Med studiestart lige om hjørnet bliver landets videregående uddannelser snart fyldte af mange nye studerende. Skulle nogle af dem få udfordringer med studiet på grund af psykiske og neurologiske funktionsnedsættelser, er der nu hjælp at hente hos en række leverandører af socialpædagogisk støtte ifølge Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). Det fremgår af et opslag på styrelsens hjemmeside.Styrelsen har haft opgaven med socialpædagogiske støtte udbudt og en af vinderne er den private virksomhed Olivia Danmark, der har vundet 11 ud af 14 udbudte delaftaler med at levere støtte til studerende på længere videregående uddannelser.Studerende med psykiske og neurologiske funktionsnedsættelser kan nemlig i nogle tilfælde have sværere ved at gennemføre en videregående uddannelse end unge uden samme udfordringer. For at sikre, at de mellem 500 og 600 unge studerende, der årligt oplever udfordringer, kan komme igennem deres studie som alle andre studerende, findes den såkaldte SPS-ordning (socialpædagogisk støtte), der kan sættes i gang, hvis de unge får brug for lidt ekstra hjælp.Færre leverandører i fremtidenOlivia Danmark, der er en af landets største private udbydere af hjælpe- og støtteordninger til børn, unge og voksne, vandt før sommerferien udbuddet om SPS-ordningerne på en række videregående uddannelser. Virksomheden overtager hermed opgaverne med specialpædagogiske støtte fra tre andre aktører.”Vores medarbejdere har solid erfaring i arbejdet med unge med psykiske og neurologiske funktionsnedsættelser, og vi glæder os til med vores socialfaglige viden og ballast at være med til at hjælpe de studerende med funktionsnedsættelser godt videre i uddannelsessystemet med en samlet og ensartet indsats,” siger adm. direktør i Olivia Danmark, Jeppe Bo Petersen til OPS-Indsigt. Udover Olivia Danmark tildeles Studenterrådgivningen, som er en landsdækkende institution under Uddannelses- og Forskningsministeriet tre delaftaler. Uddannelse på trods af handicapVirksomhederne på SPS-området skal rådgive og udarbejde forskellige individuelle forløb til de studerende, herunder afklaringsforløb og studiestøtteforløb. Forløbene skal understøtte de studerende i at gennemføre uddannelserne på trods af deres fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. ”Vi arbejder med at styrke den unges evne til at mentalisere, så den unge er i stand til at regulere følelser og egen adfærd. Ved at fokusere på, hvad der fungerer, og hvad der kan hjælpe fremadrettet, sikrer vi, at vi får rykket den studerende i en positiv retning,” siger Jeppe Bo Petersen. Fakta om udbuddetSTUK har tidligere tildelt 3 delaftaler på SPS-området til Studenterrådgivningen og Rådgivnings- og Støttecenteret ved Aarhus Universitet. Det betyder at det samlede udbudte område udgør 17 delaftaler fordelt på tre leverandører, skriver STUK til OPS-Indsigt.
- Udbuddet omfatter levering af ydelser til studerende på lange videregående uddannelser. Målgruppen for SPS-ordningen er studerende på de at ordningen omfattede uddannelser med psykisk eller neurologisk funktionsnedsættelse.
- SPS-ordningen har til formål at sikre, at studerende inden for ordningens målgruppe kan gennemføre en uddannelse på lige fod med studerende uden en funktionsnedsættelse.
- Det er første gang Olivia Danmark har vundet opgaven med levering af afklaringsforløb, studiestøtte og supervision til de studerende, der får bevilliget specialstøtte. De har vundet opgaven på 13 videregående uddannelser landet over.
- Studenterrådgivningen, som er en landsdækkende institution under Uddannelses- og Forskningsministeriet har vundet tre delaftaler.
Institutioner med Olivia Danmark som leverandør er:
- Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering,
- Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og Aalborg,
- Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg og Odense,
- Syddansk Universitet i Kolding, Esbjerg, Odense, Slagelse og Sønderborg,
- Aalborg Universitet i Aalborg, Esbjerg og København,
- Roskilde Universitet,
- Designskolen Kolding,
- Det Fynske Kunstakademi,
- Det Jyske Kunstakademi,
- Det Kgl. Danske Musikkonservatorium
- Rytmisk Musikkonservatorium.
Institutioner med Studenterrådgivningen som leverandør er:
- Danmarks Tekniske Universitet
- Copenhagen Business School – Handelshøjskolen
- IT-Universitetet i København
- Københavns Universitet (Tildelt i feb. 2021)
Rådgivnings- og støttecentret (Aarhus Universitet):
- Aarhus Universitet (Tildelt i feb. 2021)
- Arkitektskolen Aarhus (Tildelt i feb. 2021)