I april 2021 stod det klart, at socialminister Astrid Krag havde tabt en langt felttog mod profit på velfærd, men nu ser det ud til, at meget af det man ikke kunne få igennem den politiske fordør, nu kommer ind ad den administrative bagdør.Regeringen har ganske vist indgået en aftale med, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre som tungen på vægtskålen, der med sin deltagelse fik skrevet den ideologiske profitjagt ud af aftalen.
Aftalen har et generelt fokus på styrkelse af socialtilsynet, samt en specifik styrkelse af det økonomiske tilsyn med større fokus på private og offentlige tilbuds regnskaber og budgetter, står der i aftalens bilag 2.
Bemærk her at det offentlige og private segment nævnes ligeværdigt, men sådan ser det ikke ud, når man læser ministeriets lovudkast.
Semantikken oser af stramninger for private
I juli sendte socialministeriet så et lovforslag baseret på aftalen i høring. Herefter har de høringsberettigede så i fantomtempo skulle bruge deres sommerferie på at læse et digert værk på 151 sider igennem og give deres svar.
Hvad enten det er et udtryk for, at ministeriet ikke har kunnet nå at udsende høringsudkastet før, eller der er tale om en bevidst planlægning, hvor høringsparterne må afsætte sommerferien på at læse en kompleks lovtekst, er ikke til at sige, men tidspunkt og tidspres springer i øjnene.
”Det er helt uacceptabelt. Høringsmaterialet på et super komplekst lovforslag blev fremsendt på et tidspunkt, hvor de fleste mennesker var gået på ferie,” siger Jakob Scharff, der er branchedirektør i Dansk Industri. For ham er det bare ikke i orden.
Men hvad møder de høringsberettigede så, når de læser lovforslaget?
Hele 210 gange adresseres de private tilbud, hvor begreberne kommunale og selvejende kun anvendes omkring 30 gange. Hele semantikken giver et indtryk af, at det her hovedsageligt er et lovforslag, der er skrevet med adresse til den private sektor.
Det har man også bemærket i Dansk Erhverv.
”Kravene er ensidigt bebyrdende for de ikke-offentlige tilbud, så det gør det ekstremt næsten umuligt at drive et ikke- offentligt tilbud,” siger velfærdpolitisk Troels Yde Toftdahl til OPS-Indsigt i et interview.
Profitjagten ind ad bagdøren
Læser man de 151 sider igennem, får man let det indtryk, at de stramninger man ønskede af private sociale tilbud, men politisk ikke kunne få ind ad den demokratiske fordør, prøver ministeriet nu at lempe ind igennem den administrative bagdør.
”Kommercielle, private tilbud skal derudover forpligtes til at oplyse, hvor meget udbytte der samlet set er udbetalt over de seneste 5 år,” står der i lovforslaget.
Man jagter altså fortsat profitten, skønt meget tyder på, at det er mere undtagelsen end reglen, at private sociale tilbud trækker enorme summer ud i overskud. Det interessante er her som så mange andre steder i lovforslaget, at det er karakteristisk, at det her krav kun gælder ikke-offentlige tilbud og ikke kommunale eller regionale. Det til trods for at der er set adskillige sager på offentlige tilbud, hvor eksempelvis en kommune gennem år har trukket overskud ud til andre kommunale enheder.
Laver man et barn på Det Radikale Venstre?
Lovforslaget er i sin opsætning relativt svært tilgængelig og med de forholdsvis mange særrestriktioner for private tilbud giver det muligheder for kafkaske oplevelser, hvis det gennemføres i sin helhed. Alle de brancheorganisationer som OPS-Indsigt har talt med, hælder det da også ned ad brættet i sin nuværende form.
Dansk Erhverv skriver direkte i deres høringssvar, at lovforslaget overimplementerer den politiske aftale og dermed påfører private tilbud krav og administrative byrder, der er ude af proportion med den opgave, der tilsigtes løst politisk. Det efterlader det spørgsmål om, der er ved at blive lavet et barn på Det Radikale Venstre?
Det mener man i LOS-Landsorganisationen for sociale tilbud.
”Jeg mener, at ministeren laver et barn ikke kun på de radikale, men også på Venstre og Konservative som har tiltrådt aftalen,” siger politisk og strategisk chef Laust Westtoft i et interview med OPS-Indsigt om brancheorganisationernes høringssvar.
Ubegrundet og meget ensidigt fokus på private
Det forekommer gennemgående ubegrundet, hvorfor kravene i lovforslaget er udformet så ensidigt bebyrdende for private tilbud.
Både i branchen og blandt aftaleparterne er man enige om, at der er behov for transparens i forhold til økonomien på de sociale tilbud. Det til trods skal offentlige tilbud ikke aflægge regnskab på tilbudsniveau, ligesom der ikke foretages revision på tilbudsniveau. De økonomiske nøgletal som skal være tilgængelige på tilbudsportalen, for at visitator/sagsbehandler kan vurdere, om man vil anbringe en borger på det pågældende tilbud, skal fiskes ud af ejerkommunens samlede regnskab, fremgår det af forslaget.
I lovforslaget lægges der desuden op til, at personer der inden for de seneste fem år har været ansat som leder eller været medlem af bestyrelsen for et privat eller selvejende tilbud, hvor socialtilsynet har truffet afgørelse om ophør af godkendelsen, ikke må ansættes som leder af eller indgå i bestyrelsen for et privat eller selvejende tilbud.
Det skal her igen bemærkes, at den politiske aftale har afsæt i en intention om at styrke en ensartet praksis i forhold til offentlige såvel ikke-offentlige sociale tilbud.
