Skip to main content

“Fjern kravet om frit valg af leverandør om natten!” Det er budskabet fra Yelva Bjørnholdt Jensen, der er direktør for Social og Sundhed i Holstebro Kommune.

I en artikel hos nichemediet NB-Ældre foreslår hun, at private leverandører fritages for at levere helhedspleje om natten.

“Jeg tror, at det vil gøre det mere sandsynligt, at borgerne får et frit valg om dagen og om aftenen, fordi det ville være mere overskueligt for leverandørerne at byde ind,” siger hun.

Den udtalelse har resulteret i flere henvendelser på redaktionen, fra private aktører, som alle oplever, at det private segment i hjemmeplejen er sat udenfor, og at debatten føres i en kommunal cirkel eller optik.

En debat der er opstået i forlængelse af en diskussion blandt kommunerne om, hvor mange private leverandører der reelt kan være klar til at levere helhedspleje m.v. fra 1. juli i år, sådan som ældreloven kræver det.

Strider mod lovens intentioner

Hos arbejdsgiverforeningen KA Pleje der repræsentere en lang række hjemmeplejevirksomheder undrer man sig over for forslaget fra den kommunale direktør.

“For det første strider det her forslag helt i mod ældrelovens intentioner om helhedspleje og færrest mulige forskellige personer i borgerens hjem og det er noget vi bakker 100 pct op omkring,” siger politisk Chefkonsulent, Rene Nord Hansen.

Han mener ikke, at man bare skal klippe en hæl og skære en tå, der hvor kommunerne ser udfordringer.

Hos Dansk Erhverv har branchedirektør Tony Bech næsten samme opfattelse.

“Det frie valg i helhedsplejen skal selvfølgelig også gælde om natten. Ældrereformen hviler på målet om øget kontinuitet og valgfrihed i ældreplejen. De ældre skal møde kendte ansigter og have fuld selvbestemmelse i valget af leverandører, der kommer ind over dørtrinnet – det gælder døgnet rundt,” understreger han over for OPS-Indsigt.

De private arbejder på omstilling

En research som OPS-Indsigt har lavet på området viser, at de private leverandører allerede har besluttet sig for, om de vil blive på markedet og gå ind på de præmisser, som ældreloven kræver.

Her viser det sig, at dem som lige nu har besluttet sig for at trække sig fra markedet, ikke mener, at hjemmeplejeområdet bliver mere attraktivt af, at man fjerner det frie valg om natten, for dem ligger udfordringerne et andet sted. 

“Det handler om, at vi også skal levere pleje,” er svaret.

Men hvad så med dem, der ønsker at blive på markedet?

“Vores medlemmer arbejder meget aktivt på, at de kan opfylde ældrelovens krav den 1. juli. “Derudover ville det med at fjerne det frie valg om natten skabe en konkurrencemæssig ulighed, som vi slet ikke har behov for,” siger Rene Nord Hansen.

Han peger dermed ned i nogle af de kritikpunkter, som vi på OPS-Indsigt har hørt igen og igen. Nemlig at det indtil nu har været vanskeligt at opbygge en markedsandel i flere kommuner, fordi kommunerne har siddet på centrale ydelser som bl.a. genoptræning og sygepleje. 

“Det betyder, at du reelt hele tiden har en konkurrent inde hos den samme kunde, som samtidig kan tilbyde noget, du ikke har mulighed for at konkurrere med,” lyder det fra flere sider under vores research.

Stiller sig gerne til rådighed

Tony Bech anerkender de udfordringer en kommune kan stå i mht fx. nattevagten.

“Men løsningen bør ikke være at svække selvbestemmelsen for borgeren. I stedet bør løsningerne findes i en tæt dialog mellem kommunen og de private leverandører,” siger han og fortsætter:

“Vi stiller os gerne til rådighed i Dansk Erhverv for at understøtte omstillingen i ældreplejen i samspil med de ikke-offentlige aktører i den kommende helhedspleje, og på plejeboligområdet.”

Hos KA Pleje peger Rene Nord Hansen i den sammenhæng på, at man i det hele taget skal tænke innovativt og fx se på ressourcefordelingen hen over døgnet i forhold til, hvordan vi tilrettelægger leverancen af ydelserne, samt indtænker øget anvendelse af ny teknologi.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind