Debatindlæg af Pernille Søndergaard og Anders Gerner Frost – Byrådspolitikere i Gribskov KommuneVi er lige nu på vej ind i kommunernes budgetprocesser, og økonomiaftalen mellem KL og Regeringen kræver, at kommunerne skal foretage prioritering både med hensyn til deres anlægsramme og deres serviceramme.
Det vil sige, at man helt konkret skal ud og vurdere, hvad man har råd til. Kan man fx bygge alle de daginstitutioner og plejehjem som demografien siger, der er behov for eller skal man ud at hente hjælp?Læs også: Byrødder: Planloven fastholder kommunalt monopol
Mange kommuner rammes i disse år af et demografisk pres, en stigning i antallet af ældre over 65 år samt en stigning i antallet af børn i daginstitutionsalderen. Det betyder reelt, at uanset partifarve må de lokale politikere og dermed kommunerne se på alternative løsninger for at løse velfærdsopgaverne fremadrettet.
Da politik er ideologisk, vil beslutningen om friplejehjem og private daginstitutioner være en nødløsning for flere partier. Politiske fingeraftryk bliver vigtigere end samarbejdetHer hopper kæden desværre af for flere byrådspolitikere. I deres iver efter at understrege, at det private alternativ er en nødløsning til, at kommunen selv at opfører og driver velfærdstilbud, sætter de en nemlig en politisk proces i gang, der kommer til at handle mere om, at kommunen er tvunget til løsningen end om at finde den gode løsning for borgerne.
Fokus i den politiske budgetproces bliver derfor at få sat så mange politiske aftryk på de private velfærdstilbud, og dermed glemmes samarbejdet med de private leverandører og berøres ofte slet ikke i det politiske rum.
Tænk på, hvad det betyder for fremtiden, at man slet ikke tænker i det efterfølgende samarbejde med erhvervslivet.
Det ender ofte med, at man får politiske beslutninger, hvor kommunerne risikerer, at der fremadrettet slet ikke er nok private velfærdsleverandører på markedet, simpelthen fordi de private velfærdsleverandører ikke oplever samarbejde og lydhørhed.
Se for eksempel på området for frit valg af hjemmepleje, her er antallet af leverandører faldet og flere og flere kommuner står reelt uden leverandører.Private tiltrækkes af et sikkert markedFor at løse den opgave, vi har lige nu i kommunerne, skal der flere leverandører ind på markedet, og når markedet er så volatilt, at takster lokalt kan ændres, og lokale politiske beslutninger kan ændre bundlinjen inden for blot en tidshorisont på 12 måneder, ser fremtidsudsigterne dystre ud på velfærdsmarkedet i Danmark.
Kommunerne bliver derfor nødt til at forstå, at offentlig-privat samarbejde ikke er en nødløsning, men en del af løsningen, også i leveringen af velfærdsydelser, og at samarbejde kræver, at kommunerne kender det private marked og er villige til at tage dialogen med de private leverandører, også om rammebetingelserne.
Private velfærdsvirksomheder kan kun eksistere, hvis der er sikkerhed og gennemskuelighed omkring afregningen, og vi er nødt til at anerkende, at private virksomheder kun er på et marked hvis der er sikkerhed for deres investering og sikkerhed for at de kan levere – og blive betalt for en drift eller den normering der er aftalt.
Borgerne ude i kommunerne går ikke op i, om deres velfærd leveres af kommunen eller af en privat leverandør. De går op i kvalitet og stabilitet, og i sidste ende er det kommunen og dermed kommunalbestyrelserne, der har ansvaret – også for at der er private leverandører der kan og vil levere velfærdsydelser i kommunerne.—Pernille Søndergaard og Anders Gerner Frost er foruden at være byrådspolitikere i Gribskov Kommune også indehavere af rådgivningsvirksomheden, GernerSondergaard