”Der er virkelig mange reformer oppe og vende.” Ordene falder tidligt i samtalen med Christina Grøntved, direktør for Incita og en af de fem vølver, OPS-Indsigt har inviteret til at spå om fremtiden og det offentligt-private samarbejde om velfærd op mod årets Folkemøde.
Men hendes blik ind i horisonten er langt fra jubeloptimistisk. Reformernes omfang vækker bekymring mere end begejstring.
“Jeg er meget afventende,” siger hun med henvisning til bl.a. psykiatriplanen. “Jeg synes, det er svært at se, hvad det i praksis kommer til at betyde noget for vores målgruppe.”
Det er ikke manglen på visioner, der bekymrer hende – det er fraværet af forankring i virkeligheden.
Som direktør for en socialøkonomisk aktør, der arbejder med at integrere mennesker med psykiske og fysiske udfordringer på arbejdsmarkedet, følger hun reformsporene med skarpt blik – og ser tre tendenser, der vil forme velfærdens fremtid: En by-land-klyft, teknologi som bro og et potentielt postnummerlotteri.
En by-land-kløft i psykiatrien
Christina Grøntved fremhæver, at der er markante forskelle i kvaliteten af psykiatritilbud – særligt mellem by og land. I yderområderne mangler der specialiserede faglige miljøer, og derfor bliver borgerens hjælp ofte afhængig af postnummer.
“Hvis du kommer langt væk fra de store byer, så er det så som så med de specialiserede tilbud. De er der simpelthen ikke,” siger hun og fortsætter:
“Det er jo lidt af et dilemma, fordi omvendt, giver det jo også rigtig god mening at koncentrere og centralisere specialerne. Det kan være rigtig svært at opretholde en høj kvalitet, hvis man har en alt for lille kritisk masse,” understreger Christina Grøntved.
Det kalder på nye løsninger – og her peger hun på teknologiens potentiale.
Teknologi som bro – ikke erstatning
“Det digitale kan ikke stå alene, men det kan supplere rigtig godt,” siger hun med henvisning til erfaringer fra udlandet og Incitas egne erfaringer fra unge med autisme Her har online rådgivning og chat-funktioner vist sig mindre grænseoverskridende og lettere at tilgå for borgeren med forskellige udfordringer.
Hun foreslår en model inspireret af Sverige, hvor man bruger telemedicin og videobaseret kontakt til at levere specialiseret viden, uden at borgeren skal flytte væk fra sit nærmiljø.
“Det er ikke hele løsningen, men bedre end næsten ingen hjælp,” siger Christina, som peger på, at vi på den led kan udligne lidt af den by-land ulighed, der er, så de unge bliver i deres oprindelige miljø, i stedet for at rykke ind i nærheden af byerne og væk fra det understøttende hjemmemiljø de også har brug for.
“Men det er ikke hele løsningen, men et dilemma vi skal bygge bro over,” siger Christina Grøntved.
Risikoen for tavshedens tabere
På beskæftigelsesområdet ser Christina Grøntved en bekymrende udvikling med store besparelser – blandt andet den bebudede reduktion på tre milliarder kroner – som truer med at forstumme indsatsen for dem, der har mest brug for den.
“De ledige med særlige behov risikerer at blive taberne.Kommunen kan vælge at give en indsats, men de skal samtidig spare. Og det er simpelthen forholdet mellem kan og skal, der bekymrer, for hvad vælger kommunerne. Besparelser eller indsats?,” siger Christina Grøntved.
Hun advarer om, at det kan blive til et decideret postnummerlotteri, hvor borgerens chance for at få støtte afhænger af, hvor de bor – og hvem der prioriterer hvad.
“Vi ved, at der er et stort potentiale for at få lavet nogle ansættelser på særlige vilkår. Men virksomhederne og kandidaterne finder bare ikke hinanden af sig selv,” det kræver en indsats af kommunen eller sådan nogen som Incita,” siger hun.
Så hvis man skærer alt for kraftigt ned på den aktive beskæftigelsesindsats, så er Christina Grøntved bange for, at de der match ikke kommer til at ske.
Råd fra en vølve i frontlinjen
På spørgsmålet om, hvad der kan gøre en forskel, bliver Christina konkret – og tydeligt forankret i praksis. Hun peger på tre vigtige greb, som politiske beslutningstagere og velfærdsaktører bør tage med sig frem mod 2030:
- Gør valgfrihed reel. Borgeren skal have mulighed for at vælge mellem relevante tilbud – også uden for det kommunale regi. Det handler ikke kun om kvalitet, men om retssikkerhed.
- Brug teknologi klogt. Digitale løsninger bør anvendes til at udligne geografiske skævheder – ikke som billig erstatning, men som meningsfuldt supplement.
- Sikre brobygning til arbejdsmarkedet. Match mellem virksomheder og mennesker med særlige behov sker ikke af sig selv. Der er brug for aktører, der bygger bro, identificerer muligheder og hjælper arbejdsgivere med at tage socialt ansvar.
“Vi samarbejder med mange virksomheder, og vi ved, at de gerne vil tage et socialt ansvar. Men de har travlt, og de mennesker, vi arbejder med, har sjældent selv overblikket til at komme i spil.”
I Christina Grøntveds fremtidsblik er der håb – men også en klar advarsel: Reformerne må ikke blive symbolpolitik. Hvis ikke vi sikrer adgang, kvalitet og koordination, så risikerer vi at skabe en velfærdsstat, hvor dem med mindst stemme og størst behov bliver stående tilbage.
Her finder du Christina Grøntved på Folkemødet
Velfærdsteltet (J25) hos Selveje Danmark.
📅 Fredag d. 13. juni kl. 15.00, Velfærdsteltet
👷 👨🦼 På job med handicap – 10 år med det rummelige arbejdsmarked
