Med en uge til Folkemødet, hvor erhvervsfolk, interesseorganisationer, lobbyister og politikere dyster i debatterne, bliver Dansk Industri beskyldt for at købe sig til indflydelse på Christiansborg.
”Når DI’s administrerende direktør gerne vil tale med en, så plejer de fleste på Christiansborg gerne at ville tage den samtale,” lyder det Morten Høyer, som er direktør for kommunikation og public affairs i Dansk Industri.
Udtalelsen falder i forlængelse af en række spørgsmål fra A4 Overenskomst, hvor man rejser kritiske spørgsmål om, hvorvidt Dansk Industri køber sig til adgang og indflydelse på Christiansborg.
Dansk Industri rekrutterer nemlig ifølge mediet i stigende grad unge rådgivere og politikmagere direkte fra de politiske partier på Christiansborg.
Der har de senere år jævnligt været debat om ”svingdørslobbyisme”, hvor toppolitikere skifter over til erhvervsorganisationer. Eksempelvis tidligere justitsminister Nick Hækkerup der blev direktør for Dansk Bryggeriforening, men her drejer det sig om de unge og knap så profilerede, der kommer direkte fra ”Borgen”.
Policyprofessionelle
Det kalder på en diskussion af, hvordan magtfulde og velhavende aktører kan bruge rekruttering strategisk til at påvirke dansk politik, mener magteliteforsker og lektor ved CBS Christoph Ellersgaard. Han har specialiseret sig i netværk og organisationers indflydelse på det danske samfund.
“Det er jo meget godt tænkt af Dansk Industri. Det understreger mere et problem, nemlig at man kan købe sig til bedre adgang til de politiske processer, fordi der er opstået en karrierevej, hvor man sælger sin viden og sit netværk til højestbydende. Det kan godt medføre en skævvridning i muligheden for at udøve politisk indflydelse,” siger han.
Christoph Ellersgaard omtaler de unge, der bliver rekrutterede af Dansk Industri som “policyprofessionelle” – en klasse af professionelle uden formelt politisk mandat, der specialiserer sig i at formulere og påvirke politik på flere sider af lovgivningsprocessen.
Finder det ikke odiøst
Morten Høyer afviser som nævnt i indledningen den udlægning ud fra en betragtning om, at når Dansk Industris direktør og ønsker et møde, så vil han typisk også få et og det uafhængigt af, hvor mange unge “policyprofessionelle”, der er ansat.
Han understreger derfor, at man ikke ansætter folk i Dansk Industri alene på grund af en politisk baggrund. Det kan blot være en yderligere fordel, lyder det.
Benny Damsgaard der har været politisk rådgiver for en tidligere administrerende direktør i Dansk Industri er sådan set ikke i tvivl om, at Dansk Industri ved at hive de unge ind direkte fra partierne opnår en indsigt i de politiske processer på borgen og adgang til et netværk der kan give indflydelse.
“Men det finder jeg ikke noget odiøst i. Det adskiller sig ikke fra, hvordan man gør i flere andre af de store professionelle public affairs-afdelinger og -bureauer,” siger Benny Damsgaard, der i dag er partner og rådgiver i public affairs-bureauet ConXus.