”Hvis ikke vi ændrer noget som helst, men fortsætter nøjagtigt, som vi gør nu, så vil vi stå i en kaotisk situation i forhold til, at der ikke vil være medarbejdere til at dække vagtplanerne i 2030,” sådan lyder den barske spådom fra sektorformand på social- og sundhedsområdet i FOA Tanja Nielsen.
Løsningerne på nutidens velfærdsudfordringer er multiple, små teams, hjemtagning, frisættelse, privatisering, Buurtzorg, servicebesparelser, friplejehjem, øget produktivitet, bedre ledelse, mindre bureaukrati og op i tid, men hvordan ser det egentligt ud i 2030?
På Folkemødet har OPS-Indsigt inviteret en række fremtrædende kvinder på tværs af den offentlige og private sektor til at se ud i fremtiden. Vi bringer her et interview med en af dem. Hvis du vil møde dem alle, må du dukke op på vores event torsdag den 15. juni.
Frygt for ulighed i sundhed
Tanja Nielsen er som sektorformand i FOA en af de centrale kvinder i dansk velfærd, og netop derfor har vi sat hende stævne til et interview forud for Folkemødet og hendes blik ind i fremtiden er noget dyster, hvis vi ikke sadler om.
”Det skræmmende er, at 2030 er lige om hjørnet, så det er bare med at komme i gang,” smiler Tanja Nielsen og fortsætter:
”I dag regner vi med, at 25 pct af de ansatte på ældreområdet er ikke-uddannede, det forventer vi vil være fordoblet, hvis ikke der sker en forandring. Vi kommer også til at se flere uheldige situationer, hvor personalet ikke magter udfordringerne og min største frygt er, at vi ser øget ulighed i sundhed og langt flere der dør tidligere, end de ellers ville, fordi de ikke kan få den pleje og behandling, som de har behov for,” siger hun.
Betyder det, at du ser øget privatisering af sundhedsvæsnet som en trussel?
”Jeg er bekymret for, at hvis vi ikke gør noget, så udvikler der sig et A og et B-hold. Vi ser allerede konturen og hvis vi bare sidder på hænderne, så bliver det dem der har flest ressourcer, der får det, de har behov for, enten fordi de selv betaler sig til det eller har en forsikring,” siger Tanja Nielsen.
Politisk prioritering bliver nødvendigt
Tanja Nielsen peger på, at ser man ind i demografien, så kommer man til at mangle omkring 16.000 ekstra social- og sundhedshjælpere eller assistenter, men tager man samtidig højde for alle dem der lige er ved at gå fra arbejdsmarkedet og på pension, så kommer vi til at mangle 42.000 faglærte medarbejder frem mod 2030.
”Og det er kun om syv år,” understreger hun.
Men hvad skal der til, for at vi ikke havner i det trusselsbillede, som Tanja Nielsen ser?
”Jeg tror, at vi kommer til at se ind i en fremtid, hvor det politiske bliver nødvendigt at prioriterer i opgaverne. Sådan at dem der virkelig har brug for hjælp kan få det,” siger hun og med det peger hun på, at regeringen har nedsat flere kommissioner, der skal komme med udspil til, hvordan vi skal forme vores sundhedsvæsen også i den nære fremtid som i 2030.
”Alle de gode takter vi er begyndt at tale om i den forbindelse, de skal ud og leve,” siger Tanja Nielsen. De skal ikke bare blive i rapporterne og i skrivebordsskufferne, for hende at se kræver det mod, indsigt og overblik, at få rettet sundhedsvæsnet rigtigt op.
Gangbroer mellem siloerne
Men hvor tænker hun prioriteringerne komme til at ramme først?
”Man kan ikke nøjes med kun at pege på sygehusene og bede medarbejderne arbejde hurtigere og mere effektivt, for omstillingen af sundhedsvæsnet hænger sammen med det borgerne kommer hjem til. Når de kommer hurtigere hjem, så skal der jo også være nogen til at tage imod dem med de rette kompetencer,” siger Tanja Nielsen
Her peger hun bl.a. at vi i det seneste udspil har set krav om effektiviseringer på sygehusene, hvilket betyder, at efterbehandlingen skal varetages i eget hjem. Det kræver for hende at se, at man samtidig tilfører de nødvendige ressourcer til hjemmeplejen. Sker det ikke vil kvaliteten falde drastisk med det resultat, at mange vil genindlægges, mener hun.