De seneste år har vi set en del eksempler på kommunale sociale tilbud, der ikke har formået at overholde budgetter og regnskaber, og som er sat under skærpet tilsyn med henblik på fratagelse af godkendelsen. Men der er ikke et ord om indgreb eller sanktioneringsmuligheder i forhold til offentlige ledere eller kommunalbestyrelsen, som jo i praksis fungerer som bestyrelse for de kommunale tilbud, hvis det går galt i et kommunalt tilbud.
Udfordrer retssikkerheden for ledere, bestyrelser og frivillige
Både Dansk Industri, Dansk Erhverv, Selveje Danmark og LOS finder lovforslagets nye krav til bestyrelser og ledelser i private og selvejende sociale tilbud bekymrende og de peger alle på i deres høringssvar, at det udfordrere almindelige retssikkerhedsprincipper for ledere og bestyrelsesmedlemmer.
Her skal man lige have in mente, hvilke konsekvenser det kan have på det selvejende område, hvis man som frivillig og ofte ulønnet bestyrelsesmedlem rammes af en karantæneperiode på fem år, når et tilbud ifølge lovforslaget nu kan lukkes med et pennestrøg fra Socialtilsynet.
Man kan stille sig selv spørgsmålet, hvem vil gå ind og give den en skalle for at redde et fagligt godt non-profit-tilbud, der har økonomiske udfordringer, fordi en eller flere kommuner hjemtager borgerne af egne interne årsager? Det er jo netop der, at du har brug for de kompetente ildsjæle og så har vi slet ikke været inden om de forøgede rekrutteringsudfordringer i forhold til at få ansat en leder, der vil give sig i kast med sådan en sag.
Potentielt kan karantænerisikoen blive udgiftsdrivende i forhold til lederlønninger og det er måske ikke lige den effekt man havde haft i tankerne rent politisk.
I det hele taget sprænges den governance-struktur, som sikrer demokratiske sammenhæng og kontinuitet i selvejende organisationer, skriver Selveje Danmark i sit høringssvar.
Det hænger sammen med, at lovforslaget fortolker den politiske aftale så snævert, at medlemmer af fx en selvejende hovedbestyrelse ikke kan sidde i det lokale sociale tilbuds bestyrelse, hvis hovedorganisationen ejer den ejendom, som det sociale tilbud bor til leje i. Heller ikke selvom bestyrelsesmedlemmer i hovedorganisationen hverken kan siges at ”eje” eller profitere økonomisk af den bygning, hvor det sociale tilbud holder til i.
Man bevæger sig altså med andre ord i retning af at udsulte den frivillighedsgejst og synergieffekt, der præger frivilligheden på det selvejende område og det kan godt gå hen og få nogle utilsigtede konsekvenser. For i ministeriet har man tilsyneladende tænkt, at der står horder af kompetente mennesker, der gerne vil gå ind i en bestyrelse.
Taksterne på ikke-offentlige tilbud vil stige
Lovforslaget indeholder som sagt en stribe af krav til de ikke-offentlige tilbud i form af administrative og økonomiske byrder, som ikke gælder de offentlige tilbud.
Det skal her bemærkes, at der på intet tidspunkt i lovforslaget og ministeriets bemærkninger tales om at kompensere de ikke-offentlige tilbud for forskelsbehandlingen. Lovforslaget medvirker dermed i sin vægtning til en betydelig forskelsbehandling og konkurrenceforvridning mellem offentlige og ikke-offentlige tilbud.
Ressourcerne til de ekstra opgaver for de ikke offentlige-tilbud kan kun forventes at findes et sted nemlig i øgede takster, hvilket hverken gavner borgerne eller samfundsøkonomien.
Hertil kommer at man må stille sig selv det spørgsmål, om denne øgede bureaukratiske styring, som lovforslaget lægger op til vil medvirke til, at der bliver oprettet og investeret i flere nye ikke-offentlige specialtilbud?
Man kan også have den betragtning, at man ved at stille de ikke-offentlige tilbud en række krav så taksterne overstiger de offentlige fremkalder en situation, hvor der ikke er nogen økonomisk begrundelse for at vælge de ikke-offentlige frem for de offentlige. Skatteborgerne betaler ganske vist, men gad vide om en sådan udligning i konkurrencen ikke vil medføre, at man ser en afgang fra markedet af ikke-offentlige tilbud, så det specialiserede socialområde på den lange bane hovedsageligt består af offentlige tilbud? – En slags administrativ nationalisering.
Har brug for et juridisk faktatjek
Sat på spidsen er lovforslaget ufærdigt, men det er jo også et høringsforslag, så på den led er der fortsat mulighed for forbedringer, når nu ministeriet får tygget de mange høringssvar igennem.
Det ufærdige kommer blandt andet til udtryk ved, at man en del steder mangler konkret sammenhæng med øvrig lovgivning, herunder eksempelvis selskabslovens begrebsapparat. Her må man forvente at Erhvervsministeriet og Justitsministeriet inddrages og får lejlighed til at vurdere lovforslaget mhp. at sikre sammenhæng mellem den gældende lovgivning og anden relevant lovgivning, herunder om de krav der introduceres med dette lovforslag, er retssikkerhedsmæssigt i orden.
Eksempelvis er det meget tydeligt, at ideen om karantæne for ledere og bestyrelsesmedlemmer i hovedtræk bygger på konkurslovens §157. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i, for det var en del af debatten om profit på velfærd, men i ministeriets lovudkast henvises der ikke til anden relevant lovgivning i denne sammenhæng.
Det skal desuden bemærkes, at konkurskarantæne i dag afgøres ved domstolene og ikke som følge af en administrativ proces udført af en myndighed som Socialtilsynet, hvis spidskompetencer må forventes at ligge et andet sted end selskabsret
