Drivmidlet for vores velfærdssamfund er mennesker med kompetencer, men fremtiden tegner til, at vi inden for de næste ti år vil stå og mangle omkring 130.000 på arbejdsmarkedet ifølge Dansk Erhverv.
Og organisationen er ikke alene om at pege på den udfordring. Senest har statsministeren i et interview med Berlingske sagt:
”Den nye tids valuta i dansk politik er ikke penge, for dem har vi mange af – det er, at vi ikke kan bruge pengene, hvis der ikke er tilstrækkeligt med medarbejdere.”
Derfor vil man ifølge statsministeren se regeringen træde det igennem i den kommende politiske sæson.
Men hvordan ser det lige ud med, at regeringen træder noget som helst nyt igennem, set i perspektiv af, at vi har en trepartisregering hen over midten, der skal blive enige, for slet ikke tale om et spraglet folketing?
Her må man bare erkende, at vi befinder os i en paradoksal politisk virkelighed. På den ene side har vi en regering og et Folketing, der kan træffe svære beslutninger, også når politikerne kommer i modvind, som da regeringen afskaffede st. Bededag.
På den anden side er det, som om de samme politikere har mistet følingen eller hørelsen uden for Christiansborgboblen, når nogen konkret adresserer det minefelt af jordskredshuller, der er i den dalende arbejdskraft, som også statsministeren er inde på.
Et usædvanligt stunt
Onsdag rakte 1200 erhvervsfolk hånden ud til Christiansborg med løftet om, at virksomhederne ville tage fat og handle på de mange vilde udfordringer Danmark står overfor. Det skete på Dansk Erhvervs årsdag.Der var dog et par ting organisationen gerne vil have politikerne til at forholde sig til, og derfor havde Dansk Erhverv gennemført et helt fantastisk og usædvanligt stunt.
Organisationen havde nemlig samlet syv partiledere og tre minister til en debat, hvor politikerne på 45 minutter kun skulle forholde sig til to hovedtemaer.
Behovet for mere arbejdskraft og behovet for mere frihed i form af mindre skattetryk og offentlig støtte. På OPS-Indsigt havde vi fornøjelse af at følge den første debat i denne politiske sæson.Læs også: Tid til at handle på de vilde problemer
Formåede ikke at samle sig
Følger man dansk politik, vil man vide, at det hører til sjældenhederne, at alle partier enige. Alle politikerne anerkendte i onsdags, at der mangler arbejdskraft i Danmark.
Der var også bred enighed om, at hvis udfordringen skal løses, så er der brug for flere udenlandske hænder og hoveder, men når det kom til metoden, så var vi tilbage i almindelig dansk variationspolitik og det er alarmerende.
Der var ikke en entydig opbakning til Dansk Erhvervs forslag om, at Danmark skal indgå flere partnerskaber med andre lande uden for EU, der sikrer rekruttering af op imod 50.000 kvalificerede personer inden for de næste ti år.
Oplevelsen var alarmerende, fordi de her ledende christiansborgpolitikere, til trods for nogle ret så kraftige meldinger fra Dansk Erhverv om konsekvenserne ved den manglende arbejdskraft, ikke formåede at samle sig om og mod den fælles udfordring.
Der var på ingen måder signaler, der mindede om den situation, hvor partierne ved invasionen af Ukraine sidste år samlede sig på tværs af politiske skel i en fælles front, hvor bl.a. Enhedslisten besluttede ikke længere at ville nedlægge militæret eller kæmpe imod EU endsige melde sig ud af Nato.
En tilsvarende forløsning kunne man have håbet på ved Dansk Erhvervs årsdag, når nu man havde samlet alle partier undtagen Enhedslisten til en debat om et af fremtidens væsentligste udfordringer – drivmidlet for vores velfærdssamfund – mennesker med kompetencer.
Hvad gør vi, når næstbedste løsning slipper op?
Man kan så spørge sig selv om Dansk Erhverv ikke bare har råbt ”ulven kommer” en gang for mange? For to år siden var Dansk Erhverv nemlig også ude med et lignede opråb og tilsvarende har Dansk Industri gentagende gange råbt på mere arbejdskraft.
Det er dog næppe situationen. I velfærdssektoren har man talt om den her udfordring i minimum de sidste ti år og hvis man har taget et demografisk tjek hos Danmarks Statistik, så har de barske forudsigelser ligget der i årevis.
Det ligner en tornerosesøvn i eventyrdanmark, hvor Christiansborgpolitikerne gerne drømmer om at gøre noget ved det på den længere bane, eller også er de blevet dissideret immune, overfor potentielle trusselsbilleder på samme måde som med Ukraine. Her har man siden 2014 holdt sig mere eller mindre for øjnene indtil man brat vågnede op, da Rusland foretog en reel invasion.
