Skip to main content

Krig i Ukraine, øget cybertrussel og risiko for sabotage mod kritisk infrastruktur, samt orkaner og oversvømmelser rammer Danmark på en hel anden måde end tidligere.

Regeringen vil derfor oprette et ministerium for samfundssikkerhed og beredskab. Det er meldingen på pressemødet i Statsministeriet onsdag.

Den er ganske interessant, for det er ikke mere end et døgn siden, at man kunne læse i Finans, at skulle Danmark pludselig befinde sig i en krisesituation, så vil man ifølge Beredskabsstyrelsens kontorchef, Johan Zilmer-Bülow i højere grad end tidligere inddrage den private sektor i løsningsarbejdet.

Helt konkret har Beredskabsstyrelsen overvejet, at erhvervslivet skal inddrages i styrkelsen af samfundsberedskabet gennem styrket koordinering, øvelser, der kan stressteste, om kriseplaner fungerer i virkeligheden.

Her kan det blive nødvendigt, at virksomheder fx stiller køretøjer m.v. til rådighed for det danske beredskab og er vi pludselig tilbage i tiden omkring Den Kolde Krig.

”Det kan sagtens være, at vi kommer til at lave noget tilsvarende i den kommende tid. Vi vil gerne have et overblik over, hvad vi kan trække på fra private aktører. Både af ressourcer og materiel til forskellige slags kriser, om det så er relateret til krig eller klima,” siger Johan Zilmer-Bülow til Finans.

Behov for tydelig ansvarsfordeling

Hos Dansk Industri tager man godt imod det nye ministerium.

”Det her handler i værste fald om liv eller død. Vi skal være klar, og det kræver at vi får en samlet og central styring af nationens beredskab. Det danske beredskab har været underprioriteret i årtier, og er slet ikke gearet til de nye hybride trusselsbilleder. Vi skal op i gear,” siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen i en pressemeddelelse.

Han mener ligesom Johan Zilmer-Bülow, der er behov for et langt tættere samarbejde mellem det offentlige og det private erhvervsliv, hvis ressourcer i virksomhederne skal kunne komme hele samfundet til gode i en krisesituation.

Han peger desuden på, at vi længe har haft behov for én samlet myndighed, der har det overordnede ansvar og et stærkt mandat, så hændelser og kriser ikke falder mellem flere stole.

”Det nytter ikke, at vi først skal til at afklare ”hvem der er den”, når vi står med problemerne. Vi har brug for en meget tydeligere ansvarsfordeling og én der sidder for bordenden,” siger han med henvisning snestormen i vinter, hvor der opstod en del kaos.

Samspillet skal toptunes

En central aktør i dansk infrastruktur er Dansk Fjernvarme, der repræsenterer landets fjernvarmeselskaber, der producerer fjernvarme til 4 millioner danskere.

Her forventer man sig meget af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.

”Vi har samarbejdet i Statens Nationale Operationelle Stab, NOST’en, set hvor værdifuldt det er med et tæt og tillidsfuldt samarbejde. Men vi har også oplevet, hvor ressourcekrævende det er hele tiden at være et skridt foran,” siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme i en Pressemeddelelse.

Han peger bl.a. på nødvendigheden af, at samspillet med myndighederne bliver toptunede.

Sammenhængende koordination

Hos brancheorganisationen F&P, der repræsenterer forsikrings- og pensionsbranchen, hilser man også det nye ministerium velkommen.

”Det er en vigtig post og en kæmpe opgave, der nu venter den nye minister. Vi lever på mange måder i en mere urolig tid. Der er stærkt brug for et styrket beredskab,” lyder det fra Kent Damsgaard, der er administrerende direktør for F&P.

Krige, usikkerhed og oversvømmelser ikke længere noget særsyn i Danmark, og derfor er der akut behov for et styrket og sammenhængende nationalt koordineret beredskab, når vildt vejr i stigende grad rammer Danmark. Det bør være én af de centrale opgaver for vores nye beredskabsminister for Samfundssikkerhed og Beredskab, mener F&P.

Beredskabet er udfordret

Også ud på de praktiske lægter ser man frem til det nye ministerium. I fagforeningen FOA som organiserer en lang række medarbejdere på beredskabsområdet – blandt andre brand og redningsfolk, samt mange af de medarbejdere som skal på banen, når vi skal sikre god rengøring og hygiejne i en eventuel pandemisituation.

”Beredskabet er over en kam udfordret af store brande, oversvømmelser og ekstremt vejr. Samtidig er der en ydre trussel. Derfor er der er stort behov for, at det samlede danske beredskab styrkes, og derfor er et bredskabsministerium en rigtig god idé,” siger Thomas Brücker, der er formand for FOAs Teknik- og Servicesektor.

Han peger på, at vi skal huske, at beredskab ikke kun handler om krudt, kugler og cybersikkerhed. Det nye beredskabsministerium vil også spille en vigtig rolle i eventuelle kommende epidemier. Her er det vigtigt, at vi lærer af erfaringerne fra Corona understreger Pia Heidi Nielsen, som er sektorformand for FOAs Kost og Servicesektor, der blandt andet organiserer rengøringsmedarbejdere på hospitaler, plejecentre m.v.

”Vi klarede os relativt godt gennem corona. Hvis vi skal forebygge udbrud med smitsomme sygdomme i fremtiden, er det vigtigt med fokus på hygiejnisk rengøring. God rengøring handler om mere end, at der ser rent ud,” lyder det fra Pia Heidi Nielsen.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind