I denne uge mødtes mange af de mest indflydelsesrige indkøbere i det offentlige Danmark i Aalborg. Tilsammen har de ansvaret for, hvordan vi årligt anvender i omegnen af 150 milliarder skattekroner.Der er tale om 1200 politikere og embedsfolk på social- og sundhedsområdet, der deltager i KL`s årlige topmøde på social- og sundhedsområdet.Det er værd at bemærke, at selvom kommunerne indkøber for mange milliarder i den ikke-kommunale velfærdssektor, var det faktisk meget lidt der blev talt om gevinsten ved og nødvendigheden af det offentlige-og private samarbejde, når vi skal løse udfordringerne ved fremtidens velfærd.Topmødet er alligevel interessant, for leverandører til den kommunale velfærdssektor, for nogle af de nedslag vi bringer her illustrere i et vist omfang kommunernes situation som kunde, myndighed og leverandør.På gyngende grund
Lidt underfundigt startede topmødet til tonerne af C.V. Jørgensens sang ”På gyngende grund” og understregede dermed det pres og ustyrlighed som kommunerne de senest par år har været udsat for. Den manglende økonomiske styring af det specialiserede socialområde, har fået flere organisationer til tale for, at socialområdet skulle ud af kommunerne. Regionerne har endda lavet en plan for det, som OPS-Indsigt tidligere har skrevet om.
”Det er ikke områder med mange pauser, når vi lige oplister sundhedsreform med nærhospitaler, evaluering af det specialiserede socialområde og udspil om oprettelse af 20 nye speciale funktioner,” konstaterede journalist og konferencier, Lene Johannesen ved åbningen.
Sammen med Sisse Marie Welling, medlem, KL’s Sundheds- og Ældreudvalg og sundhedsborgmester i København og Ulrik Wilbek, formand, KL’s Socialudvalg og borgmester i Viborg Kommune havde hun fat i helikopterperspektivet i forhold til det pres kommunerne oplever.
Her står tre ting fuldstændig bøjet i neon for kommunalpolitikerne, som der er en forventning om at de fikser. Den pressede økonomi, den store rekrutteringsudfordring i forhold til særligt de varme hænder og den endnu større efterspørgsel på ydelser på så vel social- ældre- og sundhedsområderne.Det er de her tre tydelige udfordringer, som kommunerne står med og det kunne måske være let nok, hvis man bare skulle fikse det udefra.Billedet af kompleksitet og risikoen for at båden gynger bliver tydelig, når man ser på hvilke roller det er som kommunerne har på social- og sundhedsområdet, hvor mange roller er viklet ind under kommunalpolitikernes ansvar.Kommunerne er både er myndighed i forhold til borgernes cementerede krav om velfærd, ansvarlig for egen leverandørvirksomhed, og samarbejdspartner med civilsamfundets organisationer, Endelig er kommunerne i konkurrence med både de andre kommuner, regionerne og de ikke-kommunale virksomheder om at levere nogle af de ydelser de er myndighed på og indkøber af.
Vi skal have afstemt forventningerne til velfærdDe mange roller er også nogle af de kritikpunkter, der har medført, at flere interesseorganisationer har ønsket eksempelvis socialområdet ud af kommunerne, så spørgsmålet er har man armene over hovedet, fordi socialområdet efter socialministeriets evaluering bliver i kommunerne?
”Det ikke sådan, at jeg siger yes det bliver i kommunerne og så gør vi ikke mere,” sagde Ulrik Wilbek i en kommentar til, at kommunerne fortsat skulle stå for det specialiserede socialområde.
”Nej vi skal gøre det meget bedre, men det kan kun ske ved at samarbejde. Vi skal samarbejde og her skal vi have afstemt, hvad det er vi skal levere,” sagde Ulrik Wilbek.
Han erkendte blankt, at man næppe vil få alle de milliarder, som der er behov for på de to velfærdsområder ved økonomiforhandlingerne med regeringen, men det betyder jo så, at man må til at prioritere.
”Vi kan ikke vedblive at få opgaver på sundhedsområdet uden at få en krone for det,” supplerede Sisse Marie Welling.Rækker hånden ud
Økonomien er presset, der kommer flere borgere og vi mangler hænder til, at løse problemerne, så selv hvis vi havde pengene kunne vi ikke fikse problemerne og netop den del har ført til en del frustrationer på særligt de sociale medier i forholdt bl.a. evalueringen af det specialiserede socialområde.
Her har flere handicaporganisationer kritiseret evalueringen i stærke vendinger ikke mindst bevægelsen #enmillionstemmer som har kaldt evalueringsrapporten for “utroværdig, tendentiøs og forudfattet.”
I deres perspektiv minder evalueringen mest af alt om et forsøg på at lægge et meget tungt låg på handicapområdets protester, hvor man viser, at kommunerne gør det så godt, at der kun er behov for mindre justeringer, skriver man i et indlæg på Altinget.
Men netop den utilfredshed rækker Ulrik Wilbek hånden ud til ved begyndelsen af topmødet.
”Jeg vil bare sig til organisationerne og aktørerne derude, at der er ingen i kommunerne medarbejdere eller andre, der er her for at modarbejde de andre.” I hans optik er det væsentligt, at parterne får afstemt forventningerne og samarbejdet om løsningerne.
Fikser eller facilitator
Gang på gang i løbet af formiddagen gentages kommunernes udfordringer af facilitator Lene Johannesen, så det selv for de mest nyvalgte politikere og embedsmænd må stå mejslet i granit, men hvad skal der så til at løse de mange komplekse udfordringer og hvordan prioriterer vi?
Ulrik Kjær der er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet leverede i bedste stand up stil sit bud på, hvordan man som kommunalpolitiker kan vælge at gå til den dynge af opgaver, der ligger lige foran.
”Der er en rolle, som den der kommer og fikser alt det der er svært for alle os andre. Det som ligger i den trillebør af problemer du har fået leveret, da du blev valgt og bare venter på at du handler, men I har også et alternativ. I kan nemlig påtage jer rollen som facilitator, hvor man er med til at prioriterer i alle de problemer der er i trillebøren.
Hans pointe var, at politik jo også er at være med til at beslutte, hvad er de vigtige problemer, fremfor blot slavisk at gå til opgaven som fikser. Han medgav dog, at der ikke er så stor garanti for genvalg, hvis man vælger at være facilitator.
