Direktør for Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen, leverede i denne uge et skarpt og anderledes oplæg med fokus på fremtidens ældreboligsektor ved konference afholdt af Sweco Architects.
Læs også: Plejeområdet mangler boliger: Nu banker private og almene på døren
Han ramte direkte ind i kernen af den måde, vi i dag taler om plejeboligmangel, friplejehjem, seniorbofællesskaber og investeringsdrevne ældreboligprojekter. Hans budskab er ikke, at de initiativer er forkerte.
Men at de fylder for meget i tænkningen i forhold til, hvor en del af problemet de reelt kan løse.
“Fremtidens ældrebolig er parcelhuset,” lød det provokerende udsagn, som blev adresseret til de mange fremmødte udviklere, investorer, friplejeoperatører og kommunalfolk.
En sætning der i praksis vender hele diskussionen om manglen på ældre- og plejeboliger på hovedet.
Boligmarkedet er bygget til et Danmark, der ikke findes længere
Curt Liliegreen tager i sit oplæg tilhørerne med på en rejse små halvtreds år tilbage og her fortæller han om, hvordan dansk boligbyggeri kulminerede i starten af 1970’erne. Parcelhusene blev bygget til børnefamilier. De boliger står der endnu – og vil ifølge ham kunne stå der i 100–200 år.
Problemet er bare, at befolkningen ikke længere ligner den, boligerne blev bygget til.
“Vores boligmasse passer meget godt til befolkningssammensætningen i 1971. Den passer meget dårligt til den i dag – og endnu dårligere til den, vi får,” siger Curt Liliegreen og tilføjer:
“Vi har ikke for få boliger- Vi har de forkerte boliger, de forkerte steder, til de forkerte mennesker.”
Bevægelsen ikke på vej i retning af seniorboliger
I de seneste år har debatten om boliger i plejesektoren kredset om “aktive seniorer”, seniorbofællesskaber og nye boligformer til den tredje alder. De er skudt op rigtig mange steder.
Men ifølge Liliegreen er det ikke her, den store demografiske bevægelse aktuelt ligger.
“Den relativt kraftigste vækst i befolkningen bliver i de kommende år i aldersgruppen 80–89 og senere 90+. Og den sker nu.”
Det er plejekrævende ældre, der vokser i antal. Ikke ressourcestærke seniorer med lyst til nye boligformer.
OPS-Indsigt har de sidste seks år skrevet et utal af artikler om den voksende ældrebefolkning over 80 år og det enorme behov for egnede boliger, som vi lige nu står med.
Læs også: Overskyet med risiko for plejeboligmangel
Lysten til bofællesskab topper ved 55–65 år
Curt Liliegreen underbygger sit argument med, at de ældre på 80+ ikke er i målgruppen for et seniorbolig-fællesskab med data fra Ældre Sagens ”Fremtidsstudie” en undersøgelse, der viser, at interessen for seniorbofællesskaber topper, før folk bliver gamle.
“Lysten til at flytte i bofællesskab er størst omkring 55 år. Kun få procent over 70 ønsker det,” konkluderer Liliegreen.
En undtagelse er dem, der frygter at blive svækket af sygdom, blandt dem er der en større andel, der gerne vil i et bofællesskab, men det er måske en misforståelse af, hvad et bofællesskab er og kan påpeger Liljegreen.
Samtidig er det netop de 55 årige, der demografisk bliver mindre. Det betyder ikke, at seniorfællesskaber er en dårlig idé. Men de adresserer ikke den aldersgruppe, hvor boligbehovet eksploderer.
Læs også: Kommuner satser på 55+-boliger før plejebehovet melder sig
Parcelhuset som ældrebolig
Den måske mest brutale realitet i oplægget er denne:
“I Danmark og i vestlige lande generelt øger vi boligmassen med 1 pct. om året i gennemsnit. Det betyder, at vi helt logisk ikke kan bygge os ud af problemet med de manglende ældreegnede boliger,” lyder det fra Curt Liliegren.
Selv en massiv forøgelse af plejeboligbyggeri, friplejehjem og seniorbyggeri vil kun ramme en brøkdel af udfordringen.
Fordi langt de fleste af fremtidens meget gamle danskere kommer til atl bo i de boliger, der allerede står der.
Derfor peger Liliegren på noget, der sjældent fylder i debatten om ældre- og plejeboliger: Ombygning. Tilpasning, hvor “Fremtidens ældrebolig er parcelhuset.”
Det er her, volumen er. Det er her en stor del af, de kommende 80+ bor. Og det er her, indsatsen ifølge ham bør ligge langt mere massivt.
Det skal udviklere af pleje- og ældreboliger se efter
Liliegreens analyse er ikke et opgør med plejeboliger eller seniorbofællesskaber- private eller almene – Men en relativisering af deres rolle.
Hvis man lytter til hans indlæg er budskabet:
- Nybyggeri er nødvendigt – men løser kun en lille del
- Det store potentiale ligger i eksisterende boliger
- Geografi og boligpriser styrer flyttemønstre mere end behov
- Finansiering i yderområder er en nøgledimension
- Der mangler boligformer i en mellemform (“affordable 50+”) med tilknyttede plejefaciliteter
Særligt det sidste punkt var en af Liljegreens pointer, han mener vi mangler boliger der sikrer tryghed, bla til de mange enlige ældre, der er for raske til en plejebolig, men som godt kunne bruge muligheden for visse plejefaciliteter.
Her kommer man uvilkårligt til at tænke på de såkaldte “beskyttede boliger”, som kommunerne i stor stil nedlagde eller ombyggede i begyndelsen af nullerne.
Myten om de ældre, der spærrer boligerne for de unge
Curt Liliegren gør op med fortællingen om, at de ældre “sidder i for store boliger” og forhindrer flyttekæder ibyerne.
Her bliver analysen for alvor ubehagelig for den gængse tænkning. En ældre boligejer i Gentofte kan sælge et slidt hus for millioner og flytte i en anden mindre bolig.
En ældre boligejer i et yderområde kan overhovedet ikke sælge sit hus.
“De ældre, der burde flytte, kan ikke flytte – ikke af vilje, men af markedsvilkår,” forklarer Liliegreen.
Dermed bliver boligpriser, finansiering og geografi vigtigere end behov og intentioner.
“De ældre sidder i for store boliger de forkerte steder,” lyder det – og de boliger kan ikke løse boligpresset i byerne. De ligger nemlig i provinsen.
