Da Ældreministeriet offentliggjorde årets største kvalitetsmåling på plejehjem, var tonen entydigt positiv. Minister Mette Kierkegaard konstaterede i pressemeddelelsen, at “plejehjemmene er langt bedre end deres rygte”, når 91 procent er tilfredse eller meget tilfredse med hjælpen.
Og ja – tilfredsheden er høj – Men når man læser hele undersøgelsen – og ikke kun ministerens – eller måske embedsværkets udvalgte pointer – opstår et mere komplekst billede:
De vigtigste strukturelle kvalitetsdata ligger ikke i det, ministeren fremhæver, men i det, hun udelader.
Læs også: Paradoks: De ældre er mest tilfredse dér, hvor færrest ved, at de kan vælge at bo
Ministeren nævner tilfredshed – men ikke hvor den er højest
Det mest markante tilfredshedstal i hele denne del af undersøgelsen er ikke 91 procent tilfredse i alt.
Det er, at:
- Friplejehjem har 61 % meget tilfredse beboere,
- mens kommunale plejehjem ligger på omkring 54 %.
Altså: Den højeste tilfredshed findes dér, hvor borgeren aktivt skal vælge at bo – ikke i den kommunale standardmodel.
Denne pointe nævnes ikke med ét ord i ministerens pressemeddelelse, selvom den går direkte ind i ældrereformens kernebegreb: frisættelse.
44 procent kendte ikke frit valg – men ministeriet nævner det slet ikke
Et andet af undersøgelsens hovedfund er, at 44 procent af plejehjemsbeboerne vidste ikke, at de havde ret til frit valg af plejehjem.
Det er en ret spektakulær oplysning i et velfærdssystem, hvor “frit valg” har været politisk kardinalpunkt i mere end to årtier – og særligt under denne regerings reformretorik.
Men i Ældreministeriets egen pressemeddelelse? – Total tavshed.
I modsætning til Dansk Industri’s reaktion, hvor branchedirektør Jakob Scharff siger:
“Det bekymrer mig, at vi plus 20 år efter indførelsen af det frie valg ikke er lykkedes med at oplyse borgerne om, at det faktisk findes.”
Vi har altså et valgsystem, der fungerer på papiret, men ikke i praksis.
Fra hjemmepleje til plejehjem – samme mønster
Og hvis dette kun var et problem i én undersøgelse, kunne det måske afskrives som en parentes.
Men vi skrev for nylig en kommentar om NB-Ældre-undersøgelsen, og her dukkede præcis den samme problematik op.
I NB-Ældre-analysen viste vi, at:
- Frit valg undervurderes metodisk
- Borgernes leverandørskift tolkes negativt
- Kommuner får bonuspoint for mindre brug af frit valg
- Privatsektorens erfaringer er udeladt af ekspertudvalget
Man overser ganske enkelt frihedseffekten og netop det sker igen i den nationale plejehjemsundersøgelse – blot i en anden variant:
Her er det ikke målesystemet, der undervurderer frit valg.
- Det er borgerne, der ikke kender det.
- Og ministeriet, der ikke nævner det.
Det er to forskellige symptomer, men samme diagnose:
Frit valg og frisættelse bliver i det perspektiv til politisk retorik og ikke et gennemgående princip i de analyser og informationssystemer, der skal understøtte ældrereformen.
Man fejrer tallene – men glemmer konsekvenserne
Ministerens pressemeddelelse hæfter sig ved, at undersøgelsen er “et godt udgangspunkt” for kommunernes arbejde.Men hvad er udgangspunktet for en reform, der taler om frisættelse, når:
- valgfriheden ikke praktiseres,
- borgerne ikke er informeret,
- og de mest tilfredse beboere bor dér, hvor borgerne sjældent ved, at de kan flytte ind?
Når de mest strukturelt betydningsfulde tal udelades fra den politiske fortælling, bliver reformens nøgleord tomme.
To undersøgelser – samme demokratiske blinde vinkel
Både NB-Ældre-undersøgelsen og den nye plejehjemsundersøgelse afslører den samme grundlæggende udfordring:
Vi taler om frit valg og frisættelse – men vi måler det ikke, bruger det ikke og informerer ikke borgerne om det.
Det er ikke blot en teknisk fejl. Det er en strukturel skævhed, der påvirker:
- kvalitet,
- borgernes rettigheder,
- markedets dynamik,
- og hele incitamentssystemet i ældreplejen.
Eller sagt mere direkte:
Når reformen lover frisættelse, men praksis overser valgfrihed, så får vi et ældreområde, der ser bedre ud på papiret end i virkeligheden.
Det her var ugens OPS-pointe og den synes jeg bør tages alvorligt.
