Sat på spidsen er to af de største forandringer, som man centralpolitisk har haft succes med at gennemfører på ældreområdet de seneste 30 år: Krav om kvalitetsstandarder under Poul Nyrup Rasmussen og frit valg af leverandør på hjemmeplejeområdet ved Lars Løkke Rasmussen.
Jeg er helt med på, at man også har indført muligheden for, at den private sektor bygger og etablerer friplejehjem. Spørgsmålet er bare, om det har skabt den helt store forandring eller blot er et tillæg til frit-valgs-tankerne, og så kan man i øvrigt diskutere, om den model er den helt store vækstsucces.
Fem friplejeleverandører har skabt en vækst på 1000 plejeboliger på fem år, men når vi potentielt kan se frem til en efterspørgsel på fem, eller ti gange så mange inden for de næste syv år, afhængigt af hvilke faktorer, der lægges ind i de kommunale plejeboligkapacitetsanalyser, så virker det noget trægt.
Selv i forhold til indførelsen af kvalitetsstandarder og borgerens frie valg af leverandør kan man diskutere implementeringsgraden. Ser man på det landkort, som OPS-Indsigt tidligere har udarbejdet over borgernes anvendelse af det frie valg, kan man uden de store anstrengelser iagttage ørkenlignende fænomener, hvor kommuner ligger så langt under gennemsnittet, at det bør give stof til eftertanke.
Tilsvarende kan man også iagttage i forhold til friplejehjem.
Udsultning giver risiko for konkurser
Min påstand her op til årets Folkemøde er, at kommunerne i en kollektiv ubevidsthed er i færd med at udsulte nogle af de private samarbejdspartnere, der reguleringsmæssigt er sat i verden, for at være både et supplement, men også en konkurrerende aflastning af den kommunale velfærdssektor.Læs også: Mød frisættelses-detektiverne i jagten på en reform eller to
De tørketendenser vi ser på det kommunale frit-valgs-kort, hvad enten det drejer sig om hjemmepleje eller friplejehjem har en direkte sammenhæng til kommunernes prissætning. På OPS-Indsigt har vi jævnligt hen over årene siden de relativt mange konkurser, skrevet om leverandører, der trækker sig fra hjemmeplejen på grund af kommunernes prissætning, hvad enten det er øst eller vest for Storebælt.
Det samme kan vi risikere på friplejeområdet. Jeg vurderer her risikoen for konkurser i en ikke så fjern fremtid for sandsynlig, og i værste fald vil vi se et stop i byggeriet af friplejehjem. Her skal man lige have in mente, at friplejesektoren har stået for 88 pct. af plejeboligvæksten de sidste fem år. Jf. Danmarks Statistik.
De fem til seks koncernopbyggede friplejeleverandører sender alle signaler om, at de gerne vil det her område, men samtidig skal kommunerne lytte til, at deres projektstyringskapacitet ift at deltage i nye byggerier er ved at have nået det maksimale. Og det er her, at kommunernes stærkt varierende friplejetakster kommer ind i billedet.
Læser man både undersøgelser fra VIVE og Dansk Erhverv om variationen i takster, vil man hurtigt selv kunne konkludere, at langt de fleste takster ligger under de 1500, kr. som OPS-Indsigt har lyttet sig til som en realistisk minimumstakst.Leverandøropgaven overskygger myndighedsansvar i kommunerne
Der er ingen tvivl om, at økonomi er en væsentlig faktor i vores ældrepleje, men forståelsen af økonomi i den offentlige og private sektor er vidt forskellig. Det ses særligt tydeligt på den måde kommunerne har udmøntet sidste års midtvejsregulering, så kommunerne som myndighed kan bestille den bedst mulige ældrepleje hos både de kommunale og ikke-kommunale leverandører.
Virkeligheden er bare, som vi ofte har beskrevet på OPS-Indsigt, at det er relativt få kommuner, der har inviteret deres ikke-kommunale leverandører ind til en samtale om reguleringen af taksterne på samme vis som de kommunale.
Her mødes man ofte af argumenter som, at når det ikke står i kontrakten så er det ikke muligt, at regulerer de ikke-kommunale. Jeg møder endda personer, som i ramme alvor mener, at de reguleringer der kommer fra staten på grund af bl.a. en ekstraordinær inflation er møntet på kommunerne og ikke den private sektor.
Det er her man har lyst til at råbe hov stop!
Økonomien er jo netop givet til kommunerne som myndigheder med ansvar for at anvende skattekronerne, så borgerne kan få en ensartet ældreservice, hvad enten de har valgt en privat eller kommunal leverandør. Den er ikke givet til kommunerne i deres egenskab af leverandører og her er det værd at bemærke, at det er 40 pct. af de visiterede borgere til hjemmepleje, der vælger en privat leverandør.
De mange tusinde borgere risikerer jo ikke at kunne få samme ydelse, fordi der ikke er samme økonomi til stede og pengene alene er strømmet ind hos de kommunale leverandører, fordi kommunerne ikke er deres myndighedsopgave tilstrækkeligt bevidst.
Det er eksekveringspraksis og regelmekanismer som disse, der er medvirkende til, at private leverandører trækker sig fra markedet.
