For godt et års tid siden overtog en læge en ledig praksis i Ribe by med henblik på, at den siden skulle overdrages til en yngre kollega, men denne har ikke ønsket at overtage klinikken alligevel.
Regionen har siden selv forgæves forsøgt at besætte klinikken med en praktiserende læge, men det er heller ikke lykkedes, fremgår det af et referat fra Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen.
Konsekvensen er derfor, at Region Syddanmark har haft ydrenummeret i udbud.
`alles Lægehus´ har som den eneste virksomhed budt på opgaven med at drive den nye udbudsklinik, der har cirka 950 patienter tilknyttet, skriver regionen i en pressemeddelelse.
Regionen: “Vi stiller store krav”
Region Syddanmark har foruden den kommende udbudsklinik i Ribe tre andre udbudsklinikker. De ligger i Tønder, Bylderup-Bov og Augustenborg og drives alle af `alles lægehus´.
Men selvom regionen kender `alles lægehus´ som leverandør, virker det som om den seneste tids medie skriverier om `alles lægehus´ og særligt datasikkerhed, får udvalgsformanden Pernelle Jensen (V) til at forsikre borgerne en ekstra gang om, at regionen har en række krav, man er meget opmærksom på bliver opfyldt.
“Vi stiller store krav til kvalitet, bemanding, tilgængelighed og datasikkerhed i vores udbudsklinikker og følger løbende op på det, så vi kan sikre os, at patienterne får et godt og forsvarligt lægeligt tilbud i klinikkerne,” siger understreger hun i pressemeddelelsen.
En udbudsklinik var eneste løsning
Det er et flertal i udvalget der har besluttet, at det er lægekoncernen, der overtager driften af den almen medicinske lægeklinik i Ribe fra den 1. april 2025.
“Det er vigtigt, at alle borgere i Region Syddanmark har adgang til et godt og nært lægetilbud. Den nærmeste praksis med plads til flere patienter ligger mere end 20 km væk, og jeg synes ikke, at vi kan byde borgerne i Ribe at skulle køre så langt for at komme til læge. Derfor har vi valgt en udbudsklinik,” lyder det fra Pernelle Jensen..
I Ribe by er der otte andre lægeklinikke, men de har alle lukket for tilgang af nye patienter. De 950 patienter kunne derfor ikke fordeles mellem dem. Det betød, at patienterne skulle ud på en længere køretur, hvis Region Syddanmark ikke havde gjort noget.
Ud over udbudsklinikken har udvalget også drøftet, om en løsning kunne være en regionsklinik, men her har man vurderet, at det var usandsynligt, at regionen ville kunne nå at etablere en regionsklinik inden 1. april – særligt fordi det ikke har været muligt at rekruttere en læge til Ribe.