Det sker utroligt sjældent, at den kommunale sektor omdanner kommunale institutioner til en selvejende konstruktion, så den ligesom skyder institutionen ud i en god armslængde.
Men i Haderslev Kommune har man set det som en løsning på situationen for den meget kritiserede institution Odinsgaarden.
Her blev det et wake up call for kommunen og institutionen, da TV 2 via en skjult mikrofon i en beboers lejlighed optog personalets adfærd, som indgik i den dokumentar TV2 udsendte i november 2023 med titlen: “Nødråb i Natten.”
OPS-Indsigt har derfor henvendt sig til Haderslev Kommune for at høre, hvorfor er man egentlig kommet frem til, at man som en del af genopretningen af Odinsgaarden omdannede den til en selvejende institution og ikke ligesom andre kommuner har genetableret den i kommunalt regi?
“Hvis vi starter med begyndelsen, så hører det med til historien, at der gennem mange år har været mange problemer på Odinsgaarden, men når man havner i Operation X som kommune, så havner du virkelig på bunden og borgernes tillid til kommunen daler,” siger Helle Mikkelsen der er chef for Social og Handicap.
Valgte en ud af tre modeller
I hendes perspektiv befandt kommunen sig i en situation, som var helt uacceptabel, hvor der blev kaldt på politisk handling.
“Der skete det, at borgmesteren kaldte byrådet sammen til en temadrøftelse, med en klar dagsorden om at noget måtte gøres. Her blev det hurtigt klart, at man fremover skal have en armslængde til institutionen og i den sammenhæng drøftede man mulighederne for etableringen af en fond, udlicitering eller omdannelse til en selvejende institution,” fortæller Helle Mikkelsen.
Det lå altså fra starten ikke i kortene, at Odinsgaarden skulle omdannes til en selvejende institution. Blandt andet var kommunen ret langt med en kravsspecifikationsbeskrivelse mhp et udbud, da man politisk valgte en selvejemodel. Det fremgår bl.a. af et referat fra politiske udvalgsmøder henholdsvis den 5 og 18 marts i år.
Ikke noget quick fix
Omdannelsen har taget under et år, hvilket på papiret er hurtigt.
“Men det er lettere sagt end gjort, hvor vi nu står med resultatet. Det her har krævet ekstern bistand med viden om både selveje og det sociale område og det hænger ikke på træerne og så har vi haft nogle bump på vejen. Institutionen har jo været under skærpet tilsyn fra socialtilsynet, så ud over det rent organisatoriske har vi også haft en række faglige og kvalitetsmæssige processer, der skulle arbejdes med,” siger Helle Mikkelsen.
Det er Trap Consulting der med stifter Flemming Trap i spidsen, som har været projektleder på opgaven med at omdanne Odinsgaarden til en selvejende institution.
I hans perspektiv er det her heller ikke noget man bare gør med et fingerknips, men hvad skal der i virkeligheden til for at lykkes med sådan en operation?
“En grundlæggende forudsætning for at gøre det her er tilstedeværelsen af et politisk ønske og modet til at forfølge en løsning som denne, der er meget usædvanlig, for det er ikke så tit, at kommuner vælger at afknoppe kommunale institutioner til selveje og det må jeg virkelig sige, er lykkedes i Haderslev,” siger Flemming Trap.
Han peger desuden på nødvendigheden af, at man i sådan et projekt kan samle en professionel bestyrelse omkring den nye selvejende institution, som på alle måder er i armslængde til kommunen med stærke faglige og ledelsesmæssige kvalifikationer.
“Endelig er der en helt afgørende forudsætning for, at det er lykkedes. Det er at forvaltningen, som de har gjort i Haderslev, virkelig tager arbejdshandskerne på og baner vejen på den forvaltningsmæssige side,” slutter Flemming Trap.