Skip to main content

En ny landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse på plejehjemsområdet, som er udarbejdet Danmarks Statistik for Ældreministeriet giver et nyt og mere detaljeret billede af, hvordan de ældre oplever kvaliteten.

Og billedet er tydeligt: Friplejehjemmene har markant flest ’meget tilfredse’ beboere, når man isolerer den mest positive svargruppe.

Ifølge undersøgelsens figur 3.5 ligger friplejehjem på 61 procent meget tilfredse beboere, mens kommunale plejehjem ligger beboertilfredsheden omkring 54 procent. Private plejehjem (udliciterede o.l.), samt selvejende institutioner placerer sig imellem, men alle tre ligger over de kommunale plejehjem i tilfredshed.

Det betyder, at de mest positive oplevelser findes dér, hvor borgerne aktivt skal vælge at bosætte sig ved brug af det frie valg. Og netop her opstår et paradoks, som kan få betydning for både valgfrihed og kapacitetsudnyttelse på tværs af ældreområdet.

Det skal her bemærkes, at hvis man lægger svarkategorierne tilfreds og meget tilfredse sammen, så er der ikke den store forskel på friplejehjem og kommunale plejehjem. (Artiklen fortsætter grafik)

44 procent vidste ikke, at havde frit valg af plejehjem

På side 20 i undersøgelsen findes et andet centralt datapunkt:
44 procent af plejehjemsbeboerne vidste ikke, at de havde ret til frit valg, da de skulle flytte ind (figur 6.4). Kun 51 procent var klar over muligheden.

Dermed har en meget stor gruppe borgere – ofte i en presset livssituation – ikke haft det reelle valg, som lovgivningen ellers giver dem.

Det er dette Dansk Industri (DI) nu samler op i en pressemeddelelse. Her siger branchedirektør Jakob Scharff:

“Det bekymrer mig, at vi plus 20 år efter indførelsen af det frie valg ikke er lykkedes med at oplyse borgerne om, at det faktisk findes.”

Han peger på, at det er kommunerne, der visiterer, og derfor har et særligt ansvar for, at borgere og pårørende får fyldestgørende information om, hvilke plejehjem – kommunale, private og friplejehjem – de kan vælge mellem.

Et frit valg, men kun i loven og ikke i praksis

Kombinationen af de to fund peger i samme retning:

  • Friplejehjem scorer højest på kvalitet blandt de mest tilfredse beboere.
  • Men næsten halvdelen af de ældre ved ikke, at de kan vælge dem.

Det rejser spørgsmål om, hvorvidt det frie valg på plejehjemsområdet fungerer som andet end en formel rettighed.

For hvis borgerne ikke informeres om deres muligheder, og hvis familie og pårørende ikke aktivt involveres i beslutningen, bliver valget i praksis administrativt – ikke personligt.

Den manglende oplysning kan samtidig påvirke incitamenterne for kvalitet i hele sektoren, fordi borgernes efterspørgsel ikke får den styrke, loven ellers lægger op til.

Friplejehjemmenes tilfredshedstal bliver centrale

Den nye landsundersøgelse adskiller sig fra tidligere stikprøver ved at være national, repræsentativ og baseret på næsten 10.000 interviews. 

Derfor vil tallene få en særlig vægt i den politiske og branchemæssige diskussion om, hvordan frit valg faktisk fungerer.

I et marked, hvor friplejehjemmene ofte profilerer sig på hjemlighed, relationer og indflydelse på hverdagen, er det interessant, at undersøgelsen netop finder forskellen i den mest positive ende af skalaen – ikke blot i den samlede tilfredshed, hvor forskellen er mindre.

DI: Nye byråd bør skrue op for informationsindsatsen

DI efterlyser nu en klar politisk prioritering af information til borgerne:

“Det er kommunerne, der visiterer, og derfor har de et helt særligt ansvar for at informere grundigt og nøgternt om, hvilke plejehjem borgerne kan vælge imellem,” siger Jakob Scharff og fortsætter:

 “Jeg håber, at de nye byråd melder sig klar til at skrue op for informationsindsatsen.”

Hvis ikke, bliver konsekvensen, at nogle af de steder, hvor beboerne er mest tilfredse, stadig kun er kendt og udnyttet af dem, der selv opsøger viden eller har pårørende, som kender systemet.

Det store spørgsmål bliver nu, om de nye kommunalbestyrelser vil tage konsekvensen af tallene – og gøre det frie valg til en reel mulighed, ikke bare en rettighed i loven.

Frit valg skubber positivt til tilfredsheden

Den nye undersøgelse viser generelt høj tilfredshed på tværs af sektoren uanset ejerform. Alle ejerformer ligger over 90, hvis man lægger både de tilfredse og de meget tilfredse stemmer sammen. 

Men den giver også et fingerpeg om, at valgfriheden potentielt medvirker til at øge tilfredsheden blandt dem, der har valgt et friplejehjem, da et valg om at bo på et friplejehjem for det meste er et aktivt tilvalg.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind