Der ligger et uudnyttet potentiale for at spare på udgifterne til sociale botilbud, som kommunerne ikke anvender. Det fremgår af en artikel i NB-Økonomi, hvor mediet har talt med professor Torben Tranæs, der er professor hos VIVE og formand for et ekspertudvalg, som er nedsat af den tidligere S-regering i samarbejde med KL.
Torben Tranæs peger blandt andet på, at der generelt er bygget nogle uheldige strukturer ind i det nuværende system, som gør, at det kan være svært for kommunerne at handle. Ikke mindst hvis de prøver at løse problemet i egen kommune.
“Helt grundlæggende er det et marked, hvor der er kronisk underudbud. Det er aldrig sundt for priserne. Det giver simpelthen et opadgående pres på priserne. Så det er en helt grundlæggende problemstilling,” siger han.
Hans betragtninger er interessante, fordi botilbud står for næsten 75 procent af de stigende udgifter på det specialiserede socialområde fra 2021 til 2022. Det viser en gennemgang, som NB-Økonomi har foretaget på baggrund af regnskabstal fra Danmarks Statistik.Men hvad er det for uheldige indbyggede strukturer, som tilsyneladende giver private aktører en fordel på dette marked?På OPS-Indsigt iagttager vi en serie af forhindringer og dilemmaer, der afholder kommunerne fra at frisætte driften af sociale botilbud og de handler om noget mere end de økonomiske udfordringer der ligger først for, som en presset anlægsramme og stigende udgifter til private botilbud.
Flere snubletråde og dilemmaer
Kommunerne er helt sikkert tilbageholdende med at bygge, fordi de er presset på anlægsrammen, det iagttager Torben Tranæs også, men han ser også noget andet.
“Der er et kollektivt handlingsproblem med, at det er smartest, hvis de andre bygger. Det skyldes, at du påtager dig noget risiko, når du bygger, plus at du bruger af din anlægsramme. Det kan i princippet løses ved, at man går sammen i nogle kommuner og planlægger det sammen,” siger han.
Det handler altså ikke kun om anlægsrammen, for selvom det er besværligt at udskille driftsopgaver i et §60 selskab, så er det ikke umuligt. Udfordringerne ligger lige så meget i de knap så gode erfaringer fra andre områder, den risiko kommunerne løber ved at lægge opgaven uden for ejerkommunernes ledelseshierarki, de manglende indtægter i administrationsoverhead og dækning af et evt. underskud.
Det er denne sjældent italesatte cocktail, som er virkelig giftig, der bl.a. afholder kommunerne fra at etablerer et fælleskommunalt selskab, fortæller flere kommunale kilder til OPS-Indsigt.
Kommunerne i Region Sjælland er dog i gang med at se på, hvad det er man kan gøre trods de mange dilemmaer. Det forklarer borgmester Pernille Beckmann i Greve Kommune
”Det er ikke en nem øvelse. Hvem skal være beliggenhedskommune? Hvordan holder man priserne i ro? Hvad hvis der er underskud på en institution, som én kommune har sat i gang for fællesskabets gavn?” siger hun til NB-Økonomi.
Fælleskommunale selskaber en blandet fornøjelse
De positive erfaringer fra fælleskommunale selskaber på markedsvilkår står ikke lige frem i kø som reklame for fælleskommunale selskaber.
Aarhus og Midtjyllands Lufthavne, der begge er ejet af en række kommuner, har haft nogle meget dårlige regnskabsresultater, hvor ejerne har måttet lægge millioner i kassen, for at holde dem flydende.
Læs artiklen: Viborg borgmester jagter støtte fra erhvervslivet til lukningstruet kommunal lufthavn
Senest har vi haft sager blandt de kommunale forsyningsselskaber som Silkeborg Forsyning, der har tabt 70 millioner kroner ved fejlinvesteringer.
Ser man på den nærer velfærd er der flere eksempler fra køkkenområdet. Historisk er erfaringerne gode med det som i dag hedder det Danske Madhus, som tilbage i 2012 opkøbte det offentligt ejede madselskab KRAM i en millionhandel, men erfaringerne er sidenhen ikke fulgt efter.
Fælleskommunale køkkener som eksempelvis ”Mad til Hverdag” i Hillerød, der er ejet af flere kommuner, er ikke umiddelbart nogen overskudsforretning. Ved sidste regnskab var resultatet af den ordinerer drift et underskud på en lille million kroner.
Må opgive administrationsoverhead
Går vi tilbage til det specialiserede socialområde har kommunerne en risiko for manglende indtægter, hvis de indgår i fælleskommunale selskaber. Her skal man være meget opmærksom på, at en del kommuner er såkaldte ”sælgerkommuner.”
Det vil sige, de har en positiv handelsbalance ift andre kommuner i det mellemkommunale regnskab, hvor et administrationsoverhead på mellem 4 – 7 pct ifølge KKR-aftalerne er en kærkommen indtægtskilde for trængte kommuner.
En indtægtskilde der godt kan løbe op i millioner og som vil blive reduceret, hvis kommunen bliver medejer af et fælleskommunalt botilbud, fordi det nye kommunale selskab nu skal have administrationsoverheadet.
Øget udbud og risiko for tomgang
Torben Tranæs peger på, at det specialiserede socialområde grundlæggende er et marked, hvor der er kronisk underudbud. ”Det er aldrig sundt for priserne. Det giver simpelthen et opadgående pres på priserne,” siger han.
Kommunerne vil altså i fællesskab kunne øge udbuddet og dermed i teorien medvirke til, at sænke priserne ved at øge konkurrencen. I den sammenhæng er der dog to udfordringer der er værd at bemærke.
Den ene er, at man på flere ”specialer” inden for socialområdet har en næsten monopollignende tilstand, hvor kun et eller få bosteder, har den rette faglige kompetence, så her vil et øget udbud af pladser ikke nødvendigvis føre til lavere priser.
Den anden knast man risikerer at løbe ind i, er tomgangshusleje ved at øge pladsudbuddet gennem et eller flere fælles store kommunale anlæg.
Det giver den udfordring, at når botilbuddet har tomme pladser på grund af dalende efterspørgsel, så skal udgifterne til beredskabet jo findes et sted. Hos ejerne eller hos kunderne.
Brud på den kommunale styringskæde
Endelig er der de kommunale ledelses- og styringsmulighederne, hvor det i et rent kommunalt regi er langt lettere, at lægge et pres på botilbudslederen for at tage imod de borgere, som kommunernes myndigheder ønsker at visitere.Den manøvre er ikke slå let ift lederen af et fælles kommunale botilbud, for her er det alene lederen, i lighed med de private botilbud, som har anvisningsretten i det fælleskommunale tilbud.
Her refererer lederen jo til en bestyrelse, hvis opgave det er at varetage det fælleskommunale selskabs interesser og ikke de enkelte kommuner.
Formanden for de kommunale velfærdschefer Jakob Bigum Lundberg har i et indlæg hos Altinget adresseret en tilsvarende problemstilling ift frisættelsen af de kommunale institutioner.
”Det er afgørende forskelligt, om lederen skylder sin ansættelse til et kommunalt ledelseshierarki, der ender i byrådet, eller i stedet er ansvarlig overfor en bestyrelse,…… I det øjeblik lederen ikke længere ansættes eller afskediges af andre kommunale ledere, skifter den grundlæggende loyalitet og fokus.”
Med andre ord kommunale velfærdschefer føler sig på ingen måde sikre på, at institutionsledere der ikke referer ind i kommunen kan se kommunens perspektiv. ”Det sikres bedst i et kommunalt ledelseshierarki,” lyder det.
