I kommunerne Greve og Ringsted kommuner står man med et leverandørproblem efter at have gennemført to genudbud, det fremgår af to pressemeddelelser, som kommunerne uafhængigt af hinanden udsendte lige op til sommerferien.
Her fremgår det, at man i Greve Kommune har været nødt til at annullere udbuddet, da det tilbud man fik prismæssigt, lå over kommunens prisforventninger. Med andre ord det budget kommunen har lagt. Det betyder, at Greve Kommune, som i årevis har haft plejeleverandøren Altiden, risikerer at stå uden leverandør af frit valg lige op til et kommunalvalg.
“Vi må desværre erkende, at der ikke er private leverandører som matcher opgaven i forhold til prisen. Det synes jeg er ærgerligt, men man får altså ikke altid præcis det, man allerhelst vil have. Jeg håber, at mindre leverandører nu vil byde på en del af opgaven, så vi stadig kan sikre gode valgmuligheder for de ældre”, siger borgmester Pernille Beckmann i pressemeddelelsen.
I Ringsted Kommune står man i en tilsvarende situation, her har der blot ikke været nogen leverandør, som har budt på den udbudte opgave. Det skal her bemærkes, at også her har Altiden haft en pæn portefølje af borgere, som et eller andet sted burde ligge lige til højrebenet for en ny leverandør.
De to kommuner arbejder nu på at overgå til en godkendelsesmodel, hvor prisen fastsættes af kommunen og private leverandører kan godkendes til at levere hjemmehjælp i konkurrence med hinanden.
Tendens til at erfarne virksomheder trækker sig
De to pressemeddelelsers indhold er ganske interessant forsvundet under mediernes rader i sommerens jagt på agurkehistorier, men det burde de ikke, for begge pressemeddelelser indeholder nemlig nogle kraftige signaler om, at der er noget alvorligt galt inden for frit valg af hjemmehjælp.
Vi ser nemlig en stadig stigende tendens til, at erfarne og store virksomheder trækker sig eller ikke giver bud på udbudte opgaver af hjemmepleje. I Maj var det to ud af tre private frit-valgs-leverandører i Vejen Kommune og i juni så vi det i Gribskov Kommune, da den største private leverandør trak sig.
Udvikler denne tendens sig yderligere kan det gå hen og få alvorlige følger for borgernes frie valg af leverandør af hjemmehjælp.
Men hvorfor har Altiden, som indtil nu har været leverandør i de to kommuner, valgt ikke at byde på de to ledige opgaver, som de kender så godt?
“Altiden har haft et godt samarbejde med kommunerne i hele kontraktperioden og når vi nu trækker os i forbindelse med at kontrakten udløber, så handler det om vores virksomhedsstrategi, hvor vi for nogle år siden besluttede at lægge vores kræfter på plejeboligområdet, ” siger velfærdschef Karin Kappel til OPS-Indsigt.
Det er derfor naturligt, at Altiden ikke har budt på opgaven i hverken Ringsted eller Greve Kommune.
Kun toppen af et isbjerg
De to fejlslagne udbud skal samtidig ses i lyset af, at vi har en løbende debat om kommunernes prissætning på godkendelsesområdet, som senest har resulteret i, at Brønderslev Kommune er blevet trukket i højesteret for at have underbetalt plejevirksomheden Blæksprutten ApS.
Samlet set kan man lidt forsigtigt konkludere, at fraværet af tilbudsgivere i Ringsted og Greve Kommuner blot er et signal på toppen af det isbjerg af udfordringer, som kommunerne står med i forhold til at få det frie valg på hjemmehjælpsområdet til at fungere små 20 år efter, at det er indført.
Helt kort består udfordringerne af et faldende antal leverandører der kan og vil løse opgaverne. Hertil skal man så lægge de mange stridigheder, der er mellem kommuner og leverandører omkring prissætningen på godkendelsesområdet. Brønderslev Kommune er nemlig ikke den eneste kommune, der i øjeblikket har en retssag kørende. Horsens og Holstebro er ligeledes trukket i retten og flere er under vejs fortæller kilder i branchen til OPS-Indsigt.
Endelig er der leverandørernes udfordring med at stå på mål for det serviceniveau som kommunen har besluttet.
Der med andre ord risiko for, at det frie valg bliver strukturelt udsultet, hvor nogle af de medvirkende elementer er, at udbudsmodellen tilsyneladende ikke virker og godkendelsesmodellens prisstridigheder kvæler gamle og skræmmer nye leverandører.
Bekymrende for det frie valg
Uanset hvad der er grunden, er det bekymrende for det for det frie valg, at virksomheder som Altiden, BM Pleje og andre trækker sig fra dette område.
Her skal man gøre sig klart, at private virksomheder, modsat kommunale, kun kan overleve på det her område fordi borgerne vælger dem til og hvis man som plejevirksomhed vurdere, at man ikke kan tilbyde et produkt, der er ordentligt for den pris man får, så er virksomheden der ikke.Den vil ganske enkelt ikke kunne tiltrække og tilfredsstille borgernes forventninger.Det er i alt fald de signaler, man både kunne høre i Gribskov og Vejen Kommuner, da leverandørerne trak sig her.
”Nu har Vejen Kommune igen nedsat timesatserne overfor os private, så jeg ikke længere kan forsvare og stå inde for den værdige og trygge pleje, der skal til. Det hænger slet ikke sammen,” sagde Christina Egelykke, der er indehaver af pleje112, til Jyske Vestkysten.
I Ringsted Kommune bekræftes det, at man været godt tilfreds med samarbejdet med Altiden, så det er ikke sådan, at kommunen har ønsket Altiden hen hvor peberet gror. Tværtimod forstår vi på kilder i kommunen og det bekræftes også af kommunens ledelse.
”Vi har haft et godt samarbejde med Altiden de seneste fem år, og samarbejdet stopper altså nu med udgangen af september. De borgere, som nu har Altiden, vil fortsat få hjemmehjælp, men senest med udgangen af september vil leverandøren være Ringsted Kommunes Hjemmepleje,” siger direktør i Ringsted Kommune, Kasper Sonne i pressemeddelelsen.
Selvom det ikke er bøjet i neon, så kunne noget tyde på, at kommunerne skal til og lytte til de metasignaler markedet giver, når leverandørerne trækker sig, hvis det frie valg skal bevares.
For år tilbage havde vi en række konkurser i kølvandet på nogle urealistiske tilbud fra private leverandører, hvor pris og kvalitet på ingen måde kunne mødes. Lige nu ser det ud til, at markedet har lært lektien, men har kommunerne?
Det følger OPS-Indsigt op på her efter sommerferien.