Indkøb af forsikringer til den offentlige sektor er reguleret af udbudsloven. Det betyder, at kommuner, regioner og staten skal udbyde deres forsikringsaftaler efter de særlige udbudsretlige procesregler.
Kommuner og regioner har ganske vist en ret til, at være selvforsikrede og det betyder, at deres forsikringspolitikker er under konstant udvikling. Lige nu er der flere kommuner og regioner, som kigger på selvforsikringsløsninger end tidligere, skriver konsulentvirksomheden Komponent på deres hjemmeside.
Der er dog den udfordring, at som selvforsikret skal kommuner og regioner agere som et forsikringsselskab. Det vil sige, at de har de samme pligter som et forsikringsselskab, hvilket stiller dem i en dobbeltrolle, da forsikringsselskaber blandt andet er forpligtede til at beskytte oplysningerne i en sag om tilskadekomne mod uvedkommende (eksempelvis arbejdsgiveren).
Vanskeligt for begge parter
For de offentlige ordregivere der bevæger sig ud i forsikringsmarkedet, kan det været vanskeligt at navigere, lyder det fra Malene Roose Bagh, advokat, partner hos Poul Schmith. Hun har i flere år undervist i EU-udbud af forsikringer og pensioner.
“Jeg oplever stadig, at der mange der bliver overraskede over, at forsikringer er udbudspligtige, og mange synes det er en vanskelig øvelse at få forsikringsverdenen til at mødes med udbudsverdenen, siger Malene Roose Bagh.
Hun forklarer, at en af udfordringerne er, at det ved indkøb af forsikringer ofte er forsikringstagerens forhold, der er afgørende både for forsikringsselskabernes lyst til at afgive tilbud og for præmiens størrelse.
Det kan fx dreje sig om skadeshistorikken, som er af stor betydning, ligesom den nærmere karakter og vedligeholdelsesstandard på en kommunal ejendomsportefølje eller hjemmeplejens bilpark f.eks. også er vigtige parametre for et selskab, der skal afgive et tilbud og beregne en præmie.
Det kan derfor være vanskeligt for ordregiverne at vide på forhånd, hvor meget information der er behov for, og en del af informationen kan være fortrolig og dermed ikke egnet til offentliggørelse.
Men det er ikke kun de offentlige ordregivere, der har vanskeligt ved at navigere i udbudsmarkedet.
“Forsikrings- og pensionsselskaberne er ofte udfordret af de mere udbudstekniske forhold om anvendelsen af en digital udbudsportal, udfyldelse af ESPD, formulering af referencer, indsendelse af dokumentation mv. Selskaberne har almindeligvis ikke udbudsjurister ansat, og det kan være både tidskrævende og vanskeligt at håndtere et stort EU-udbud. Det kan få en del potentielle tilbudsgivere til at holde igen”, fortæller Malene Roose Bagh.
Et marked med få dominerende aktører
Vi har på OPS-Indsigt ringet rundt i branchen af forsikringsmæglere og til baggrund fået en pejling på, hvor vanskeligt markedet egentligt er. Her tegner der sig to billeder.
For det første er, særligt det kommunale marked domineret af få store forsikringsselskaber (Protector og primært Gensidige), der i kraft af deres markedsposition har en klar fordel ift. risikodækningen.
Det handler om, at jo større markedsandel jo bedre risikospredning. Det betyder, at selvom der er en del kvalificerede forsikringsselskaber på markedet, så vil de typisk finde det mindre attraktivt at byde, fordi deres egen porteføljevolumen på eksempelvis det kommunale marked ikke er så stor.
Der er ingen i branchen, der bruger ordet monopol, men flere peger på, at kommuner og regioner, bør være opmærksomme på den situation, at der er få reelle aktører.
En show stopper
Den næste udfordring, som mæglerne oplever, handler om udarbejdelsen af udbudsmaterialet, særligt hvis kommuner og regioner vil have flere tilbudsgivere.
Her kan det nemlig ofte vise sig vanskeligt, at få udarbejdet et udbudsmateriale inden for de rammer udbudsloven sætter, samtidig med at det balancerer det forsikringstekniske tilpas godt, så ordregiver også får tilbud fra flere forsikringsselskaber, der er mere end et wild card .
En show stopper kan være, at der ikke er indlagt en indeksregulering af præmien i udbudsmaterialet, fordi den offentlige sektor tænker i budgetsikkerhed. Altså den præcise pris år frem i tiden, men i forsikringsverden er det helt lavpraktisk således, forstår vi, at forsikringer bliver indeksreguleret hvert år.
Og her skal man tænke på selvom indekseringen ofte er prismæssige marginaler, så foregår forretningen på risikofyldte markeder, så derfor kan det være et problem, hvis de kommunale udbudsjurister ikke ønsker en indeksering.
Plads til forsikringsverdens virkelighed
“Et andet udfordrende punkt er selve kontraktperioden, hvor de offentlige ordregivere som oftest ønsker en lang varighed, f.eks. 3 år med mulighed for forlængelse i 2 år, siger Malene Roose Bagh og fortsætter:
”Forsikringsselskaberne ønsker omvendt ikke at binde sig for så lange perioder. Selskaberne er bundet af såvel bagvedliggende reassurancekontrakter som interne guidelines, og det er usædvanligt i det nuværende forsikringsmarked med kontraktperioder længere end 1-2 år, hvilket gør appetitten på offentlige udbud med lange kontraktperioder meget begrænset, ” siger Malene Roose Bagh.
Udbudsmaterialer der ikke afspejler branchens ønsker og virkelighed kan have betydning for forsikringsselskabernes interesse for at byde, lyder det fra mæglerbranchen. Det kan nemlig give oplevelsen af, at kommuner ikke lytter og når der samtidig er et stort privat marked, hvor det er lettere at indgå aftaler, er det også lettere at blive væk.
Hvis du med denne artikel har behov for at blive klogere på EU udbud af forsikringer og hvordan du navigere bedst, så kan du gå ind på Forsikrings Akademiet ved at følge dette link.