Det kan lyde urimeligt at sammenligne en stigende arbejdskraftsmangel med tiden op til en invasion af et andet land, men virkeligheden er den, at 14 pct. af virksomhedernes rekrutteringsforsøg ender med at ledige stillinger ifølge STAR ikke bliver besat. Inden for blød velfærd taler vi om 17 – 20 pct.
På et tidspunkt invaderes stillingerne af andre kompetencer end de efterspurgte, hvilket allerede sker i bredt omfang. Inden for den bløde velfærd taler vi om, at 28 pct. besættes med en anden profil, men ingen taler om hvorvidt det er den rigtige løsning og hvad vi gør, når den næstbedste løsning slipper op?
Den mulighed var til stede på Dansk Erhvervs årsdag.
Ja tak – men nej tak
Men hvordan modtog politikerne så de to forslag fra Dansk Erhverv?
Debatten, som blev modereret af journalist fra TV2 Charlotte Beder, afslørede hurtigt uenighed i regeringen. Faktisk var der kun to politikere, der helt klart sagde ja tak til at hente udenlandsk arbejdskraft til landet via partnerskabsaftaler. Det var Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance og Jacob Engel-Schmidt fra Moderaterne.
”Vi har brug for at nedbryde det politiske beton, der gør det så bøvlet at komme til Danmark og arbejde,” sagde Jakob Engel-Schmidt (M) og illustrerede dermed, at selvom man på rammeniveau kan være enige politisk, så er variationen omkring hvem og hvordan man løser det her, multipel som antallet af partier.
Der var naturligvis støtte til forslaget fra Økonomiminister Jakob Ellemann (V), men han skulle ligesom Søren Pape (C) lige have et par andre betragtninger med, som ikke nødvendigvis var udtryk for et klart ja.
”Jeg tror ikke helt, at alle har indset, hvor stor udfordringen er. Det er et kæmpe problem, som vi skal have løst,” lød det fra Søren Pape, som i samme åndedrag pegede på, at en del af løsningen er, at det offentlige ikke skal vokse mere.
Hos Erhvervsminister Morten Bødskov (S) var svaret ja tak – men nej tak.
”Vi har brug for mere arbejdskraft, men vi holder os til regeringsgrundlaget, hvor det her er sat i højsædet. Men jeg vil bare lige illustrerer, hvad det er, det her forslag med at få minimum 50.000 til Danmark kan betyde. Det svarer til, at vi skal modtage, hvad der svarer til indbyggertallet i Silkeborg Kommune,” sagde han.
Morten Bødskov pegede samtidig på, at et var de 50.000 kvalificerede udenlandske medarbejdere, men de skulle jo også have deres familie med og så var det straks en ganske anden historie, ”For så er vi lige pludselig oppe i størrelse af Aalborg Kommune, og der skal man tænke over de afledte effekter ift bl.a. udgifter til daginstitutioner m.v.,” lød det fra Morten Bødskov.
Inger Støjberg fra Danmarks Demokraterne konstaterede, at vi ikke kom udenom, at vi skal have flere, kvalificerede udenlandske medarbejdere, men hun pegede også, at det ikke skulle være noget socialkontor.
Blev ikke udfordret på gamle løsninger
Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti sagde pænt nej tak til Dansk Erhvervs forslag. Han pegede i stedet på, at vi har 40.000 unge der ikke er beskæftigelse, samt en lidt større reserve blandt seniorerne på omkring 66.000, så han kunne slet ikke se nødvendigheden.
Her burde man have udfordret, om hans forslag lyder som gangbare løsningsforslag. De er jo allerede afprøvet af flere regeringer uden den store succes. Her er det værd at bemærke, at når de 40.000 unge ikke er i beskæftigelse, handler det for manges vedkommende om deres udfordringer ved at træde ind i deres voksenliv og på arbejdsmarkedet. I bedste fald kan de dække et job på deltid.
Og i forhold til de mange seniorer, som politikerne ved enhver given lejlighed nævner som en ressource, så skal man heller ikke regne for meget med deres fulde kapacitet uanset, hvor mange eksotiske tilbud regeringerne kommer med for at reducerer tilbagetrækningen på arbejdsmarkedet.
Mangel på forening
I sidste uge var jeg sammen med et hold sygeplejeelever, som jeg var sygeplejelærer for, da de afsluttede for over 30 år siden.
Alle brænder de for deres fag, men de fleste havde allerede 10 år før folkepensionen trukket sig fra praksis. Ingen af dem skulle tilbage til en medicinsk eller kirurgisk afdeling, hvad enten de var i medicinalindustrien, var selvstændig, tilknyttet en vikarvirksomhed eller bestred en lederfunktion. En sygeplejerske som var blevet i sundhedsvæsnet, udtrykte det sådan. ”Sundhedsvæsnet er ikke en pind værd. Vi burde brænde det hele ned og starte forfra, særligt i psykiatrien,” sagde hun.
