Skip to main content

“Var jeg en rigtig vølve, sad jeg nok på en græsk ø og ikke i SKI,” lyder det tørt fra Signe Lynggaard Madsen, direktør i Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), da hun bliver spurgt om sit bud på fremtidens offentlige indkøb som orakel i OPS-Indsigts vølve-format.

Læs også: Vølverne vender tilbage i Folkemøde-ugen og spår om fremtiden på OPS-Indsigt

Signe Lynggaard Madsen går til rollen som “vølve” med et glimt i øjet og en tydelig bevidsthed om sine begrænsninger som “spåkone”. Hun distancerer sig fra den klassiske rolle som seer, og understreger, at hendes blik på fremtiden er formet af hendes faglige og organisatoriske ståsted i SKI:

For hende handler det ikke om at spå – men om at skabe.

“Vi er ikke politikere eller spåkoner. Vi er håndværkere, der forhåbentlig er gode til at lave det, vi laver,” siger hun med et smil.

Komplekse krav kræver klar retning

Signe Lynggaard Madsen peger på en virkelighed, hvor offentlige indkøb er blevet langt mere komplekse – ikke fordi selve indkøbsdisciplinen er sværere, men fordi det, der skal købes, stiller stadig større og flere krav. 

Der skal tænkes i bæredygtighed, CO₂-aftryk og cybersikkerhed – og beredskab i en potentiel krisetid.

“Det er simpelthen blevet mere og mere komplekst, og det bliver ikke mindre komplekst fremover,” siger hun og nævner både klima og sikkerhed som tunge dagsordener, der i stigende grad præger det felt, indkøbere skal navigere i.

Hun understreger, at hvis kompleksiteten stiger, må rammerne omkring indkøb også forenkles. Derfor håber hun, at SKI’s forslag til et forenklet udbudsdirektiv bliver realiseret i 2030, bl.a. så én samlet regulering afløser de nuværende tre.

Bæredygtighed, sikkerhed – og politisk afklaring

En af de store udfordringer er ifølge Signe Lynggaard Madsen, at indkøbere indimellem mangler klar politisk retning. Eksempelvis i forhold til brugen af udenlandske leverandører:

“Skal vi købe kinesisk eller ej? Er USA en trussel? – Her er min holdning, at det skal vi ikke sidde og gætte på i SKI og selv bedrive udenrigspolitik. Den retning må og skal sættes politisk,” siger hun.

Hun efterlyser derfor, at politikerne i højere grad tager stilling til retning og niveau for ambitioner og risikovillighed – både økonomisk, ift. bæredygtighed og sikkerhedsmæssigt.

“Det kunne være fedt med mere politisk retning. Jo mere der er nogen, der har taget stilling og fastlagt et ambitionsniveau. Jo nemmere er det jo for os at omsætte det i indkøb.”

Hun insisterer altså på, at SKI ikke skal agere som politisk aktør, men som en teknisk og administrativ samarbejdspartner, der understøtter den politiske linje. Først da kan SKI og andre indkøbsaktører omsætte visioner til praksis.

Fællesskab og håndværk i en ny virkelighed

Fremtiden kalder også på nye samarbejdsfællesskaber. Den nyligt indgåede økonomiaftale betyder, at kommunerne skal samle deres it-funktioner i nye  IT-driftsfællesskaber.

Det er for Signe Lyndgaard Madsen en nødvendighed – ikke mindst for at kunne håndtere cybersikkerhed og mangel på specialiserede ressourcer.

“De her fællesskaber er ikke en modsætning til SKI – de bliver samarbejdspartnere, som kommer at bruge SKI-aftalerne, og deres arbejde bliver ikke at lave udbud ind, det bliver jo at løfte de her kæmpe driftsmæssige opgaver, der ligger i at fremtidssikre og cybersikre den kommunale infrastruktur,” siger hun og tilføjer:

“Gevinsten for os i SKI er, at vi kan fokusere på at få et rigtig godt samarbejde med de nye it-fællesskaber. Det har vi allerede i dag med de 13 kommunale indkøbsfællesskaber, der vælger nogle super seje og kompetente repræsentanter, som vi kan samarbejde med.”

“Gevinsten for os i SKI er, at det bliver nemmere at være i dialog med 13 indkøbsfællesskaber, der vælger nogle super seje og kompetente repræsentanter, som vi kan samarbejde med.” 

Spådom med fornuft

Når Signe Lynggaard Madsen rækker ud mod fremtiden, er det med et håb om “nemmere regler og mere politik” – og med en fornuftig optimisme.

For i hendes optik er indkøb ikke noget, man spår om. Det er noget, man bygger – med solidt håndværk, klare rammer og fælles retning.