag også er klar over betydningen af organisationens kultur, så er jeg overbevist om, at vi i hele socialsektoren får behov for langt flere faglige og pædagogiske høvdinge, der skal være et anker for den kultur og det menneskesyn, som skal være ledestjernen for de ansatte, og som ubestridt er det vigtigste, når man som ansat i pædagogiske stillinger helt uundgåeligt vil stå i pressede situationer, hvor man virkelig får testet sit menneskesyn og virksomhedens kultur.
Så skal vi sætte et værn op mod forråelse og ligefrem en tilbagevenden til et menneskesyn, hvor borgerne som Benny ikke bliver set som noget værd, så er vejen ikke mere kontrol og tilsyn. Så er det flere faglige og pædagogiske høvdinge.
