Der findes beslutninger, som ikke blot ændrer strukturer – men sender et signal om, hvordan vi som samfund forstår udvikling, ansvar og mod. Lukningen af CO-PI er sådan en beslutning.
På papiret fremstår alt kontrolleret og værdigt: ”Andre aktører løfter nu indsatsen”, skriver bestyrelsen på CO-PI`s hjemmeside.
En institution lukker, tak for indsatsen, videre i teksten. Men ser man på det gennem HR- og styringsbriller, er historien en anden: Det sidste uafhængige innovationsknudepunkt mellem stat, kommuner, regioner og private opløses.
Og det sker ikke, fordi opgaven er løst. Det sker, mens udfordringerne vokser:
mangel på arbejdskraft, grøn omstilling, digital transformation, og et velfærdssystem der knirker.
Tab af neutral jord
I enhver organisation ville man kalde dette for et tab af strategisk kapacitet. I staten kalder man det en prioritering.
Her ligger den egentlige pointe: Innovation i Danmark glider igen over i siloer, hvor ansvar fragmenteres, og modet til at eksperimentere begrænses af driftslogikker og budgetlinjer. Det er bekymrende – ikke kun for CO-PI’s ansatte, som nu afvikler det, de byggede op, men for alle dem, der i årevis har efterlyst skalering, ikke endnu en pilotfase.
Når man ”likviderer” den eneste institution, der i princippet ikke havde hjemstavnsloyalitet til ét forvaltningsniveau, mister man ikke blot projekter. Man mister en form for neutral jord, fælles sprog, og evnen til at samle offentlige og private kræfter om nye måder at gøre tingene på.
Det var CO-PI’s raison d’être. Det er nu uafklaret, hvor den funktion bor. – I Altinget kan man ganske vist læse, at den ifølge Erhvervsministeriet holder til i life science strategien og med den digitale taskforce.
Og med den udmelding så har man da bare misforstået alt, hvad der handler om innovation på neutral jord, samt på tværs af alle sektorer og fagligheder.
Hallo – Vi har behov for en del mere end en life science strategi og digitale løsninger. – Meldingen herfra er ikke at CO-PI var perfekt, men at man i ministeriet ikke har set, hvad den konstruktion kunne udvikle sig til i version 2.0.
Tab af tid, talent og tillid
I HR-termer kaldes dette kapacitetsdræn uden successionsplan. I styringssprog: Strategisk blindhed forklædt som budgetdisciplin.
Dem, der fejrer lukningen med henvisning til ”andre aktører”, bør spørge sig selv:
Hvem har mandatet, kompetencerne og neutraliteten til at tage stafetten?
Hvis svaret er uklart, er beslutningen ikke strategisk – men kortsigtet.
Vi har før set staten lukke innovationsmiljøer. Tænk blot på MindLab og Dansk Design Center.
Vi er blevet verdensmestre i at afvikle kompetencer for senere at genopbygge dem under nye navne. – Det er dyrt. – Det skaber pauser, hvor andre lande accelererer.
Og det sender et signal om, at vi endnu ikke har besluttet os for, hvor offentlig-privat innovation egentlig hører hjemme.
Det koster tid, talent og tillid. Og det er ikke et luksustab – det er et systemtab.