Kan skubbe til en ond cirkel
Men så er det vel godt, at den kommunale leverandør står klar til at tage over, de steder hvor de private hverken kan eller vil?
Ja, det er der i og for sig intet galt i, men fra en ny undersøgelse foretaget af Københavns Professionshøjskole ved vi, at eksempelvis en fjerdedel af dem der forlader det offentlige sundhedsvæsen har lukket døren og agter ikke, at komme tilbage. Det skal ses i perspektiv af, at FOA har estimeret, at vi i 2030 vil mangle 42.000 sundhedsmedarbejdere.
Pointen er her, at hvis private plejeleverandører, som ellers kan tiltrække de efterspurgte hænder og hoveder, lukker, så ved vi også, at rigtig mange af de ansatte ikke vil søge tilbage.
Og netop af den grund kan kommunernes prissætnings- og reguleringspraksis skubbe til en ond cirkel eller negativ effekt og dermed have større konsekvenser ind i kommunens udfordringer end lige det at finde den rigtige pris eller alene midtvejsregulere den kommunale leverandør, mhp at det hænger bedre sammen i den kommunale leverance.
Kommunernes DNA og grænseopfattelse står i vejen
Læser man den kommunikation, som der kommer fra de store erhvervsorganisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv, så kunne man god få den tanke, at kommunerne prisfastsætter og prisregulerer i et bevidst ønsker at kvæle de private velfærdsvirksomheder, men det mener jeg ikke, at man generelt set kan konkludere.
Når jeg tidligere har tilkendegivet, at der er tale om en kollektiv ubevidst handling i kommunerne, så handler det om den forforståelse og sektoropfattelsen af, hvad der er opgaven, som ligger i det kommunale DNA og den struktur vi har bygget op på ældreområdet, hvor hver kommune har nogle grænser, der svarer til mindre stater.
Jeg hører ofte, når jeg er ude på oplæg i kommunalpolitiske sammenhæng og vi drøfter friplejehjem, at ”Vores borgere ønsker ikke at flytte til nabokommunen, bare fordi der bliver bygget et friplejehjem. Vi skal sikre, at der er plejeboliger nok til vores egne borgere, så må de andre komme bagefter.”
Kommunerne er ganske enkelt fastlåst i en grænseforståelse, der nogen steder italesættes med en retorik, der minder om Nordirland. Lokalpolitisk og administrativt er der ganske enkelt ikke plads til det store nationale perspektiv på plejeboligkapaciteten, selvom Danmark befolkningsmæssigt ikke er meget større end metropolen Hamborg.
Velfærdschefer vil ikke løsrive plejehjemmene
Det er her, man kan tænke at frisættelse af plejeboligsektoren kunne være en forjættende tanke. Ikke kun i forhold til de her bestyrelser, som Ældreministeren hele tiden nævner, men en reel frisættelse i form af frigørelse. Det er dog næppe sikkert, at det vil blive vel modtaget i kommunerne for selvom man her gerne vil frisættes, så er det inden for egne grænser og serviceniveau forstås.
I Altinget har formanden for danske velfærdschefer Jakob Bigum Lundberg bl.a. skrevet om den kommunale forståelse af præmisserne for frisættelsen, at det sikres bedst i et kommunalt ledelseshierarki.
Men tænkt lidt ud af den kommunale grænseforståelse, så burde man lave plejeboligkapacitets analyser, der dækker en langt større geografi end de enkelte kommuner. Uden at opgaven nødvendigvis skal ligge i regionerne kunne man godt med fordel lave kapacitetsanalyser for plejeboliger i en regional eller klyngemæssig geografi.
Det ville også spare kommunerne for hver især, jævnligt at skulle udarbejde disse omkostningsfyldte analyser, der typisk sker med bistand fra den faggruppe, som regeringen gerne vil spare på (konsulenter).
Ny organisering vil rejse nye spørgsmål
Rent organisatorisk så har regeringen jo varslet, at alle kommunale plejehjem skal ledes af en bestyrelse. Det har en lang række aktører kritiseret (kommunale som ikke kommunale).
For hvor finder man alle de her frivillige kvalificerede bestyrelsesmedlemmer til 741 kommunale plejehjem?
Her kunne man tænke i en klyngeorganisering, måske endda svarende til sundhedsklyngernes geografi i en form for fælleskommunalt selvejende selskab, med de fordele og ulemper et sådant har.
Antallet af bestyrelser ville med det samme blive mindre og regnskabspraksis noget mere lig de ikke kommunale leverandører.Kommunerne ville naturligvis miste deres direkte ledelsesret, men hvad ville borgerne og samfundet vinde?
Potentielt et mindre forbrug i administration og analyser og en reel konkurrent til de ikke-kommunale plejehjem på mere lige vilkår ift økonomi, kvalitet og tiltrækning af medarbejdere.
Men vi løser nok ikke plejeboligsektorens udfordringer alene med denne manøvre.
Ny organisering rejser nemlig nye spørgsmål. Hvem har fx til opgave at dække udkantsdanmark med plejeboliger?
Kan vi her forvente, at de store kapitalselskaber og private friplejeleverandører vil stå i kø efter at bygge friplejehjem og den efterspørgsel der vil være i de her områder eller er det en opgave, som skal ligge i det offentlige regi?
