I juni kritiserede rigsrevisorerne Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) for, at flere af Forsvarets enorme indkøb ikke lever op til det planlagte indhold, og det er uklart, om anskaffelsernes økonomiske ramme er overholdt.
Her konstaterede man bl.a., at større materielanskaffelser i gennemsnit er 4,5 år forsinket.
”Det er desværre ikke første gang, at en lignende kritik rejses. Der er allerede igangsat en analyse af FMI’s samlede organisation og opgaveportefølje,” lød det dengang fra Forsvarsminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.
Hele 32 pressemeddelelser om fejl, mangler, forsømmelser eller kritiske forhold i Forsvaret er fra Forsvarsministeriet siden Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022.
Her peger mindst 10 tilfælde mod FMI, som administrerer og indkøber for de ca. 20 milliarder kroner om året, der i runde tal svarere til to tredjedele af Forsvarets samlede budget, fremgår det af FMI’s hjemmeside.
Kolos på lerfødder
Nu er FMI igen i ilden og kritiseres for ikke at være i stand til at løfte opgaven med at foretage de fornødne indkøb, så Forsvaret kan blive oprustet.
Det fremgår af en artikel i Jyllands-Posten.
Den nuværende kritik udspringer af den analyse, som Forsvarsminister Troels Lund Poulsen henviste til. Den er nemlig netop ankommet.
Den er udarbejdet af konsulentfirmaet Deloitte og her peger man bl.a. på, at FMI har ressourcekrævende mange møder, utilstrækkelig beslutningskraft og ikke i stand til at udføre sin kerneopgave.
Der er her tale om opgaver, der spænder fra dyrefoder til højteknologiske våbensystemer. Samlet beskrives FMI ifølge mediet af kilder i Forsvaret som en kolos på lerfødder, der ikke kan levere til tiden.
Anbefaler færre direktører
Deloitte peger i rapporten på 15 problemfelter. Det starter med direktionen, som ifølge FMI’s egen hjemmeside består af 10 medlemmer med en generalløjtnant i spidsen.
Anbefalingen er her at man bl.a. reducerer i antal direktører og møder.
Kommandørkaptajn Thomas Vestergaard, som er stedfortrædende formand i Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, mener, at Deloitte har fat i de udfordringer, som FMI har.
Men han savner løsninger. ”Hvad gør vi?” siger han og peger på, at ikke alle løsninger ligger i FMI, som kun er en af otte styrelser og myndigheder i Forsvarsministeriets samlede organisation.
Rapporten som fylder flere hundrede sider, skal nu drøftes med forsvarsforligskredsen.