Skip to main content

Region Nordjylland har nu sat navn på den totalentreprenør, der får ansvaret for at opføre det nye neurorehabiliteringscenter i Brønderslev. Det bliver C.C. Contractor A/S, der sammen med Cubo Arkitekter og ABC Rådgivende Ingeniører skal forvandle de gamle hospitalsbygninger til et moderne center med 30 enestuer – hver med egen altan – samt træningsfaciliteter og servicearealer.

Aftalen blev officielt underskrevet af regionsrådsformand Mads Duedahl (V) og C.C. Contractors direktør Jørn From.

En investering i fremtidens behandling

Projektet er en markant investering i fremtidens behandling af patienter med erhvervet hjerneskade – eksempelvis efter slagtilfælde. Samtidig skal byggeriet skabe bedre arbejdsvilkår for personalet.

“De gamle bygninger var blevet utidssvarende og krævede meget vedligeholdelse. Det nye byggeri skaber optimale rammer for rehabilitering på et meget højt niveau, og samtidig bidrager det positivt til regionens ambitiøse bæredygtighedsmål,” siger Mads Duedahl i forbindelse med kontraktunderskrivelsen.

Formanden for Regionshospital Nordjyllands byggeudvalg, Per Kjeldsen (S), peger på, at de eksisterende rammer slet ikke er indrettet til patientgruppen:

“Det nuværende hospital er ikke bygget til denne helt specielle patientgruppe. Nu får vi et helt nyt byggeri, som er skabt til formålet,” siger han.

Bæredygtighed med genbrug af gamle tegl

Udbuddet tiltrak tre prækvalificerede totalentreprenørteams, og C.C. Contractor opnåede den højeste samlede score i evalueringen. Projektet lever op til Region Nordjyllands krav om bæredygtighed og reduktion af CO2-aftryk. Blandt andet vil omkring 2.000 kvadratmeter gamle vingetagsten fra de eksisterende bygninger blive genbrugt i den nye tag- og facadeløsning.

Koncerndirektør Mette Jensen fremhæver, at det fysiske miljø i vinderforslaget er nøje gennemtænkt:

“Vi er meget bevidste om, at projektet først og fremmest skal være til gavn for patienterne, men jeg er også glad for, at vinderforslaget giver markant bedre forhold for vores personale. Det kommer til at udgøre et stort løft i forhold til de nuværende rammer,” siger hun.

Fakta om projektet

  • Bygherre: Region Nordjylland
  • Totalentreprenør: C.C. Contractor A/S i samarbejde med Cubo Arkitekter og ABC Rådgivende Ingeniører
  • Budget: 230 mio. kr.
  • Omfang: 30 enestuer med altan, træningsfaciliteter, kontorer og servicearealer
  • Byggeperiode: Opstart i 2025, forventet indflytning i starten af 2028
  • Bæredygtighed: Genbrug af tagsten, biobaserede materialer, fokus på biodiversitet og CO2-reduktion

Når de nye bygninger tages i brug i 2028, skal de gamle hospitalsbygninger rives ned for at give plads til et nyt parkerings- og haveanlæg. Projektet får desuden et løft med en donation på 5 millioner kroner fra Melsen Fonden til etablering af nye forskningsfaciliteter.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind