”Kommissionsrapporten giver os et rigtig godt afsæt for det videre arbejde med vores udspil til en sundhedsreform, som regeringen vil præsentere på den anden side af sommerferien,” lyder det fra Sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde, ved præsentationen.
Men hvad er det så hun har læst forud for præsentationen af Sundhedsstrukturkommissionens rapport, hvis vi ser det i et offentligt-privat perspektiv?
Kommissionen konstaterer ind til flere gange i den 40 sider lange sammenfatning, at vi i Danmark har en lang tradition for at bruge private aktører som leverandører i dele af det offentligt finansierede sundhedsvæsen.
Hele 251 gange bruger Sundhedsstrukturkommissionen begrebet `privat´ på de godt 400 sider, som hovedrapporten fylder. I alt operer man med et værk inklusive bilag på små 700 sider.
I hovedrapporten tager kommissionen os ganske slavisk og umiddelbart grundigt gennem brugen af private aktører i sundhedsvæsnet, lige fra de specialiserede privathospitaler, der ”hører under” regionerne, frit valg af hjemmehjælp fra private leverandører ”under kommunerne”, til alment praktiserende læger, apoteker og forsikringer. For nu blot at nævne nogle af de mange private elementer, vi har i vores sundhedsvæsen.
Det er her værd at bemærke at kommissionen, selvom den tilsyneladende har gjort sig en række overvejelser om brugen af private sygehuse, sundhedsforsikringer og patientrettigheder, som frit valg, ikke har fundet anledning til at komme med anbefalinger om organisatoriske ændringer indenfor områderne.
Man kunne næsten sige, at de private var fredet i en hvis form, da rapporten på mange måder afspejler, de seneste måneders opgør mellem regioner og kommuner mht, hvem der skal være herre over det nærer sundhedsvæsen. Omvendt blev der ikke lagt op til egentlige udvidelser for de private.
Må ikke medfører sårbarhed
I drøftelsen af brugen af private sygehuse lægger kommissionen vægt på, at de sygehusansvarlige myndigheder fortsat skal anvende den private sygehuskapacitet strategisk, bl.a. for at understøtte sammenhæng i patienternes forløb.
Men det er værd at bemærke, at kommissionen også gør opmærksom på, at de sygehusansvarlige myndigheder bør være opmærksomme på, at brugen af privat kapacitet ikke må medføre en sårbarhed for det offentlige sundhedsvæsen på de områder, hvor private sygehuse varetager en forholdsvis stor del af den offentligt finansierede aktivitet.
Det kunne eksempelvis dreje sig om det ortopædiske område, hvor ventetiderne lige nu presser regionerne.
Mytedræber og frit valg
Der er flere roser til sundhedsforsikringernes rolle i det samlede sundhedssystem.
”Kommissionens analyser peger på, at sundhedsforsikringerne- og ordningerne, som omfatter 2,7 millioner danskere, er med til at frigøre ressourcer på de danske sygehuse. Det er en vigtig mytedræber, som bør bane vejen for et bedre og stærkere samspil mellem det offentlige sundhedsvæsen og de private supplementer,” siger direktør Thomas Brenøe fra Forsikring & Pension i en reaktion på kommissionsrapporten.
I forhold til om forsikringsselskaberne selv bør ansætte deres egne læger til at visitere patienter til indsatser, der kræver lægeerklæring, er det kommissionens vurdering, at det almenmedicinske tilbud (din praktiserende læge) fortsat bør varetage rollen som gatekeeper, også for patienter med en sundhedsforsikring. ”På den måde mindskes risikoen for et uhensigtsmæssigt træk på knappe personaleressourcer i sundhedsvæsenet,” skriver Kommissionen
Endelig vurderer Sundhedsstrukturkommissionen, at patientrettigheder om frit valg og hurtig udredning, behandling og genoptræning generelt udgør en positiv drivkraft i sundhedsvæsenet, som er med til at løfte kvaliteten og forbedre patienternes oplevelser i sundhedsvæsenet.
Et struktureret værk
Rapporten lægger op til seks tværgående anbefalinger af sundhedsvæsnet, men inden de kommer frem til det, er folkene bag rapporten modsat dem bag rapporterne og anbefalingerne i forhold til ældre- og socialområderne gået anderledes struktureret til værks.
Her får læserne ikke kun henvisninger til kilder som dokumentation, men side efter side oplister man data om de mange områder, hvor private aktører indgår.
Der er tale om et digert værk, hvor data flittigt bruges i grafer og tabeller. Blandt en af de interessante opstillinger er en tabel på side 261, om udvalgte private aktører på sundheds- og ældreområdet (se tabel) fordelt på hovedgrupper.
Her får du et rimeligt overblik over aktører, økonomi og lovgivning, noget man savner i de mange OPS-debatter.
Behov for oprustning af det nære sundhedsvæsen
Men hvad har man mere generelt tænkt i kommissionen?
”Vi ser i Kommissionen et behov for markante ændringer i den måde, som sundhedsvæsenet er organiseret i dag. Der er brug for at opruste i det primære sundhedsvæsen uden for sygehusene, at patienterne oplever større sammenhæng i deres forløb på tværs af sektorerne, og at ressourcerne fordeles mere ligeligt, så borgerne i hele landet har lige adgang til sundhedstilbud,” siger formanden for Sundhedsstrukturkommissionen Jesper Fisker ved præsentationen.
Han peger på, at kommissionen kommer med de tidligere nævnte seks tværgående anbefalinger samt tre mulige forvaltningsmodeller.
Alle skal hjem og botanisere
Alle tre modeller vil lave markant om på regionsforståelsen, som vi kender det i dag. I en af de tre modeller foreslår kommissionen, at kommunerne fratages ansvaret for pleje, men det afviser sundhedsministeren og kommuner ganske få timer efter præsentationen.
”Vi har meget svært som regering ved at se for os, at det ikke er kommunerne, der skal stå for at have ansvar for plejehjem og madservice i borgernes hjem – eller personlig pleje for den sags skyld,” siger Sophie Løhde.
Ingen af regeringspartierne vil kort efter præsentationen lægge sig fast på en model for fremtidens sundhedsvæsen, fremgår det af artikler fra ritzau.
Alle skal hjem og botaniserer i den meget lange rapport, som du kan finde her.