”Vi kan ganske enkelt ikke tåle, at man siloopdeler sygehusene og den kommunale indsats hver for sig. Vi er nødt til at prioritere nogle gangbroer mellem siloerne. Man er nødt til at se fremtidens sundhedsvæsen i sammenhængende forløb. Borgerne bliver jo ikke frisker af, at det går hurtigere og vi rykker hospitalet hjem i en villahave,” siger Tanja Nielsen.
Vi skal stoppe fagsnobberiet
Men hvad med hænderne? Hun har jo selv sagt, at der kommer til at mangle ufatteligt mange hænder.
Her peger Tanja Nielsen på en utraditionel måde at bryde op for den næsten uløselige mangel på arbejdskraft.
”Hvis vi skal sikre, at der er faglærte nok, så skal vi stoppe fagsnobberiet – Alle kompetencer skal i spil uanset faggrupper. Der går så mange ubrugte kompetencer rundt både i kommunerne og på sygehusene og de skal sættes i spil,” siger Tanja Nielsen.
Det kan være en social- og sundhedshjælper, en portør, en ernæringsassistent en fysioterapeut. Der kan være rigtig mange faggrupper, som ud over deres normale funktion har tillært sig kompetencer, som i dag ikke anvendes, fordi det formelt set skal løses af en anden faggruppe.
”De får ikke lov til at bruge, det de kan, fordi systemet er rigidt. Vi har alt for svært ved at få fingeren ud af egen navle og få det lange lys på, når vi skal udvikle og bruge de kompetencer som rent faktisk findes i systemet, ”siger Tanja Nielsen.
Hun taler for en meget mere glidende overgange mellem faggrupperne, som en måde at frigøre ressourcer på i et hårdt presset system.
”Alle folk skal på dæk, hvis vi skal lykkedes med fortsat at have et godt velfærdssamfund,” lyder det.
Spørgsmålet om `op i tid´ er kompliceret
Men hvad med at sætte folk op i tid? FOA har jo ofte været ude og tale om det skjulte potentiale der ligger i at deltidsansatte går op i tid.
”For os er det vigtigt, at vi lytter til vores medlemmer, så der ikke er tale om tvang men en fleksibel balance mellem arbejdsliv og privatliv. Det vil sige i de livsfaser, hvor medarbejderen har overskud til at være på fuld tid, for eksempel, når børnene er flytte hjemmefra, så kan det være en løsning for den enkelte,” siger Tanja Nielsen
Hun peger på, at spørgsmålet om at gå op i tid og derved frigøre flere ressourcer er en kompliceret drøftelse, hvor der ikke findes én snuptagsløsning.
Det hænger sammen med, at mange af de offentlige arbejdspladser er båndlægt sådan, at selv hvis den enkelte vil op i tid kan det ikke lige lade sig gøre på medarbejderens faste arbejdsplads på grund af budgettet eller dækningen af vagtplanen, men på naboinstitutionen vil man hilse medarbejderen velkommen. Det vil sige, op i tid kan i fremtiden betyde, at man har flere arbejdspladser inden for eksempelvis kommunen.
Og det er denne kompleksitet man ifølge Tanja Nielsen skal arbejde med. Grundlæggende mener hun, at man skal vende det hele lidt på hovedet.
”Deltid har været det normale i mange år, men hvis vi vender det om, så fuld tid bliver det normale, hvor medarbejderen kan flekse ned, når han eller hun er i livsfaser, hvor den enkelte har behov. Fx når man får børn eller lægger an til landing af pensionstilværelsen, så tror jeg der er ressourcer at hente,” siger Tanja Nielsen.
Læs også artiklen: Find her de Folkemøde-events, der har offentligt-privat samarbejde på dagsordenen
