Af: May-Brit Kattrup, direktør, bestyrelsesmedlem og tidl. folketingsmedlem for LA.Venstrefløjens hedeste ønske om forbud mod profit på velfærd bør bankes 100 meter ned under gulvbrædderne. Det er en ideologi, som udelukkende tilgodeser ønsket om magt til det offentlige system, og som ingen hensyn tager til udsatte og svage mennesker. Kontrol med bosteder koncentrerer sig primært om profit og meget lidt om kvalitet, trivsel og resultater for de udsatte mennesker, som det rent faktisk drejer sig om. Det er i sig selv er meget kritisk. Hertil kommer så det absurde i at sammenligne priser på private og offentlige velfærdsydelser, eftersom ikke en kæft aner, hvad noget koster i det offentlige. Udregningerne er i mange tilfælde mangelfulde, forkerte og ret uigennemskuelige. Bevidst eller ubevidst. Og hvorfor skal stat, region og kommune være det naturlige udgangspunkt som leverandører af offentligt finansierede velfærdsydelser? Hvad er grunden til, at private leverandører først kommer på tale, når det offentlige ikke er i stand til at levere ydelsen, som da ventelisterne i sundhedsvæsnet buldrede derudaf? Hvorfor skal man først kunne vælge privathospital, hvis der er mere end 30 dages ventetid i det offentlige. Hvorfor har man ikke frit valg fra dag et?
Det burde da være en menneskeret at have frit valg over hele linjen. Hvordan kan vi som samfund overhovedet acceptere, at stat, region, kommune skal bestemme, hvor vores børn skal gå i skole, hvor vi skal bo og hvilken mad vi skal have som gamle, hvilke gymnasier unge mennesker skal gå på, og hvor vi skal behandles?Hvorfor hedder det, at man tager opgaverne ”hjem”, hvis de skal udføres af stat, kommune eller region? Det burde hedde, at man nationaliserer, regionaliserer eller kommunaliserer opgaverne. Frihed til at vælge via en vouchermodelDe borgere som ønsker frit valg burde have rigtigt frit valg mellem alle leverandører, som er registrerede og fagligt godkendt af uafhængige instanser (som ikke også er indkøber og sælger) til at drive erhverv indenfor deres respektive områder. Borgere som ikke ønsker frit valg, skal hjælpes behørigt til at finde den rigtige løsning uden præference for privat eller offentligt. Det frie valg kan etableres via en vouchermodel. Og drop udbudsmodellen. Det offentlige skal udregne en pris for en ydelse. En pris som indeholder ALLE omkostninger, også andel af faste omkostninger, og som er gennemskuelig. Borgerne skal så have en voucher på denne pris, og med voucheren i hånden, kan man selv vælge, hvilken leverandør, man ønsker at bruge – privat som offentlig. Hvis det frie valg medfører, at flere borgere vælger private aktører, skal den offentlige kapacitet tilrettes den nye efterspørgsel, så enhedsprisen ikke bare stiger og stiger. Fuldstændig som en privat virksomhed må tilrette sig efterspørgslen. Frihed til at vælge selv og bestemme over eget liv burde være en menneskeret. Som borger bør man frit kunne gå derhen, hvor man oplever den bedste service. Og det er trods alt borgerne selv, der betaler uanset, at det er over skatten. Intet er gratis, og det offentlige har kun borgernes penge at betale med. Et velfungerende frit valg kræver et velfungerende markedMen forudsætningerne for frit valg er, at borgerne har noget at vælge imellem, og at de kender til deres valgmuligheder. Det kræver et velfungerende offentligt-privat samarbejde samt fair og lige konkurrence. Uden dette vil for få virksomheder søge ind på dette marked, og af dem som alligevel søger ind, vil vi se for mange konkurser. En virksomhed kan gå konkurs af flere årsager. Hvis den ikke leverer gode nok ydelser, vil borgerne søge andre løsninger og virksomheden må lukke. Dette er et sundt forhold, som betyder, at frit valg styrker kvalitet og service. Men hvis virksomheder går konkurs, fordi de forsøger at konkurrere på urealistiske lave priser krævet af kommuner eller regioner, er det en meget usund situation. Ligesom hvis de offentlige instanser har henvisningsret og kun henviser til offentlige leverandører. Eller når der på andre parametre ikke er fair og lige konkurrence eller godt offentligt-privat samarbejde. Så kan jeg godt forstå, hvis virksomheder trækker sig fra markedet eller bliver presset ud. Hvilket vi desværre har set flere eksempler på.
Hvis vi skal have et velfungerende frit valg, bør alle kommuner pålægges at udregne priser efter en og samme skabelon, som inkluderer alle udgifter, og som kan gennemskues. Her kunne man tage udgangspunkt i OECDs anbefalinger, men man kunne også nøjes med at anvende den vejledning som i forvejen eksisterer, og som enkelte kommuner, har fulgt, når de i dialog med leverandøren har beregnet den rigtige pris.Det ville være dejligt, hvis mange flere kommuner gik den vej. Også uden at være presset af retssager, som den Brønderslev kommune tabte i Vestre Landsret sidste år.
Bedre sent end aldrig med opbakning til klage enhedLige nu arbejder man i Kommunernes Landsforening for at udvikle en ny vejledning, som er mere forståelig for kommunerne, for på den måde at undgå, at et flertal på Christiansborg beslutter, at regeringen skal se på muligheden for en kontrolenhed under Konkurrence- og forbrugerstyrelsen, som netop skal holde øje med kommunernes måde at håndtere dette marked på.Forslaget om en kontrolenhed på dette område får bred opbakning fra den blå side af salen, hvilket er meget positivt. Jeg har selv som politiker på Christiansborg kæmpet hårdt for, at hele velfærdsområdet blev medtaget i den tidligere regerings gode tiltag for fair og lige konkurrence og den uvildige klageinstans. Det lykkedes desværre ikke engang at få alle borgerlige partier med på den dagsorden. Det lader så nu til at være borgerlig opbakning til, at også velfærdsområdet skal underlægges fair og lige konkurrence og forhåbentlig en uvildig klageinstans, hvilke er alt afgørende forudsætning for det frie valg – godt og vigtigt og bedre sent end aldrig.
