Dagrofa Foodservice overtager rollen som hovedleverandør af fødevarer til Danske Diakonhjem, der med 46 plejehjem og friplejehjem er Danmarks største private aktør på området.
Aftalen, der er flerårig og landsdækkende, betyder, at Dagrofa fremover skal levere både råvarer, drikkevarer og nonfood-produkter til plejehjemmenes køkkener, som selv står for madlavningen til beboerne.
“Den nye indkøbsaftale med Dagrofa Foodservice handler grundlæggende om at optimere vores indkøb. Vi skal drive vores plejehjem bedst muligt inden for de økonomiske rammer, vi har, og her giver en central aftale os skarpe priser på de mest købte varer – noget, der har stor betydning for vores køkkenbudgetter,” siger Christiane Dahlerup, administrerende direktør i Danske Diakonhjem, i en pressemeddelelse.
Hun fremhæver samtidig ambitionen om at skabe gode måltider med høj ernæringsværdi for beboerne.
“Vores mål er at skabe gode, sunde og velsmagende madoplevelser for beboerne. Derfor er det vigtigt at have en stærk og konkurrencedygtig fødevaregrossist i ryggen. Samtidig hjælper Dagrofa Foodservices professionelle logistiksetup os med at overholde de mange lovkrav til fødevarehåndtering,” siger Christiane Dahlerup.
Skærpet konkurrence om friplejemarkedet
Med aftalen scorer Dagrofa sig adgang til et af de største segmenter i marked for friplejehjem, som mange taler for skal vokse.
Salgs- og marketingdirektør i Dagrofa Foodservice, Asger Rothenborg, lægger ikke skjul på, at aftalen er strategisk vigtig:
“Vi er stolte over, at Danske Diakonhjem har valgt os som leverandør til deres plejehjem over hele landet. Vores landsdækkende logistik sikrer, at køkkenerne får de rette råvarer leveret direkte til døren – til en attraktiv pris. Ligesom Danske Diakonhjem brænder vi for at skabe gode madoplevelser, og vi ser frem til at bidrage til udviklingen af madlavningen til glæde for beboerne,” siger han.
Aftalen er samtidig et eksempel på, hvordan store friplejeaktører, kan samle deres indkøb centralt for at holde styr på priser og sikre leverancesikkerhed.
Dagrofa Foodservice har blandt andet terminaler i Ishøj, Middelfart, Aalborg og Thisted.
Fakta: Hvem er Dagrofa?
Dagrofa er blandt Danmarks største fødevaregrossister og detailhandelskoncerner. Koncernen ejer blandt andet MENY-supermarkederne, SPAR og Min Købmand samt Dagrofa Foodservice, som leverer til storkøkkener, kantiner, restauranter og offentlige institutioner.
Dagrofa Foodservice står også bag en række specialiserede datterselskaber, herunder Grambogård og Prima Frugt.
Med aftalen med Danske Diakonhjem tager Dagrofa endnu et skridt ind i markedet for fødevareforsyning til ældreplejen – et område som efter ældrelovens ikrafttrædelse 1. juli har medført ændringer på indkøbsområdet i forhold til hjemmepleje.
Her er det nu således, at alle private leverandører – modsat tidligere – enten selv skal levere dagligvarer til borgerne eller have en underleverandør til, at gøre det og her kan det blive interessant at se om Dagrofa Foodservice også rykker markant i den retning.