Arbejdsgiverorganisationen KA Pleje har rejst en række sager ved de danske domstole, som alle omhandler underbetaling og fejlberegning af de kommunale frit-valgs-priser i en samlet størrelsesorden på 100 millioner kroner.
I Brønderslevsagen som nu er anket til Højesteret af den private virksomhed, blev der alene rejst et krav på over 20 millioner kroner.
OPS-Indsigt har tidligere beskrevet, hvordan KA-Pleje har sagsøgt mindst fem kommuner og vi ved fra kilder på ældreområdet, at flere sager kan være under vejs om ikke fra KA Pleje så fra andre.
Frem for at vente på en potentiel stævning mener Det Konservative Folkeparti, at Københavns Kommune bør eftertjekke både beregninger og udbetalinger. Det fremgår af et forslag, som partiet har stillet, der skal behandles på torsdag.
Forslaget er interessant, fordi det er en direkte afledt effekt af en enkelt landsretsdom ind i det politiske maskinrum hos landets største kommune og det er ikke den eneste kommune, hvor politikerne har bedt forvaltningen tage et ekstra tjek af beregnings- og betalingsmodeller, erfarer OPS-Indsigt.
Hertil kommer, at der aktuelt er 8 private leverandører af frit-valgs-ydelser i Københavns Kommune, som dækker alt fra praktisk hjælp og pleje til indkøb, tøjvask og madleverance, det fremgår af kommunens hjemmeside.
Det er ikke ideologisk
Læser man forslaget fra Det Konservative Folkeparti kan man dog få den tanke, at det har et ideologisk islæt, hvor den blå side af salen endnu engang hejser fanen for borgernes frie valg, men det er lige at trække det en kant for langt, mener Karina Bergmann, som har stillet forslaget.
”Nu handler det her forslag jo ikke om, hvorvidt man går ind for frit valg eller ej – Det er jo lovbestemt og hvis du ser på indholdet og substansen i forslaget, handler det her om, at sikre kommunen og være på forkant, så jeg har svært ved at se, at nogle af mine kollegaer vil være uenige i vores forslag,” siger Karina Bergmann til OPS-Indsigt.
Helt konkret vil Karina Bergmann og hendes partifæller have Borgerrepræsentationen til at pålægge Sundheds- og Omsorgsforvaltningen en forvaltningsmæssig revision af kommunens beregninger af kontrolbud og takster for private plejevirksomheder i ældreplejen med henblik på at sikre, at de er korrekte.
Handler om at tage det up front
Men ikke nok med det, man vil også have forvaltningen til at undersøge om, der har været tilfælde af underbetaling af private udbydere af ældrepleje i kommunen siden 2003, hvor modellen for frit valg blev etableret, samt godtgøre eventuelle underbetalte virksomheder.
Der er med andre ord lagt op til lidt af et stykke arbejde for embedsværket i Københavns Kommune, hvis de skal gå 17 år tilbage i tiden.
”Vores sigte er ikke at gøre det unødigt dyrt i embedsmandstimer. Vi kan jo se, at der har været udfordringer i en del andre kommuner, så jeg mener ikke vi skal sidde og vente på, at få en stævning, men ganske enkelt tage det up front” siger Karina Bergmann.
De seneste år har København håndteret frit-valgs-området via udbudsmodellen, så det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er nødvendigt at efterberegne priserne, da de typisk sættes af de tilbudsgivende leverandører, men så er der naturligvis spørgsmålet om tiden før, hvor København som de fleste kommuner har anvendt godkendelsesmodellen. Det vil sige, den model, hvor kommunen beregner prisen med udgangspunkt i kommunens egne omkostninger.