Ventetiden på en byggetilladelse i Danmark er et tilbagevendende kritikpunkt for branchen – heldigvis falder den i disse år, men ser man nærmere på udviklingen er det faktisk ikke ret meget.

Faldet fra 57,7 dages gennemsnitlig ventetid i 2024 til 56 dage i 2025 skyldes primært, fordi enkelte kommuner har skåret dramatisk ned i deres sagsbehandlingstid.

Det viser en ny analyse fra Dansk Industri.

Samtidig er ventetiden faktisk steget i 60 af landets 98 kommuner.

Ifølge branchedirektør i DI Byggeri Rasmus Brandt Lassen er der dog grund til forsigtig optimisme.

“Først og fremmest er det glædeligt at se, at byggesagsbehandlingstiderne generelt set er faldende. Det betyder meget for såvel private som virksomheder, at sagsbehandlingstiden ikke trækker ud og tager et halvt år,” siger han i en pressemeddelelse.

Få kommuner trækker gennemsnittet ned

Selvom landsgennemsnittet falder, skyldes det, som nævnt, i høj grad markante forbedringer i enkelte kommuner.

Det mest opsigtsvækkende eksempel er Slagelse Kommune, hvor byggesagsbehandlingstiden er faldet fra 250 dage i 2024 til blot fem dage i 2025.

Rasmus Brandt Lassen roser Slagelse Kommune for deres indsats.

“Når borgere og virksomheder tvinges til at vente i op til seks måneder på svar fra kommunen, svækker det både deres investeringslyst og mulighederne for at skabe vækst og tilflytning lokalt. – Det er derfor positivt at se, hvordan Slagelse Kommune har formået at reducere,” siger han.

Også Nordfyns Kommune har reduceret ventetiden markant – fra 126 til 37 dage.

Når få kommuner reducerer ventetiden så kraftigt, påvirker det landsgennemsnittet markant. Derfor viser analysen også, at median-sagsbehandlingstiden faktisk er steget fra 45 til 50 dage, når man ser bort fra de mest ekstreme udsving.

Boligbyggeri går hurtigere – erhverv langsommere

Ser man på de forskellige typer byggesager, er udviklingen heller ikke entydig.

Byggesager om boligbyggeri bliver generelt behandlet hurtigere end tidligere. Den gennemsnitlige behandlingstid for etagebyggeri med boliger er faldet fra 64 dage i 2024 til 58 dage i 2025 og ligger dermed nu under servicemålet på 60 dage.

Omvendt går udviklingen i den modsatte retning for erhvervsbyggeri.

Ventetiden på byggetilladelser til industri- og lagerbygninger er steget fra 58 til 61 dage, mens etagebyggeri til erhverv er steget fra 65 til 67 dage.

Dermed bliver erhvervsbyggeri i gennemsnit fortsat behandlet langsommere end kommunernes egne servicemål.

Vestdanmark hurtigere end Østdanmark

Geografien spiller også en tydelig rolle i analysen.

Generelt er kommunerne vest for Storebælt hurtigere til at behandle byggesager end kommunerne øst for. Med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 26 dage er Sydjylland den hurtigste landsdel.

Samtidig er der flere steder i Østdanmark kommuner med meget lange ventetider.

Frederikssund Kommune ligger i den langsomme ende med en gennemsnitlig behandlingstid på 200 dage, mens Kalundborg og Greve ligger lige efter med henholdsvis 194 og 193 dage.

I den anden ende af skalaen ligger Vallensbæk Kommune, hvor en byggesag i gennemsnit behandles på to dage.

Forskellen mellem landets hurtigste og langsomste kommune er dermed næsten 200 dage.

Ikke et spørgsmål om travlhed

Ifølge analysen kan forskellene ikke forklares med antallet af byggesager i kommunerne.

Der er ingen tydelig sammenhæng mellem antallet af sager og sagsbehandlingstiden, hvilket peger på, at organisering og praksis i den enkelte kommune spiller en afgørende rolle.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind