Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i en analyse advaret om, at vi i 2030 kommer til at mangle 100.000 faglærte i 2030, den udvikling vil Nordea Fonden gerne påvirke, derfor sender man nu 100 millioner kroner ud til 30 erhvervsskoler og FGU-institutioner.
Og støtten til de offentlige erhvervsskoler og institutioner kommer ikke et øjeblik for tidligt, for situationen er potentielt meget værre. For selvom beskæftigelsen i Danmark er steget med 160.000 personer de sidste fire år, så er antallet af faglærte danskere i beskæftigelse faldet med 17.000, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI).
”Det er et kæmpeproblem for Danmark. Vi har et stort behov for flere faglærte til en lang række opgaver ikke mindst i den grønne omstilling, og det er et meget dårligt tegn, at der bliver færre faglærte i job, selvom beskæftigelsen stiger,” siger Steen Nielsen, vicedirektør i DI.
Minister: Det er årets bedste julegaveHos Nordea-fonden har man haft et væld af ansøgninger til ”Værkstedspuljen.”
”Vi har brug for nye generationer af dygtige faglærte og håber, at Værkstedspuljen bidrager til, at flere unge får lyst til at blive håndværkere – uanset om det er smed, kok, landmand eller andre fag. Det har været fantastisk at få et væld af ansøgninger fra ambitiøse FGU- og erhvervsskoler, der gerne vil tilbyde deres elever de bedst mulige rammer med moderne udstyr og topkvalificerede faglærere,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden i en pressemeddelelse.
I regeringen glædes børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye over Nordea-fondens bidrag.
”Det er helt utroligt glædeligt, at Nordea-fonden bidrager til, at eleverne kan få nye værksteder og maskiner på over 50 skoler i hele landet. Det er allerede årets bedste julegave,” siger han.
3D-printere, fiberskærere og droner er et lille udpluk af det nye udstyr, der er på vej til de i 30 skoler fordelt på 57 lokationer.
Skal gøre det mere attraktivt
Midlerne skal også gå til bedre faciliteter og opkvalificering af undervisere og dermed gøre det mere attraktivt for unge at tage en erhvervsuddannelse.
Hos EUC Syd i Sønderborg vil der blive skabt et topmoderne multiværksted for tømrer- og mureruddannelsen.
”Jo bedre faciliteter og udstyr, vi kan præsentere for de unge, jo mere attraktivt bliver det for dem at vælge en erhvervsuddannelse. Og vi får brug for endnu flere faglærte til den grønne omstilling,” siger Jan Kleeman, der er vicedirektør på EUC Syd.
Han håber, at pengene bidrager til, at flere unge får lyst til at blive håndværkere – uanset om det er smed, kok, landmand eller andre fag.
Fakta om Nordea-fondens Værkstedspulje
Nordea-fonden uddeler i 2023 cirka 900 millioner kroner. I juni 2023 øremærkede Nordea-fonden med Værkstedspuljen 100 mio. kr. til nye værksteder, nyt udstyr og kompetenceudvikling på erhvervs- og FGU-skoler. 68 uddannelsesinstitutioner fra Danmark og Færøerne søgte om støtte fra puljen. I alt er der søgt støtte for 284 mio. kr. Ud af de 68 ansøgere var 1/3 FGU-institutioner, mens 2/3 var erhvervsskoler.