Skip to main content

”Som det er i dag, er der forskellige barrierer for at etablere friplejehjem, bl.a. er det ekstra svært at rejse kapital til friplejehjem i landdistrikterne, ” skriver Ældreminister Mette Kierkgaard på LinkedIn.

Det gør hun i forlængelse af, at hun i en pressemeddelelse annoncerede at hun og regeringen vil sætte kvoten for statslig støtte til at opføre friplejehjem op, så det fremover er muligt at etablere et friplejehjem med 100 % statsgaranterede lån.

Hvis vi ser rundt landet på placeringen af friplejehjem, så har hun en pointe i, at der enten ikke er friplejehjem i det man kender som udkantsdanmark, eller der har været nogle udfordringer med, at få dem etableret i eksempelvis Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Varde, Morsø.

Et vink med en vognstang

Men hvad er det lige for et signal regeringen sender og hvad betyder det?

”Det er lidt teknisk 🤓 Men det er vigtigt. For der skal være valgmuligheder og mangfoldig i HELE landet. Og der skal være liv i landdistrikterne hele livet 💜,” skriver Mette Kierkgaard.

På den store klinge kan man sige, at det her er en vink med en vognstang til de store private investorerne om, at staten tager ansvar for de regionale udfordringer man kan se ved at øge kvoten, samt yde 100 pct. statsgaranterede, hvor det i dag er 75 % statsgaranterede lån.

Men om det betyder noget for de store private kapitalinvestorer som for eksempel Sampension, Northern Horizon, vender vi tilbage til.

I pressemeddelelsen fra ældreministeriet siger Mette Kierkgaard blandt andet:

”Det er så vigtigt, at vi får forbedret muligheden for at etablere friplejehjem. Vi skal have mange forskellige og gode valgmuligheder for ældre, der flytter på plejehjem. Det kræver, at vi ligestiller offentlige og private aktører. For hvis ikke de har samme vilkår for at levere velfærden, er valget for den ældre reelt ikke særligt frit.”

Hendes perspektiv er altså båret af ligestilling mellem leverandørerne og borgerens valgmuligheder.

En model for ildsjæle

Men hvor meget valgfrihed ligger der potentielt i udmeldingen?

Ser vi allerførst på kvoteudmeldingen, så rykker 75 ekstra boliger (fra 225 – 300) pr år ikke meget i perspektiv af, at vi frem mod 2030 kommer til at mangle omkring 7000 plejeboliger, hvis vi ser på de seneste tal og analyser.

Samlet set giver statens nye kvote på 300 friplejeboliger en kapacitet på et sted mellem 4 – 6 friplejehjem, hvis de kommer til at ligge på det niveau de store plejeleverandører, de senere år er rykket ind i. Her kan man desuden iagttage, at de her kvote- boliger sjældent er noget de større friplejeleverandører (undtagen Danske Diakonhjem) rykker ind i.

Det her er umiddelbart mere en model for lokale ildsjæleprojekter og ikke koncernbårne friplejehjem.

Taksterne og ikke viljen står i vejen

De store friplejekoncerner som Altiden, Attendo, OK-Fonden, Mariehjemmene og Danske Diakonhjem er ikke bygningsejere, men lejer sig typisk ind på nogle lange kontrakter hos de private investorer, der har bygget og investeret i plejeboligmassen. (f.eks. Sampension, Northern Horizon, PFA)

Det vil sig man har adskilte kompetencer. Dem der investerer, bygger og driver bygningerne og dem der står for plejeboligdriften.

Udfordringer selv i landdistrikterne har ikke så meget været, at man ikke vil bygge, udfordringen har været, at en lang række friplejeleverandører, nærmest dem alle sammen ikke har følt sig sikker på de takster som kommunerne beregner og her kan man i et vist omfang se at udkantsområderne virker til at have takster i den lave ende af spekteret.

Det er derfor tvivlsomt om en øget kvote vil løse manglen på friplejehjem i landdistrikterne, hvis ikke man også løser takstudfordringerne og her har regeringen varslet en ny model for takster, med nationale satser for overhead, men selve modellen fortjener fortsat at blive foldet ud.

Kvoteordningen kræver flere kompetencer

Hvis vi vender tilbage til om regeringens øgede kvoter vil betyde noget for de store private kapitalinvestorer og så at sige smadre deres marked, så er det kort svar svaret nej.

Hele pointen med kvoteordningen er, at de almenlignende lån gives til friplejeleverandøren, som så både kan være plejeleverandør og bygningsejer uden at være en almenboligorganisation med den erfaring en sådan har med bygningsdrift.

Det primære fokus for en plejeleverandør er borgerne og plejefagligheden, men i kvotekonstruktion bliver friplejeleverandøren altså nødt til at udvide sit fokus og have et stærkt fokus på bygningsdrift, selvom det ikke er kernekompetencen.

En anden af udfordringerne ved den her konstruktion er, at de her lån skal amortiseres. Det vil sige, det skal ifølge bekendtgørelsen påbegynde afdrag med 2.8 pct allerede 3 måneder efter det er givet, så man skal så at sige hurtigt have nogle penge op af kassen som friplejeleverandør.

Der findes i branchen flere eksempler på, at det er eller har været dyrt, at gå den vej, hvor friplejeleverandøren både sidder for bordenden ift plejen og driften af bygninger. Det første friplejehjem der gik konkurs i Odense havde en tilsvarende konstruktion.

Når vi spørger ud i branchen, er der ikke nogen som tror på, at en øget kvote umiddelbart sætter de private investorer og herunder pensionskasserne skakmat.