Danmark befinder sig i en øget risiko for en kontaktløs krig, det vil sige en hybridkrig, der udspiller sig på nettet og ikke nøjes med at ramme central infrastruktur, men virksomheder og civile.
Det kan man læse ud af en rapport fra Center for Strategic and International Studies (CSIS). Her iagttager man bl.a. en øget forekomst af hackeraktivisme, hvor mere eller mindre autonome grupper understøtter alle sider af de igangværende konflikter, hvad enten man tænker Gaza eller Ukraine.
Gruppernes angreb bliver fortsat mere avanceret, og spørgsmålet er om myndighederne kan forebygge og forhindre deres angreb og spredning af desinformation?
Danske Industri har i en rundspørge spurgt over 500 medlemsvirksomheder om deres syn på myndighedernes forholdsregler.
Her er det påfaldende, at kun 23 procent af dem der svarede i rundspørgen, at de havde lav grad af tillid, mens virksomheder, der slet ikke havde tillid til myndighederne, kun udgjorde 3 procent af svarene.
Det vil sige, at over en fjerdedel af virksomhederne havde lav tillid eller slet ingen tillid til myndighederne.
Det skal samtidig ses i perspektiv af, at ni ud af ti virksomheder i en vis grad var bekymrede for, at en hybridkrig kan give negative følger for virksomhedens forretningssituation.
Kun fantasien sætter grænserne
Men hvor stort er problemet?
Nogle af hovedkonklusionerne fra rapporten fra CSIS, angiver at ransomeware angrebne steget med 200 procent i 2023 sammenlignet med 2022 på globalt plan.
Antallet af ondsindede PyPl-pakker er steget med 400 procent i 2023 sammenlignet med 2022 på globalt plan. I alt er119 millioner betalingskort er lagt ud på the dark web i 2023.
”Det er nok desværre kun fantasien, der sætter grænserne de kommende år. Det er ganske alvorligt, ” siger Statsminister Mette Frederiksen i et interview med DR om risikoen for russiske hybridangreb.
Så der er grund til at være bekymret, derfor har Dansk Industri, for at komme virksomhedernes behov i møde oprettet et nyt beredskabssite, hvor medlemmer kan finde vejledning, gode råd og nyttige links til relevante myndigheder.
Opgradering af det offentlige beredskab
”Vi har oprettet en følgegruppe, hvor interesserede medlemmer løbende vil modtage relevant information,” siger Thomas Bustrup, viceadm. direktør i DI i en pressemeddelelse.
Han opfordrer samtidig til, at man får en opgradering af det offentlige danske beredskab. Den samme opfordring går også ud til virksomhederne, som DI opfordrer til at overveje, om de har det nødvendige beredskab.
”Vi ønsker ikke at skabe frygt, men vi vil gerne opfordre virksomhederne til at overveje, om de har det nødvendige beredskab, hvis de skulle få brug for det,” siger Thomas Bustrup.
Han oplyser, at DI lige nu skruer op for samarbejdet med myndigheder og det politiske system omkring beredskab og trusselsvurderinger for at sikre, at der er den nødvendige opmærksomhed og koordination hos det officielle Danmark.