For SAS var 2020 et år til glemmebogen. Flyselskabet havde 8,8 millioner passagerer, hvilket er et fald på 70 procent sammenlignet med 2019. Det viser selskabets trafiktal for 2020, der blev offentliggjort i januar.
Det store fald skyldes coronaudbruddet og de rejserestriktioner, som har præget store dele af 2020. Blandt andet måtte man sidste år fyre omkring halvdelen af de ansatte på grund af det lave antal flyvninger.
Samlet set har SAS tabt 9,3 milliarder svenske kroner. Det svarer til 6,8 milliarder danske kroner og er det er det største minus i SAS’ 75-årige historie.
Selskabets situation er på ingen måde usædvanlig i branchen, men nu kommer der en håndsrækning på 3 milliarder kroner fra de to hovedaktionærer. Danmark og Sverige. Det oplyser finansministeriet i en pressemeddelelse.
SAS en vigtig del af infrastrukturen
Finansminister Nicolai Wammen (S) understreger i pressemeddelelsen, at regeringen finder SAS vigtig for Danmarks tilgængelighed og dermed transport-infrastruktur.
”Derfor har den danske og svenske stat, som de to største ejere i fællesskab besluttet at støtte op om SAS ved at stille ny likviditet til rådighed for selskabet,” siger han.
Jacob Pedersen der er aktieanalytiker i Sydbank, vurderer, at det for SAS`s vedkommende handler om at vinde noget tid.
”Kassen er måske ikke tom, men den begynder at nærme sig et punkt, hvor selskabet er nødt til at overveje næste skridt, og det her vil være med til at købe SAS noget tid, men heller ikke mere end det,” siger han.
Konkurrenten er kommet helt på plads
Det er næppe helt tilfældigt, at vi ser denne support til SAS. Nyheden kommer nemlig dagen før, at SAS skal fremvise regnskab for første kvartal af 2021. Her blev det til et underskud på hele 1,5 milliarder kroner.
Men en anden ting der også kan have sat skub i støtten fra Danmark og Sverige kan handle om, at det onsdag blev offentliggjort, at konkurrenten Norwegian er kommet helt på plads med en redningsplan efter, at den har sagt farvel til to tredjedele af sine ansatte.
Redningsplanen er blevet gennemført med støtte fra en række investorer og placerer Norwegian et fornuftigt sted, mener Jacob Pedersen.
”Den her redningsplan har fået bragt gælden voldsomt ned fra over 80 milliarder norske kroner til et niveau på mellem 16 og 18 milliarder norske kroner,” siger han.
Det er her værd at bemærke at den norske stat tidligere har lovet, at den vil stille et særlig fordelagtigt lån til rådighed på 1,5 milliarder kroner til Norwegian.
På den led går de tre nordiske stater ind og understøtter så vel en infrastruktur, som vejen til konkurrencepræget marked om den nordiske fly-infrastruktur.
Støtten til SAS skal dog først godkendes af EU-Kommissionen på grund af EU’s statsstøtteregler.
/sho /ritzau/