Debatindlæg af Jens Mondrup, formand, Dansk Tandsundhed
Demografi er det altoverskyggende emne, når vi diskuterer velfærds- og sundhedspolitik i Danmark i disse år. Det skyldes først og fremmest, at antallet af ældre stiger eksplosivt i disse år. Faktisk forventer Danmarks Statistik, at antallet af ældre på over 80 år vil stige med 59 % mellem år 2020 og 2030. Det kommer selvfølgelig til at kunne mærkes på velfærds- og sundhedsområdet.
Vi står ellers med et fornuftigt udgangspunkt ældre mennesker har en markant bedre mundhygiejne end for blot få generationer siden, og vi i dag har meget bedre behandlingsmuligheder. Det er positivt, men skal det fortsætte, så kræver det ganske enkelt, at antallet af behandlere følger med.
Lav behandlerkapacitet er en trussel
Alligevel er det dog nærmest gået i den modsatte retning med behandlerkapaciteten. Faktisk forventes andelen af tandlæger fortsat at falde frem mod 2030, netop i den periode, hvor antallet af ældre med et større behandlingsbehov forventes at stige. Og trods enkelte lappeløsninger, mangler vi stadig en langsigtet plan for, hvordan vi får gearet voksentandplejen til at kunne håndtere de demografiske ændringer.
I Dansk Tandsundheds løfter vores medlemmer naturligvis gerne deres del af opgaven med etablering af store faglige fællesskaber i yderområderne, indkøb af det nyeste udstyr og efteruddannelse af medarbejderne. Det er nødvendigt, da den stigende gruppe af ældre også forventes at få behov for nyere og mere komplicerede behandlinger, som stiller store krav til både klinikkernes udstyrspark og medarbejdernes kompetenceniveau.
Men investeringerne hjælper lige lidt, hvis det ikke er muligt at besætte stillingerne på medlemmernes klinikker, som det desværre ser ud til, hvis ikke vi får sat turbo på uddannelsen af nye tandlæger og tandplejere.
Godt med flere tandlæger, men hvor blev tandplejerne af?
I forbindelse med udflytningsaftalen, valgte et politisk flertal at skrinlægge de urealistiske planer om en ny tandlægeuddannelse i Hjørring og i stedet at styrke de eksisterende uddannelser, hvilket i første omgang kommer til at få en positiv effekt for uddannelsen med flere tandlægeuddannede, uden det dog er nok til direkte at lukke hullet.
Derfor er det afgørende, at vi også øger optaget på tandplejerstudiet. Tandplejere spiller en afgørende rolle i særligt den forebyggende tandpleje og samtidig er uddannelsen kortere. Et øget optag vil derfor hurtigere kunne mærkes på klinikkerne og hos patienterne.
Brug efterårets forhandlinger fornuftigt
Forløbet om udflytningsaftalen er i høj grad endnu et udtryk for, at der mangler en langsigtet plan for tandplejen. I stedet for at symptombehandle, er der behov for at tilpasse midler og optag på studierne ud fra det forventede antal af patienter, der vil være, når den demografiske udvikling topper. På denne måde kan vi gradvist tilpasse behandlerkapaciteten i takt med, at behandlingsbehovene vil stige.
Men hvad sker der så, når demografien ændrer sig igen? Står vi så ikke med en masse ledige tandlæger og tandplejere? Tværtimod. Vi har i almindelighed udfordringer med at få alle til tandlæge. Der er simpelthen visse grupper, som højst deltager i den forebyggende tandpleje i meget begrænset omfang. Eksempelvis er antallet af årlige tandlægetjek for voksne mellem 25 og 44 år faldet med 25 % over de seneste 30 år. Hvis vi får tilpas gang i forebyggelsesarbejdet og får ændret adfærden hos denne gruppe, vil derfor være rigeligt med arbejde til fremtidens behandlere på tandlægeområdet.
Derfor håber vi, at politikerne vil sætte trumf på ved efterårets forhandlinger om voksentandplejen, så vi får lavet en ambitiøs strategi, så de kommende generationer af både yngre og ældre fortsat vil kunne betragte forebyggende tandpleje som en fortsat dansk succeshistorie.
