Skip to main content

”Udliciter alt, hvad udliciteres kan og udbyd alle relevante opgaver i samarbejder,” lyder det i en ud af 13 anbefalinger fra Dansk Industri i et 27 sider langt udspil i forhold til et kommende forsvarsforlig, der forventes at blive præsenteret af fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på tirsdag  – den første arbejdsdag efter Pinse.

Udspillet fra Dansk Industri kommer desuden efter, at det i sidste uge slap ud, at regeringens udspil indeholder krav om, at der i fremtiden skal være flere værnepligtige i Danmark i en situation, hvor man i forvejen taler om arbejdskraftsmangel.

”Danmark skal igen have flere værnepligtige, og det er, fordi vi har brug for at styrke vores forsvar,” sagde forsvarsordfører Simon Kollerup (S) til ritzau.

Hos Dansk Folkeparti foreslår man, at antallet af værnepligtige femdobles til 10.000 årsværk, men så specifik ønsker Simon Kollerup ikke at være.

”Vi har brug for et forsvar, der har en bredere rekrutteringsbase, og vi har brug for, at flere unge danske mænd og kvinder er inde omkring værnepligten, for det er en stærk bund under et stærkt forsvar,” siger han.

Samfundssikkerhed går gennem partnerskaber

Dansk Industri erkender nødvendighed af et stærkere dansk forsvar under den nuværende sikkerhedspolitiske situation, men er bekymret for, at flere tusinde ekstra soldater vil presse et arbejdsmarked, der allerede mangler arbejdskraft. 

”Manglen på arbejdskraft kalder derfor i høj grad på helt ny tænkning og nye måder at løse opgaverne på. Vi skal sammen blive bedre til at løfte opgaverne smartere, hvor forsvaret fokuserer på de opgaver, der kræver uniform, og åbner for erhvervslivet på alle øvrige civile områder,” skriver man.

”Når vi poster så mange flere milliarder skattekroner i et stærkere dansk forsvar, så må vi også klart kunne forvente, at forsvaret i langt højere grad end i dag åbner for et langt tættere samarbejde med civilsamfundet og med erhvervslivet,” siger administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen i en pressemeddelelse.

Han peger på, at et stærkere forsvar er ikke kun en opgave for Forsvaret. Vejen til forsynings- og samfundssikkerhed går gennem partnerskaber, inddragelse af virksomheder, udlicitering og samarbejder.

Investering i forskning og læring af værnepligtige

Under overskriften ”Partnerskaber om et stærkere forsvar,” opstiller Dansk Industri 13 anbefalinger.

Dansk Industri foreslår i sit udspil at etablere strategiske samarbejder på flere områder af sikkerhedsmæssig interesse. Det gælder f.eks. konstruktionen af danske skibe til flåden, udvikling af droner og et stærkt cyberforsvar.

Dansk Industri foreslår desuden, at forsvaret skal lægge mange flere af de daglige opgaver ud til private virksomheder. Det gælder f.eks. opførsel og renovering af kaserner, energioptimering, vedligeholdelse af biler, skibe og fly. Samtidig anbefaler man, at der investeres i forskning og udvikling af ny teknologi sammen med danske iværksættere og vidensinstitutioner.

”Danske virksomheder er vant til også at arbejde med fortrolige informationer, så der er ikke nogen sikkerhedsmæssige hensyn, der bør stå i vejen for at lade private virksomheder løse opgaver i samspil med Forsvaret, og det skal også gøres på en måde, så de værnepligtige får læring, der kan give dem bedre muligheder på arbejdsmarkedet,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Dansk Industri har den pointe, at Danmark ikke kan konkurrere med andre lande på størrelse og råstyrke, men, at landet kan blive stærkere ved at bygge fremtidens forsvar i nye partnerskaber – mellem Forsvaret, erhvervslivet og vores videninstitutioner.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply