Den sidste måneds tid har et fortroligt evalueringsudkast af det specialiserede socialområde udarbejdet af Socialministeriet givet anledning til voldsom kritik fra en lang række aktører på området. Handicaporganisationerne har hældt det ned ad brættet, politikere har rystet på hovedet og videnspersoner har efterspurgt substans, men hvad står der egentligt i den fortrolige rapport, som får så voldsom kritik?
NB-Social har i lighed med flere af kritikerne fået adgang til den fortrolige evalueringsrapport, der med sine 186 sider er meget omfattende og indeholder en sammenfatning på ca. 4 sider, der relativt kort gennemgår de fem centrale temaer, som rapporten er opbygget omkring.
De fem temaer har fokus på struktur og opgavefordeling, finansiering, specialiserings mekanismer, visitation og kvalitet.
Vi gennemgår i denne artikel en række og derfor ikke udtømmende nedslagspunkter i rapporten, som er udarbejdet sideløbende med ti følgegruppemøder over en periode på fem måneder i efteråret 2021 med repræsentation fra ca. 30 centrale aktører og interessenter. Der er med andre ord tale om rigtig stor gruppe interessenter, som ministeriet har skulle lytte til, og hvis input man har skulle forholde sig til.De nuværende rammer er hensigtsmæssige
Evalueringen konkluderer, at hvis udviklingen på området skal følges fremadrettet, vil det kræve en model for beskrivelse af specialiseringsniveauer, der kan danne faglig ramme og grundlag for at monitorere udviklingen.
Det skal desuden ses i perspektiv af, at evalueringen kommer frem til, at der på det specialiserede socialområde ikke findes en entydig definition af, hvad der er kvalitet, når det gælder tilbud og indsatser.
Man fremhæver i evalueringen, at Socialtilsynets kvalitetsmodel er med til at sætte rammerne for en fælles forståelse af, hvad kvalitet i de sociale tilbud er, ”men Socialtilsynets kvalitetsvurderinger kan dog ikke indfange den fulde kompleksitet af kvalitetsspørgsmålet, herunder heller ikke den fulde borgeroplevede kvalitet,” skriver man.
Evalueringen konkluderer nok så interessant, at undersøgelserne ikke har vist, at de nuværende rammer, strukturer og mekanismer til sikring af specialisering og kvalitet i indsatser generelt er uhensigtsmæssige.
Med andre ord: Opgaverne med det specialiserede socialområde skal forblive i kommunerne.
Yderligere lovregulering ikke det bedste greb
I forhold til finansieringsstruktur og økonomiske incitamenter angiver evalueringen, at analysearbejdet viser, at der i indretningen af finansieringsstrukturen på det specialiserede socialområde fortsat må lægges afgørende vægt på hensynet til sammenhæng mellem finansieringsansvar og beslutningskompetence i opgaveløsningen.
Det vil sige, den der visiterer betaler også for opgaven
”En dekobling af de to vil indebære en stor risiko for udgiftsopdrift og manglende incitament til forebyggelse af forværring af borgernes behov,” skriver man i evalueringen, hvor man desuden påpeger, at yderligere lovregulering ikke nødvendigvis er det bedste greb til at sikre en bedre borgerinddragelse.
Her konstaterer man, at den nuværende lovramme fastslår, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandling af egen sag.
Ingen afspecialisering – dog behov for centrale initiativer
Selvom evalueringen i grove træk kan læses således, at der ikke er sket en af-specialisering, at der ikke er en egentlig definition af begreberne specialisering og kvalitet i indsatsene, samt at borgerne med de mest komplekse problemer er dem, der er mest utilfredse, så peger man ikke desto mindre på, at der er forbedringsområder.
Her oplister man i meget generelle termer en række behov, for det man kalder centrale indsatser. Eksempelvis en specialeplanlægning med afsæt i Socialstyrelsens forslag, en bedre sikring af de rette tilbud, fokus på kvaliteten og en styrkelse af videns udvikling og vidensdeling.
Blandt de mere konkrete forslag til indsatser er en vurdering af et behov for initiativer, som kan understøtte, at visitationen sker på baggrund af en mere systematisk udredning, hvor sagsbehandleren har adgang til specialiseret viden, når de møder borgere med sjældne eller komplekse behov.
Endelig nævner man rigtig mange gange i evalueringen behovet for at styrke implementeringen af de gældende regler om borgerinddragelse i kommunerne.
I et af de mere konkrete forslag peges der på en videreudvikling og implementering af Voksenudredningsmetoden (VUM). Her skal vi nok lige bemærke, at Socialstyrelsen for kun to år siden udgav en metodehåndbog efter at have opgraderet VUM til en version 2.0.
Regionerne har stået på spring
Baggrunden for evalueringen har blandt andet været, at en række aktører på området stort set siden kommunalreformen i 2007 har udtrykt bekymring for, at der kontinuerligt sker en afspecialisering af socialområdet, med den effekt at vigtig viden er gået tabt, og at højt specialiserede tilbud er forsvundet.
Man har blandt andet derfor fra flere sider givet udtryk for, at vi rent strukturelt med fordel kunne flytte det såkaldt højspecialiserede socialområde fra kommunerne over til regionerne for at imødegå den afspecialisering, som kommunerne i bredt omfang har fået skylden for.
At flytte dele af det specialiserede socialområde fra kommunerne til regionerne er ikke noget, man kun har talt om. Det har nemlig udviklet sig således, at Danske Regioner i 2021 udarbejdede et fakta- og overbliksark, der beskriver, hvordan man ud fra en specialeplan kunne adskille det højt specialiserede fra det specialiserede socialområde.
”Det giver derfor god mening, at det er fem regioner, der har den ekspertise i stedet for, at der skal være en højt specialiseret visitation i alle 98 kommuner,” lød argumentationen i sensommeren 2021 fra formanden for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, Lars Gaardhøj.
Her er det værd at bemærke, at evalueringen kommer frem til, at der på det specialiserede socialområde aldrig har været centralt fastsatte og præcise kriterier for, hvornår sociale tilbud og indsatser er højt specialiseret. Så alene i det perspektiv ville det blive vanskeligt at flytte det, man kunne kategorisere som højt specialiserede indsatser til regionerne, for man kan ganske enkelt ikke differentiere specialiseringsgraden i tilbuddene.