Med udsagn som dette og tanke på bl.a. de faglige organisationers vedvarende kritik af sundhedspersonalets forhold, skal politikerne stille sig selv spørgsmålet, hvor stor er sandsynligheden for at vi med de løsninger, som ikke alene Morten Messerschmidt foreslår, kan sænke tilbagetrækningen tilstrækkeligt til, at vi kan undgå de mandskabsmæssige jordfaldshuller, vi står over for?
Dansk Erhvervs forslag om at rekrutterer mindst 50.000 personer uden for Europa blev altså ikke dissideret hældt ned ad brættet, men debatten illustrerede, at der tydeligvis ikke findes enighed i regering og folketing om én metode.
De sidste mange års udlændingepolitik er med al tydelighed så fat forankret på tværs af folketinget, at den står i vejen for en hvilken som helst paradigmeskifte i arbejdsmarkedspolitikken. Som en deltager blandt publikum bemærkede;
”Jeg tror helt ærligt, at alvoren ikke er gået op for dem, så de kan forenes om noget nyt.”
Svært at reducere i erhvervsstøtten
Men hvordan forholdt politikerne sig til samfinansiering af en lavere selskabsskat på 27.pct ved at reducerer i erhvervsstøtteordningerne med 4.5 milliarder kroner og 4 milliarder kroner fra regeringens råderum?
Ikke overraskende så var Pia Olsen Dyhr (SF) imod, men hun sagde dog, at hun var villig til at se på det, hvis Brian Mikkelsen kom med et konkret forslag om, for eksempel at fjerne noget af erhvervsstøtten til landbruget.
”Jeg har selv siddet i en regering, hvor vi var så ambitiøse, at vi ville fjerne 3.5 milliarder kroner og det skal jeg hilse og sige var meget kompliceret,” sagde Pia Olesen Dyhr.
Jakob Ellemann kaldte omvendt forslaget fremragende. ”Det er det rigtige værktøj, at Dansk Erhverv har fat i og det er derfor vi også sat noget tilsvarende ind i regeringsgrundlaget,” lød det fra Økonomiministeren.
De fleste pegede ligesom Pia Olsen Dyhr på at forslaget er svært at gennemføre. ”Svært betyder dog ikke umuligt,” lød det fra erhvervsminister Morten Bødskov, der har nedsat et udvalg for at kigge på netop erhvervsstøtten.
”Hvis vi dropper debatten om, at det ikke lade sig gøre, så tror jeg faktisk, at vi kan gøre det,” sagde han.
En politisk skolegård
Martin Lidegaard fra Det Radikale Venstre var også positiv overfor forslaget fra Dansk Erhverv, men hans kommentar tegnede hvilket kludetæppe af politiske meninger, man står overfor, hvis man skal ændre i erhvervsstøtteordningerne.
Grundlæggende mente han, at det var fint, at Dansk Erhverv tog teten, som han udtrykte det. Men når man nu så på erhvervsstøtteordningerne, kunne man så ikke nøjes med at se på de ordninger, der ikke arbejdede i retning af en grøn omstilling? – Lød det retoriske budskab fra den radikale leder.
Og lige med et gik der politisk skolegård i panelet med ping pong og interne henvisninger imellem panelets deltagere, som gjorde det noget nær umuligt for moderatoren at styre de fremmødte politikere.
Rummet emmede ligesom startboksene på en galopbane eller cirkushestene inden tæppet trækkes til side og de kan løbe ind i den runde manege, hvor de bare kan cirkle rundt.
En frisk debat hvor deltagerne helt klart glædede sig til, at Folketinget åbner om en lille måned, men samtidig også et tydeligt billede på, hvor næsten uigennemtrængelig og resistent en boble vores politikere befinder sig i.
På intet tidspunkt tog politikerne solidt fat i noget af den faktuelle substans, som Dansk Erhverv havde leveret i forbindelse med deres årsdag.
Truslen mod vores velfærdsmodel er båret af hænder, vi ikke har og får svært ved at hente inden for EU`s grænser og udfordringen ved et bøvlet skatte- og erhvervsstøtteordningssystem øger risikoen for at virksomheder flytter hjemmefra.
Trods bred enighed om, at udfordringerne skal løses, så var der betænkeligt meget politisk banesvømning, og man kan kun håbe på, at christiansborgboblen har fået et par sprækker, der giver luft til at samarbejde med erhvervslivet om mulighederne for at løse de udfordringer, der allerede er på vej ind ad døren.
