Skip to main content

Økonomien i den offentlige sektor er presset. Vi behøver ikke åbne mange artikler her på OPS-Indsigt, eller i resten af NB-Medier før det står bøjet i neon, at virksomhederne i den offentlige sektor er udsat for ufattelige mange krav, der dybest set kræver, at man både skal kunne blæse og have mel i munden.

Det fører ofte til gentagende prioriteringsdiskussioner på ledelsesniveau, når det drejer sig om indkøb og samarbejde med den private sektors mange leverandører. Skal man fortsætte samarbejdet eller finde alternative løsninger alene begrundet i økonomien?

Det er nemlig ikke altid, at det er produktet, der er noget galt med. Den offentlige virksomhed har blot ikke de økonomiske ressourcer til at fortsætte samarbejdet og så må man finde på andre løsninger.  

Men ind i mellem bliver løsningerne måske en anelse for kreative.

Sagen er principiel 

Det har nemlig vist sig, at Forsvarsministeriets departement igennem to år på basis af et enkelt erhvervsabonnement hos nichemediet OLFI delte over 200 artikler fra OLFI med 300 medarbejdere i og uden for departementet.

Herved krænkede Forsvarsministeriet ophavsretten. Det skriver OLFI.

”Jeg er selvfølgelig tilfreds. Et beløb i den størrelsesorden er rigtigt mange penge for en lille virksomhed som OLFI. Men det har aldrig været pengene, som jeg jagtede. Sagen er principiel, og for mig har det vigtigste været at få Forsvarsministeriet til at erkende sin krænkelse og betale en bod, som Forsvarsministeriet ikke selv skulle have lov at sætte beløb på,” siger Peter Ernstved Rasmussen, som er redaktør på OLFI.

Det er Dansk Journalistforbund, der har ført sagen for OLFI, som nu er afsluttet med et forlig, hvor Forsvarsministeriet skal betale 285.000 kr. for omfattende brud på ophavsretten. Beløbet fordeler sig med 190.000 kr. i vederlag og 95.000 kr. i godtgørelse for den begåede krænkelse.

Det skal her bemærkes at det hører til sjældenhederne, at sager om ophavsret ender med en betaling på flere hundrede tusinde kroner. 

En balancegang for visse medier

Nichemedier der beskæftiger sig med den offentlige sektor arbejder som linedansere, hvor de på den ene side har påtaget sig den journalistiske kritiske kasket og på den anden side er de private virksomheder, der sælger et produkt, hvor køberne meget vel kan vise sig at komme fra den offentlige sektor.

Sagen om Forsvarsministeriets brud på ophavsretten har da heller ikke været let. Hos OLFI lægger redaktøren ikke skjul på, at det har været noget af en prøvelse dels at skulle agere som journalist og dække Forsvarsministeriets område kritisk og samtidig have en af sine vigtigste kilder som kunde.

”Jeg har siddet med flere kasketter på og har flere gange skullet lægge bånd på mig selv for ikke at lade mig hidse op. Gennem den pågældende periode blev jeg flere gange afvist, når jeg henvendte mig med ønske om interview, og samtidig havde jeg en overordentlig stor mistanke om et omfattende brud på min ophavsret. Det har været en ikke helt let balancegang at få sagen gravet frem og samtidig bibeholde et professionelt samarbejde med Forsvarsministeriet,” siger Peter Ernstved Rasmussen.

Brød ophavsret i 2 år

Sagen tog angiveligt sin begyndelse i april 2018, da OLFI oprettede en betalingsmur. Her valgte Forsvarsministeriets departement at tegne et enkelt erhvervsabonnement, der dengang kostede 3000 kr. om året for en enkelt bruger. Herefter brugte Forsvarsministeriet gennem den næste to år dette ene abonnement til at kopiere stort set alle OLFIs artikler over i mails, som blev udsendt som ”presseklip” til skiftende ministre, departementschefen og 300 medarbejdere i og udenfor departementet.

Det hører med til historien, at Forsvarsministeriet i hele processen har undskyldt sig med, at ministeriet har haft aftaler med henholdsvis medieovervågningsbureauerne Retriever og Infomedia og derigennem haft adgang til at dele OLFIs artikler.

Men situationen er en helt anden. OLFI har nemlig aldrig haft en aftale med Retriever, og OLFI`s aftale med Infomedia har aldrig været i brug, mens Forsvarsministeriet modtog medieovervågning fra Infomedia. Derfor kunne Forsvarsministeriet alene få adgang til OLFI`s artikler gennem et eneste abonnement hos OLFI.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply